Berømte arkitekter dyster om H.C. Andersens Eventyrhus

Det er fem anerkendte arkitektfirmaer, der skal komme med et bud på H.C. Andersens Eventyrhus. Flere af deltagerne har nærmest stjernestatus i arkitektverdenen.

Odense Kommune/Odense Bys Museer samarbejder med A.P. Møller Fonden om arkitektkonkurrencen, og det vindende projekt skal bruges til at søge midler hos fonde, så projektet kan realiseres.

De fem udvalgte arkitektfirmaer er:

BIG Arkitekter med Moe Ingeniører og SLA Landskab

Kengo Kuma Architects med Cornelius+Vöge Arkitekter, Eduard Troelsgård Ingeniører og MASU Landskab

Entasis Arkitekter med Charlotte Skibsted Landskab, Henrik Larsen Ingeniører og Anders Christensen Ingeniører

Barozzi Veiga Architects sammen med GWITT Arkitekt og Rambøll Ingeniører

Snøhetta Arkitekter med Holscher Norberg Arkitekter og COWI Ingeniører

De fem firmaer har et projektområde på ca. 9.000 m2 i centrum af Odense at gøre godt med, når de konkurrerer om at omdanne det nuværende H.C. Andersens Hus og Børnekulturhuset Fyrtøjet til en ny samlet attraktion med udgangspunkt i forfatterens eventyrunivers og med en tilhørende magisk have.

Central plads i byen
Projektet strækker sig fra det nuværende H.C. Andersens Hus, Børnekulturhuset Fyrtøjet og Lotzes Have ud over Thomas B. Thriges Gade, og indgår derved også som en væsentlig del af den store forandring af Odense Centrum. Selve bygningen får et samlet areal på op mod 6.000 m2, hvoraf en stor del forventes etableret under jorden.

Et eventyrligt univers
Forud for arkitektkonkurrencen har der været en idékonkurrence, hvor 475 deltagere fra 57 lande gav hver deres bud på, hvordan et H.C. Andersens Eventyrhus kunne se ud. Ydermere er der skabt et samlet formidlingskoncept, der passer til H.C. Andersens univers af det engelske designfirma EVENT Communications.

Arkitektkonkurrencen har dermed idékonkurrencens inspiration som bagtæppe og EVENT Communications formidlingskoncept som ramme. Men det er nu, projektet får form. Det er nu, visionen om H.C. Andersens Eventyrhus bliver konkret.

Vinderen af arkitektkonkurrencen forventes fundet i april 2016.

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer