Breaking News fra bronzealderen: Sjældne fund fra Søndersø

Et mytisk og rituelt landskab fra yngre bronzealder (ca. 1200-500 f.Kr.) begynder at tegne sig tydeligere og tydeligere for museets arkæologer.

I et landskab i det nordlige Søndersø præget af moser og mindre bakkedrag har arkæologerne af flere omgange udgravet kogegruber og kogegrubegrøfter til det, der må betegnes som et af Nordeuropas største kogegrubefelter*. Til dette spændende rituelle landskab kan vi nu knytte en bautasten med et skåltegn - en såkaldt helleristning. Helleristninger betragtes som markører af kult- og offerpladser for bronzealderen - en tolkning, der altså bekræftes af fundene fra Søndersø.

Tre helt unikke fund

De mange små vådområder har vist sig at være en væsentlig faktor i forståelsen af bronzealderens ritualer ved Søndersø. Mange af kogegruberne synes at orientere sig mod vådområderne, og flere kogegruber er sågar gravet ned i kanten af disse. I ét vådområde i kanten af komplekset er der fundet to offernedlæggelser af bronze: en økse (af typen Celt), der er lagt ned i vandkanten, og en dolk (af typen Grebspids), der blev fundet i det dybe område midt i søen.

Både øksen og dolken er typer, der knytter sig til den yngre del af bronzealderen. Vi står altså med tre helt unikke fund, der sammen med det imponerende kompleks af kogegruber og kogegrøfter gør bronzealderlandskabet ved Søndersø unikt. Udgravningerne ved Søndersø giver os på den måde et kig ind i et landskab, hvis funktion har været alt andet end dagligdags for mere end 2500-3000 år siden.

*Fynske Minder 2008, Kirsten Prangsgaard og Allan Andersen. Hent artiklen på "ViSkriver.dk".

 

Tilbage til Nyt fra Odense Museer

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer