70 år og i fuld vigør

Den Fynske Landsby fejrer 70 års fødselsdag den 22. juni med gratis adgang og rundvisning for alle, der er 70 år gamle.

Vi har flere aktiviteter på sommerprogrammet end nogensinde før. Fra den 27. juni til den 14. august viser vi 1800-tallets dagligdag gennem Levende Historie, hvor karle og bondepiger demonstrerer de mange arbejdsprocesser, der var på landet tidligere. Det autentiske håndværk folder sig ud i historiske rammer, når der er bagedag, storvask, fremstilling af mursten, uld, hør og meget mere. Kaperen kører med hestevognen hver dag og fortæller om huse, gårde og landsbyliv. Børnene kan prøve at filte en bold, lave en halmdukke eller deres helt egen "hvæsegase". De kan også slå sig løs i Børnenes Landsby, hvor de kan kravle og ride på en ko og et får, der er udskåret i egetræ. Inden højsæsonen starter, udvides Bondegårdens dyr med en gedebuk og et lille lam. Området Ind i naturen byder på fire forhindringer med en naturbane, som udfordrer børnene på balance og behændighed.

Mange flere børneaktiviteter
Kom og mød de søde æsler til Familiedag den 3. juli og hils på smeden, bryggeren, uldkonerne og de fine håndarbejdsfrøkener. Giv teglværksfolkene en hånd med og besøg kokkepigerne i køkkenet. Deltag i en festlig høstdag den 13. august, hvor mange af de gamle traditioner holdes i hævd, når vi høster med le og bugseret mejetærsker. Se de flotte maskiner, når Motor- og Veteranklubben Fyn viser de gamle motorer og tærskeværk frem. Vi slutter dagen af med det sidste læs og en dans.

Teater og eventyr
1.-7. juli samt 9.-11. juli kl. 12 spiller John Doe Teater op til hele familien, når de to skuespillere Jesper Dupont og Michael Grønnemose giver deres humoristiske udgave af Lille Claus og Store Claus. Forestillingen er for hele familien med plads til grin, spænding og overraskelse. Den varer ca. 35 min. og er gratis, når entreen er betalt.

Det samme gælder vores nye tiltag Eventyrfortællinger fra 15. juli til 6. august. Her opleves aktørerne fra H.C. Andersen Festspillene mellem Den Fynske Landsbys huse og gårde, mens de fremfører tre velkendte eventyr. Det vil blive en guidet tur på ca. 45 min. varighed, som starter fra Hospitalet (nr. 8) kl. 12.30 og 14.

H.C. Andersen Festspillene
I år er det historien om Klods Hans, som børn og unge fra H.C. Andersen Festspillene præsenterer. Historien vises som en eventyrmusical fyldt med spænding, dramatik og sang. Rammerne er Den Fynske Landsbys smukt beliggende amfiscene, og det foregår 13. juli - 6. august kl. 16-17.20.

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer