Den Fynske Landsby fylder 70

Skærtorsdag 24. marts åbner Den Fynske Landsby for sin 70. sæson. Og det bliver en sæson med både nyheder og traditioner.

Lige nu pibler det af forårsstemning alle vegne med et væld af påskeaktiviteter. Kokkepigerne byder indenfor i køkkenet på Præstegården, hvor de tilbereder traditionel påskemad. På Torupgården farves påskeæggene, så de kan pynte i vinduerne og senere gives som en del af lønnen til folkene på gården. Og i hestevognen fortæller kaperen om Landsbyens historie, bygningerne, dyrene og dagens aktiviteter hos smeden, uldkonerne, ølbryggerne og håndværkerne.

70 år og stadig gammel
I anledning af museets fødselsdag har vi en miniudstilling, der fortæller lidt om baggrunden for "Det fynske Landbygningsmuseum". Udstillingen findes ved butikken i Besøgscentret. På selve jubilæumsdagen - den 22. juni - er der gratis adgang for alle, der er 70 år gamle, og der er gratis omvisning kl. 11.

Gåsesteg og dundyner
I forårssæsonen kan man gå på opdagelse i "Gåsens kulturhistorie" i en særudstilling, der fortæller om gåsens betydning som husdyr i 1700- og 1800-tallet. Udstillingen bliver smukt akkompagneret af den skræppende snak fra Den Fynske Landsbys egne danske landgæs, der residerer ved gadekæret.

Hele maj og juni
I anledning af 150-året for den første danske brugsforening viser vi en lille særudstilling om brugsforeningernes historie. Brugsforeningerne var første skridt ind i andelstiden, som især med andelsmejerierne fik stor betydning for den enkelte bonde og for hele det danske landbrugs udvikling. Særudstillingen er udarbejdet i samarbejde med Coop.

Børnenes Landsby
I år kan vi præsentere første del af et nyt leg-og-læringsområde for vores små gæster: Børnenes Landsby, som kommer til at bestå af 4 forskellige områder, hvor børnene kan lege sig ind i 1800-tallets landsbysamfund og prøve kræfter med fortiden. Børnenes Landsby kommer bl.a. til at bestå af et område med Bondegårdens Dyr, hvor børnene kan fodre, kravle og ride på udskårne trædyr. I april kommer først en ko og et får, og i løbet af sæsonen kommer flere husdyr til. Desuden åbner området Ind i Naturen. En naturbane, hvor man skal bruge balance og kræfter for at følge banen af træstammer og forcere de indlagte forhindringer.

Læs mere om Børnenes Landsby.

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer