Ideerne bobler i Odense

Workshoppen "Befri byens skjulte historie", der blev afholdt den 5. september, viste at odenseanerne er sprængfyldte med kreative bud på, hvordan historien skal formidles i byrummet.

Projektmedarbejder Johanne Baggesen fortæller, at 15 utroligt engagerede odenseanere mødte op i den adelige jomfruklosterkælder for at udveksle tanker og ideer om fremtidens historieformidling. Og det skortede bestemt ikke på konkrete forslag, der strakte sig lige fra Pokémon spil med historiske personer til luftballoner, der kunne give et historisk overblik over byen.

Populært med jagter
- Overordnet set kan man dele de mange ideer ind i tre kategorier: Skattejagter, tidsmaskiner og historieguides, siger Johanne Baggesen og fortsætter, - Der var forslag til guides, som i kort form giver et samlet overblik over byens historie. Og Pokémonlignende ideer, hvor man med en app skal jagte noget eller nogen. F.eks. var der meget fokus på Knuds flugtrute gennem byen, og et par af deltagerne udviklede en idé til et spændende spil med arbejdstitlen: "Fang Knud, inden han bliver hellig", fortæller Johanne.

Fra Odeon til supersygehus
Andre deltagere arbejdede med ideer til at synliggøre de seneste arkæologiske fund i centrum i den nye parkeringskælder under Odeon. Derudover var en virtuel tidselevator og en guidet tur i luften blandt nogle af de mange forskellige nybrydende forslag, der blev bragt på bane. Og en læge syntes, det ville være fantastisk at få historien ind på det nye supersygehus. Eksempelvis kunne byens historie bruges som Wayfinder i stedet for alle de sædvanlige gule, grønne, røde og blå pile. De lange underjordiske gange kunne også få et oplivende løft ved at lade historien udspille sig i loftet. På den måde kunne patienterne ligge og få en god oplevelse under transport fra det ene sted til det andet.

En del af erfaringerne fra workshoppen skal bruges på Møntergårdens store 2017 udstilling "Knuds By - Vikingernes Odense".

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer