Kineserne er vilde med H.C. Andersens fødeby

Sidste år nåede vi i H.C. Andersens Hus kort før årets udløb at registrere gæst nr. 10.000 fra Kina.

I år har vi til og med søndag den 2. oktober registreret ikke mindre end 12.492 kinesere, hvilket er en stigning i forhold til sidste år på samme tid på næsten 50 %.

Kineserne overnatter i Odense
Men det er ikke alene i H.C. Andersens Hus (og i øvrigt Den Fynske Landsby) men også rundt i byen, at vi ser mange asiater. Det nye her er, at flere og flere også overnatter i Odense. De nyeste overnatningstal fra VisitDenmark viser, at gennem de seneste 12 måneder har Danmark samlet haft en vækst på 4,2 % på kinesiske overnatninger, men i Odense har vi haft en fremgang på 170 % - altså vi vinder godt og grundigt markedsandele! Når man sætter antallet af kinesiske besøg i H.C. Andersens Hus i forhold til antallet af kinesiske overnatninger i Odense, så betyder udviklingen i overnatningstallet statistisk set, at en tredjedel af alle faktisk overnatter her.

Omsætningen stiger og stiger
Flere kinesiske turister og et stigende overnatningstal betyder mere omsætning i byen. VisitDenmark fortæller, at kineserne plejer at ligge i top mht. gennemsnitligt døgnforbrug. Kigger man ind i butikken hos ECCO eller spørger hos Magasin, så får man samme reaktion - tydelig stigning i omsætningen fra de kinesiske gæster.

Stærkt benarbejde
Udviklingen er dog ikke kommet af sig selv, men som resultatet af 3 års målrettet strategisk indsats for at trække kinesiske turister til Odense og Fyn. Indsatsen kalder vi Kina Alliancen, og navnet dækker over flere stærke kræfter samt investeringer fra bl.a. Andersen Fonden, Destination Fyn, Egeskov Slot, H.C. Andersens Hus, detailhandlen og en række hoteller og slotte. Et godt bevis på det gode samarbejde på tværs af offentlige og private virksomheder.

Også mange små kinesere

Vores kinesiske gæster kommer i høj grad for at opleve H.C. Andersens Hus. Med en overnatning i byen ser vi, at de også opsøger Den Fynske Landsby, Fyrtøjet, Odense Aafart eller tager til Egeskov Slot. Denne sommer har vi især haft besøg af mange kinesiske skolebørn, som bliver sendt på sommer-skole i udlandet. Fra vores samarbejdspartnere ved vi, at det er en tendens, der ser ud til at fortsætte. Odense og Danmark ses i høj grad som en attraktiv destination pga. H.C. Andersen, men sandelig også fordi vi står for det gode liv (verdens lykkeligste folk), grønt miljø og stor politisk stabilitet.

Ved Odense Bys Museer er vi stolte af at være med i denne positive udvikling for byen.

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer