Odenseudgravning på årets Top 10

Nyfremstillet kopi af det nadversæt af sølv, som bispen i Albani Kirke fik med sig i graven.

26. december 2016

Kulturstyrelsen har valgt udgravningen af kirkegården ved Albani Kirke i Odense til årets arkæologiske Top 10 fund fra 2016. Omtrent 300 grave fra en hidtil ukendt del af den middelalderlige kirkegård, en fællesgrav med børn og teenagere samt Danmarks ældste bispegrav er blandt fundene.

Med resultaterne fra udgravningen får vi en masse ny viden om Odenses ældste historie. Samtidig er det også Danmarkshistorie om overgangen fra vikingetid til kristendom i 1000-tallet. Det var en tid, hvor kongemagten og kirken for alvor blev grundfæstet som de to store magtfaktorer i landet. Det var i Albani Kirke, at Knud d. Hellige blev dræbt i 1086.

På det sted, hvor Albani Kirke lå, fandt arkæologerne fra Odense Bys Museer helt enestående en frådstenskiste fra slutningen af 1000-tallet, som rummede den hidtil ældst kendte bispegrav i Danmark.Med fundet af denne grav kommer vi helt tæt på kong Knuds samtid og den nyetablerede kirkes allerøverste top.Resultaterne fra udgravningen kommer til at indgå i den kommende særudstilling "Knuds Odense - Vikingernes by", som åbner på Møntergården i 2017. På udstillingen vil man bl.a. kunne se en nyfremstillet kopi af det nadversæt af sølv, som bispen i Albani Kirke fik med sig i graven.

 

Et andet af udgravningens resultater var, at den middelalderlige kirkegård ved Albani Kirke var væsentlig større, end vi tidligere har troet. Her blev der fundet et stort antal velbevarede grave fra omkring år 1100 og frem. Gennem skeletmaterialet får vi et godt indblik i middelalderens levevilkår, sygdomme og kost. Selve graven giver vigtig information om gravskikkens udvikling gennem middelalderen.

Spektakulær var bl.a. en fællesgrav, som indeholdt seks personer - heraf to børn på 7-9 år, tre teenagere og en voksen kvinde på 35-50. Vi ved ikke med sikkerhed, hvorfor disse mennesker helt atypisk er begravet sammen. Skeletterne viser ingen tegn på en voldelig død, og det er derfor sandsynligt, at det er pesten eller en anden af middelalderen epidemier, som er årsag til tragedien, hvor de døde er blevet begravet i alt hast og ikke i individuelle grave. 

Særudstillingen "Knuds Odense - Vikingernes By" åbner på Møntergården d. 19. maj 2017 kl. 14

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer