Billedbogen udstilles i H.C. Andersens Hus

H.C. Andersens enestående billedbog til den lille Marie Henriques måtte så grueligt meget igennem, før den kunne finde ro i sit rette element. Nu har den hjemme i H.C. Andersens Hus, og fra den 15. august kan alle glæde sig over den fornemme billedbog, der udstilles på museet.

Det skortede ellers ikke på drama og benspænd, før det kom så vidt. Først måtte Odense Bys Museer ud og rejse penge for at have råd til at købe billedbogen, der var sat til salg hos Bruun Rasmussens Kunstauktioner. Dernæst måtte de udsendte medarbejdere igennem en nervepirrende auktion for blot at opleve billedbogen gå til en højstbydende, udenlandsk køber. Nu måtte man spændt afvente, hvad Kulturværdiudvalget sagde til, at man evt. ville føre værket ud af landet. En måned senere faldt dommen: der blev nedlagt eksportforbud for at sikre, at Danmark ikke mistede et nationalt klenodie til udlandet. Samtidig blev det bestemt, at billedbogen skulle gives til H.C. Andersens Hus. Jubelen ville ingen ende tage, og for museet var det næsten lige som at få prinsessen og det halve kongerige.

Endelig er den her
Marie Henriques billedbog kan nu beundres på museet, og der er allerede planer om at gøre billedbogen til en af hovedattraktionerne i det nye H.C. Andersen museum. I øjeblikket arbejdes der på en række ideer til, hvordan den originale billedbog skal integreres i 2020-udgaven af Andersens digitaliserede og eventyrlige univers.

H.C. Andersens billedbog til Marie Henriques
I vinteren 1868/69 lavede H.C. Andersen en billedbog til sin lille veninde, Marie Henriques, der som to-årig havde erklæret sig som digterens kæreste og forlovede. Billedbogen er med sine 184 collage-sider en af de mest omfangsrige H.C. Andersen billedbøger, vi kender til. Som den eneste billedbog er de mange collager ledsaget af en helstøbt fortælling om den lille Marie, der får en mægtig rejselyst og foretager en verdensrejse sammen med den noget strikse barnepige, Sidse, indtil hun til sidst får hjemve og sammen med Sidse rejser tilbage til Danmark. Billedbogen forener H.C. Andersens digte- og billedkunst i et illustreret eventyr, som rejseeventyrets hovedperson, Marie Henriques, modtog på sin treårs fødselsdag i 1869.

Billedbogen blev sikret offentligt dansk eje i kraft af en stor donation fra Augustinus Fonden og med et bidrag af Slots- og Kulturstyrelsen i 2017.

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 

 

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer