En historisk hilsen til det nye Odeon

Vi hilser det nye kulturhus velkommen den 1. marts med en retrospektiv udstilling "Ej blot til Lyst" i forhallen i Møntergården.

Udstillingen vil i tekst, billeder og genstande fortælle om koncert- og teaterlivet i Odense fra åbningen af det første Odense Teater på Sortebrødre Torv i 1796 og til i dag. I den lille udstilling vil der blive vist genstande både fra det gamle Odense Teater og det nuværende teater.

Grevens idé 
Det var greve Frederik Ahlefeldt-Laurvig fra Tranekær, der var den ivrigste initiativtager til oprettelsen af det første teater i Odense. På Tranekær havde greven sit eget teater, ligesom han havde været leder af Hofteateret på Gottorp Slot. De forestillinger, der først kom til Odense var derfor spillet af tysktalende teatergrupper.

Fra torvet til haven
Det gamle teater på Sortebrødre plads holdt helt frem til 1915, hvor det nye Odense Teater ved Kongens Have stod færdigt. De smukke bygninger danner stadig rammen om et rigt teaterliv.

Revy og film på plakaten
I 1895 åbnede Odense Sommerteater, et folkeligt teater, der mest spillede varieteer og revyer. Allerede i 1895 gik teatret fallit, men fortsatte som Odense Folketeater til 1957, hvor det blev ombygget til biograf. Herefter fik bygningerne mange formål - bl.a. som børneteater og Den fynske Opera.

Byens eget symfoniorkester
En egentlig koncertsal fik Odense først i 1982 ved indvielsen af Odense koncerthus. Koncerthuset blev ligeledes hjemsted for Odense Symfoniorkester. Koncerterne blev tidligere holdt rundt i byen, bl.a. i Fyens Forsamlingshus i Kongensgade.

En forudsigelse
Da Carl Nielsens "Fynsk Forår" havde premiere i 1921, måtte det uropføres i Kvægtorvet, der dengang virkelig var forbeholdt firbenede væsner. Med brugen som kulturhus på denne måde, blev der næsten spået lidt om de karakteristiske bygningers brug som TV2´s hovedkvarter mange år senere.

Verdensstjerner i Forum
Fyns Forum, der lå på Sortebrødre Torv, blev bygget, hvor der tidligere havde været grise- og grøntmarked. Det store rum blev brugt til utallige udstillinger, koncerter mm. Bygningerne blev revet ned i 1978, og byens udstillingsfaciliteter flyttede til Ørbækvej. Fyns Forum er for længst borte, men her optrådte både The Rolling Stones og Tommy Steele til højlydte teenagehyl. 

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Mueer

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer