Vi har taget hul på 2017!

Ind i mellem kan man få fornemmelsen af, at tiden løber meget hurtigt, ja måske endog for hurtigt! Selv for et museum, hvis opgave er at se tilbage på det, der svandt, kan dette opleves.

En god forklaring herpå er, at Odense Bys Museer ikke blot har travlt med at registrere og bevare fortiden, men også vil spille en rolle i formningen af fremtiden. Vi har således tidligt meldt os ind i udviklingen af Odense under overskriften: Fra stor by til dansk storby.

Fra fortid til fremtid
Da planerne om omdannelsen af Odense midtby blev lanceret, fulgte vi op med udbygning af Møntergården, og da lukningen af Thomas B. Thriges Gade blev en realitet, var vi de første til at grave store huller! De arkæologiske udgravninger gav mulighed for at få indblik i Odenses fortid, men også chancen for at fortælle, at nu er der gang i omdannelsen af Odense!

Et væld af aktiviteter
Siden har vi fulgt op, og i de kommende år skyder det ene bidrag op efter det andet. Lad mig for 2017 nævne åbningen i februar af Børnenes Museum på Møntergården. En fantastisk spændende og nyskabende måde at formidle udforskningen af vores historie tilrettelagt som en fællesoplevelse for børn og voksne. Der vil blive sat ekstra fokus på Den Fynske Landsby og dens spændende sammenhæng med Odense Å og den smukke vej fra centrum derud. En stor udstilling om Knud den Helliges by med de seneste arkæologiske fund vil blive vist på Møntergården. Ude i verden er vi med til at fortælle om Odense, f.eks. i den nye H.C. Andersen Park, der åbner den 2. april 2017 i Shanghai, og i en H.C. Andersen-udstilling, som skal på rundtur i flere japanske byer i løbet af året.

2020 bliver et stort år
Mens disse linjer skrives, har vi taget godt hul på 2017. Samtidig har vi blikket skarpt rettet mod de følgende år og ikke mindst 2020, hvor så mange store ting vil ske i Odense: Indvielsen af H.C. Andersens Eventyrhus, ibrugtagningen af Facebooks nye datacenter og meget mere.

Det er sjovt at være odenseaner i disse år - også selv om man må sno sig for at komme frem og tilbage i byen - uanset om man er bilist, cyklist eller fodgænger.

Med ønsket om et godt 2017 til alle

Torben Grøngaard
Museumschef

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer