Meget mere sommer i Den Fynske Landsby

Børnenes Landsby er klar til en ny højsæson. Bondegårdens dyr er nu helt klar med endnu flere dejlige egetræsdyr, som børnene kan fodre og ride på. De sidst ankomne dyr er en flok græs, nogle rotter, et par grise og geder samt en stor jysk hest, som trækker en træstamme ud fra skoven.

Sommeraktiviteterne varer længere
Vi udvider højsæsonen og har endnu flere aktiviteter på sommerprogrammet end nogensinde før. Fra den 3. juli til den 31. august viser vi 1800-tallets dagligdag gennem Levende Historie, hvor karle og bondepiger demonstrerer de mange arbejdsprocesser, der var på landet tidligere. Det autentiske håndværk folder sig ud i historiske rammer, når der er bagedag, storvask, fremstilling af mursten, uld, hør og meget mere. Kaperen kører med hestevognen hver dag og fortæller om huse, gårde og landsbyliv. Vi har besøg af Broholmerhundene den 9. juli, og fra den 3. juli til den 13. august har vi børneaktiviteter, hvor børnene kan prøve at filte en bold, lave en halmdukke eller deres helt egen "hvæsegasse". Har du lyst til at prøve en skoledag som i gamle dage og er fyldt 9 år, så er der skolegang i Eskær gamle skole tirsdag i uge 27, 28 og 29.

Mange familieoplevelser
Kom og mød de søde æsler til Familiedag den 25. juni og bliv klogere på, hvad æslerne bruges til. Hør blandt andet Maria Friis fortælle om sin vandringstur med æsler op gennem Andalusien. Hils på smeden, bryggeren og uldkonerne, som farver med planter. Mød de fine håndarbejdsfrøkener og besøg kokkepigerne i køkkenet.

Høsten er en festdag
Deltag i en festlig høstdag den 12. august, hvor mange af de gamle traditioner holdes i hævd, når vi høster med le og bugseret mejetærsker. Se de flotte maskiner, når Motor- og Veteranklubben Fyn viser de gamle motorer og tærskeværk frem. Vi slutter dagen af med det sidste læs og en dans.

H.C. Andersen Festspillene med alt godt fra havet
I år er det historien om Den lille Havfrue, som børn og unge fra H.C. Andersen Festspillene præsenterer. Historien vises som en eventyrmusical fyldt med spænding, dramatik og sang. Rammerne er Den Fynske Landsbys smukt beliggende amfiscene, og det foregår 12. juli - 5. august kl. 16-17.15.

Eventyr gennem de unges briller
Aktørerne fra H.C. Andersen Festspillene kan også i år opleves i Eventyrfortællinger fra 14. juli til 5. august, hvor de mellem Landsbyens huse og gårde fremfører velkendte H.C. Andersen-eventyr med en skæv vinkel. Mød op til de sjove, guidede ture på ca. 30 min. kl. 12.30 og kl. 14.

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer