Vi passer godt på Barndomshjemmet

"Stokroserne skal bindes op, og hyldetræets grene skæres til, så gæsterne ikke får dem i hovedet, når de går ind i haven. Men klip endelig ikke for meget i den, for hylden spiller en meget vigtig rolle i mange af Andersens eventyr!"
På billedet ses tilsynsførende Stig Olsen og en af gartnerne.

Stig Olsen har brug for mange kompetencer i jobbet som tilsynsførende ved Odense Bys Museer. Ikke alene skal han sætte gartnerne i sving i Barndomshjemmets have, han skal også have botanisk viden, kunne sætte sig i gæsternes sted og have indsigt i digterens foretrukne planter og blomster i eventyrenes symbolske univers. Samtidig skal han kunne sætte barren højt, når det gælder håndværksmæssig kvalitet, ekspertise og omhyggelighed. Lige nu står han nemlig midt i en større renovering af H.C. Andersens Barndomshjem.

Nænsom istandsættelse
Et historisk hus skal passes og plejes, og det sørger Stig Olsen for sammen med projektleder Thomas Søndergaard, der er bygningsvedligeholder for By- og Kulturforvaltningen. "Vi har renoveret bindingsværket ud mod gaden og skiftet fodremmen ud med en funklende ny i egetræ, fortæller Stig. "Alle de gamle vinduer er blevet slebet, linoliebehandlet og malet, og de originale beslag er blevet sandblæst. Vi har kalket hele huset - inklusive skorstene - istandsat hovedøren, lagt ny rigning og rettet på taget. Jo, hele huset har fået en ordentlig omgang", konkluderer Stig Olsen, der glæder sig til at se det færdige resultat omkring sommerferien.

En del af vores kulturarv
Huset, der i 1931 blev navngivet H.C. Andersens Barndomshjem, er et lille hus med stor historisk og kulturel betydning for Odense - og for den danske kulturarv som helhed. Derfor skal man se det som en evig proces at renovere og bevare huset som en turistattraktion og et formidlingscenter. Det var herfra alle digterens barndomsminder udsprang, og turister kommer rejsende langvejsfra for at fornemme Andersens trange opvækst og inspiration til eventyrene. Her er også en lille, grøn oase, som er ganske ny: En eventyrlig have med de skønneste blomster og frugttræer. Alle planterne har en relation til eventyrene og er det perfekte sted at sidde og lade alle sine Andersen indtryk falde på plads. Især efter den generende hyldegren er skåret væk, og det fine, gule bindingsværkshus er blevet så smukt renoveret.

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer