Åbning af stor særudstilling om Odense

Fredag d. 19. maj åbner Møntergården en stor særudstilling om Odense i vikingetid og middelalder, ”Knuds Odense – vikingernes by”. Alle er velkomne til åbningsfesten kl. 14, der fejres med taler, musik, middelaldermundgodt, ekspertdialog i udstillingen og gratis adgang frem til kl. 17.

Her viser museet for første gang nogensinde en række af de fornemme fund fra de arkæologiske udgravninger i byens centrum, som mange odenseanere har fulgt på tæt hold gennem de sidste par år.

Mød Thomas Kluge
Særudstillingen viser også et spektakulært maleri af Knud den Hellige - skabt af den royale portrætmaler Thomas Kluge. Han har på mesterlig vis indfanget Knud den Hellige - sekunder før det dræbende lansestød fra hans fjender. Thomas Kluge medvirker ved åbningen af udstillingen, hvor han vil afsløre sit maleri og fortælle om tankerne bag.

Historien skal skrives om
De omfattende arkæologiske undersøgelser, der de seneste år er foretaget i Odense Centrum, er den største udgravning i en dansk middelalderby nogensinde. Det er de mange interessante fund herfra, der er selve kernen i særudstillingen. Hertil kommer aktuelle undersøgelser på vikingeborgen Nonnebakken og af en bispegrav fra 1000-tallets Albani Kirke, hvor Knud den Hellige blev slået ihjel. Resultaterne har været med til at omskrive Odenses og til dels Danmarks historie.

Aldrig set før
Alt det fortælles der mere om i "Knuds Odense - Vikingernes by", der viser en række enestående fund fra Odenses tidligste historie, som ikke har været udstillet før. Det drejer sig bl.a. om fund fra bebyggelsen i Overgade og andre af de historieskrivende opdagelser, man har gjort gennem de sidste par år.

På udstillingen vil man også kunne se en imponerende tre meter høj tøndebrønd fra middelalderen og en nyfremstillet kopi af det nadversæt af sølv, som bispen i Albani Kirke fik med sig graven.

Fra lille by til stor by
Udstillingen omhandler Odense i perioden yngre jernalder/vikingetid til ca. 1500 e.Kr. I denne periode bevæger Odense sig fra at være en vikingetidsboplads til ikke bare at være en centralt placeret by, men tillige en af rigets faste kongsgårde samt bispeby.

Foredrag med afsæt i intens forskning
"Knuds Odense - Vikingernes by" er baseret på en række aktuelle forskningsprojekter i Møntergårdens regi, og der er opbygget en stor viden, som kun delvist kan rummes i udstillingen. Derfor suppleres udstillingen med en større foredragsrække, som giver en spændende mulighed for at høre den fulde historie om forskningsresultaterne fra eksperterne selv og at komme i dialog med dem om de specifikke emner.

Ekstra bonus om udstillingen
Udover en stor foredragsrække suppleres "Knuds Odense - Vikingernes by" med interessante byvandringer og spændende børneaktiviteter. Møntergården sætter en ære i at være i børnehøjde med de små gæster, og børnene skal ikke snydes for de mange historier om Odenses vikinger, konger, borgere og bisper.

Videns-weekend for hele familien
Derfor byder Møntergården på videns-weekend den 20. og 21. maj med masser af børneaktiviteter på forpladsen ved det nye børnemuseum. Hele familien kan prøve at være arkæologer ved "soldet", hvor fundene vaskes af. Man kan også save sin egen middelalder-souvenir i 600 år gammelt træ og få et stykke af "Bispens Bro" med hjem. Og mens far og mor er inde at se særudstillingen, kan børnene hygge sig med at bygge deres egne vikingeskibe. Det er gratis og foregår fra kl. 10 - 16 begge dage.


Udstillingen kan ses frem til den 11. marts 2018.

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer