Fortidsmindedag
Hagenskov Voldsted - kl. 9.30-11
I det smukke landskab ved herregården Hagenskov ligger som en rest
af 1700-tallets romantiske park Hagenskov Voldsted med
lindelysthus, pyramidehøj og iskælder. Under den romantiske fernis
gemmer sig imidlertid en regulær middelalderborg med en kongelig
fortid og dramatisk historie, der fortæller om Sydvestfyn i
middelalderen. Museumsinspektør Jakob Tue Christensen er historisk
guide i det spændende område til Fortidsmindedagen.
Gravhøje i Staurby Skov - kl. 10-14
I 2016 dukkede ikke mindre end fire nye gravhøje op i Staurby
Skov. Som et led i Middelfart Kommunes plan for fortidsmindeplejen
er højene nu ryddet for bevoksning, så skovens gæster igen kan
beundre fortidsminderne, som det netop var tiltænkt, da højene blev
bygget for over 3.000 år siden. Kom og hør museumsinspektør Michael
Borre Lundø fortælle om gravhøjene og se, når vi rekonstruerer en
egekistegrav med bronzealderdragt og gravgaver - som den kunne have
taget sig ud dengang.
Næsbyhoved Slot - kl. 11-12.30
Et af de fortidsminder, der fortjener at blive trukket frem, er
Næsbyhoved Voldsted ved Odense. Her lå i middelalderen en kongelig
borg, som blandt andet husede Kong Hans' dronning Christine og
hendes hof. "Fortidsminderne er en meget vigtig del af vores
kulturarv, men de får ikke altid den opmærksomhed, som de egentlig
fortjener. Det er derfor et rigtigt godt initiativ med en dag, der
retter spotlyset på fortidsminderne" siger museumsinspektør Maria
Lauridsen, som på dagen vil give en guidet rundvisning på netop
Næsbyhoved Voldsted.
Glavendrup-monumentet - kl. 14-15
Et andet væsentligt fortidsminde er Glavendrup-monumentet ved
Skamby. Fyns største skibssætning fra vikingetiden, som tillige
omfatter en runesten med Danmarks længste runeindskrift. Kom og hør
museumsinspektør Mogens Bo Henriksen fortælle om skibssætningens
funktion i vikingetidens religiøse univers - og hør den spændende
historie om, hvem Alle Sølve, der omtales på runestenen, kan have
været for en person.