BabyMUS - tilbageblik på det første år

I januar 2017 blev et helt nyt koncept født på Møntergården, nemlig babyMUS.

Til nybagte mødre og fædre
Den sidste onsdag i hver måned har vi gennem hele året budt forældre på barsel og deres babyer indenfor til rundvisninger, barnevognsvandringer og andre spændende arrangementer. Alt sammen tilpasset et tempo, hvor babyer, amning og bleskift kunne følge med, samtidig med at forældrenes små grå blev sat i gang med historien.

Afslappet lounge for babyer
Vi har virkelig nydt den hyggelige stemning, når kaffedrikkende forældre og pludrende babyer har fyldt vores lounge-område og udstillinger siddende trygt i en bæresele på maven af far eller mor.

Sidste chance i år
Onsdag den 29. november bliver sidste gang, vi har babyMUS i dette år. Her kan man få historien om de gode gamle juleskikke, som slet ikke er så gamle endda. I den fine 1800-tals stue i Børnenes Baggård vil der blive mulighed for at klæde de små i lidt 1800-tals tøj og tage billeder i den fine stol, som man gjorde det for over 100 år siden. Det kunne være en oplagt julegaveidé.

2018 i babyhøjde
I 2018 fortsætter vi babyMUS-succesen og holder rundvisninger og andre arrangementer sidste onsdag i hver måned. Vi har fået gode tilbagemeldinger fra deltagerne og har talt med bl.a. Nicola Kettelz, der har været med til flere babyMUS-arrangementer. Hun fortæller: - Jeg blev opmærksom på babyMUS via de fine reklamepostkort. Billedet er humoristisk og anderledes, og det fangede min opmærksomhed. Tilbud om kulturtilbud med substans, der er indrettet babyvenligt, var også noget, der tiltalte mig. Jeg syntes godt om arrangementerne. De har været meget forskellige, og det fælles udgangspunkt i den lyse, indbydende foyer og pause med kaffe og kage fungerer godt. Alle arrangementer har givet mig en god oplevelse og ny viden, udover at det også har givet hyggeligt samvær med andre babyforældre. Jeg vil specielt fremhæve Carl Nielsen-oplægget, der var opbygget omkring fællessang, som særlig vellykket, fordi det tydeligvis gav babyerne en dejlig oplevelse. Og rundvisning i Børnenes Baggård var også ret spændende. Til slut skal prisen fremhæves som et rigtig godt tilbud, siger Nicola Kettelz, mor til Bille.

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer