Eventyrlige elverklasser i Odenses skoler

Alle har hørt om elverpiger, alfer og feer, men er der nogen, der har hørt om elverklasser? Det har de på Odense Bys Museer, der har indført den ny terminologi som en betegnelse for et spændende pædagogisk projekt.

Konceptet er allerede i gang på flere skoler i Odense blandt de små klasser.

Dialog med børn om tolkning af eventyr
Testen vil forme sig som en teaterworkshop bygget op om eventyret "Elverhøj" af H.C. Andersen, hvor børnene skal lave et improvisationsteater sammen med en formidler fra Børnekulturhuset Fyrtøjet. Udgangspunktet er, at Fyrtøjet nu er lukket og skal forvandles til det nye børnekulturhus "Elverhøj", der åbner i Nyborgladen på Møntergården i slutningen af maj 2018. Teaterworkshoppen vil give formidleren et indblik i børnenes syn på eventyrfigurerne, så udviklingen af det nye Elverhøj-univers kommer så tæt på børns opfattelse om muligt.

Børnene inddrages på flere planer
Sociale medier som Facebook og Instagram inddrages også i opfindelsen af det nye børnekulturhus. Eksempelvis som hashtagget #minelverhøj, hvor børnene kan give deres bud på, hvordan Elverhøjs figurer ser ud. Desuden vil der være forskellige aktiviteter for hele familien, hvor man i fællesskab kan arbejde med historier og hobbymaterialer, så man kan lave sjove og spændende bud på Elverhøj-figurernes udseende.

Filosofi for børn
Formidlerne fra Fyrtøjet har bl.a. ladet sig inspirere af det pædagogiske koncept, der hedder "Filosofi med børn" eller på engelsk "Philosophy for Children" ("P4C"), som efterhånden er vidt udbredt i store dele af verden. Det yderst interessante ved P4C er, at store undersøgelser fra England viser, at denne undervisningsform ikke blot har en virkning på elevernes dannelse, men ovenikøbet styrker deres faglighed. Det er netop dette aspekt, det nye Elverhøj vil arbejde videre med i fremtiden.

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer