Forskerne fejrer H.C. Andersen
Vinkler fra hele verden
Deltagerne i konferencen vil komme fra en lang række lande,
universiteter og vidensinstitutioner. Der er således tilrettelagt
et program over 3 dage med key notes, panel sessioner med videre,
så Andersens betydning som litterær verdensborger vil blive belyst
fra utallige vinkler og fortalt gennem mangfoldige stemmer.
Andersen og fællesskabet
Professor Johs. Nørregaard Frandsen fra H.C. Andersen Centret
spiller en central rolle i konferencen, som han ser meget frem til.
Konferencen "Hans Christian Andersen and Community" belyser mange
sider af H.C. Andersen som kunstner og verdensborger, siger han.
"Der er inviteret omkring 60 forskere fra mere end 20 lande, som
vil give hver deres bud på Andersens værk og betydning. Det bliver
en skelsættende konference, hvor forskere fra lande som Kina,
Syd-Korea, Fillippinerne, Australien, USA, Mexico, Rusland og mange
europæiske lande møder hinanden til drøftelse af digteren og hans
værk. Vi har valgt det overordnede tema community
(fællesskab), fordi Andersen i sin kunst og med sin betydning
berører så mange sider af begrebet fællesskab. Hans værk kendes på
tværs af de sproglige fællesskaber. Han sprængte med sine eventyr
og historier de fælles genrer, som ellers var gældende. Han havde
personligt svært ved at finde vej ind i forpligtende fællesskaber
både socialt og når det angik kærlighed. Han levede og skrev i en
tid, hvor de nationale fællesskaber blev dannet i Europa. Der er
mange aspekter. Alle er velkomne til at overvære dele af
konferencen, og for at udbrede kendskabet til den har vi allieret
os med Folkeuniversitetet. Derfor afholder vi også en slags
forpremiere, hvor vi orienterer om de temaer og muligheder,
konferencen giver" fortæller Johs. Nørregaard Frandsen.
Et særligt tilbud til alle interesserede
Forpremieren omfatter bl.a.:
- En introducerende temaaften med oplæg ved professor Jacob Bøggild, lektor Anne Klara Bom og professor Johs. Nørregaard Frandsen den 29. november (i Odense Adelige Jomfrukloster)
- Et særligt foredrag KUN for Folkeuniversitetets kursister ved Kaj Mogensen, der har udgivet værket "Livet - det dejligste eventyr. H.C. Andersens teologi", som også er indleveret som disputats, den 6. december (på SDU)
- Adgang til seks internationale hovedtalere (key note speakers) fordelt på den 5.-7. december (på SDU)
- Mulighed for at overvære konferencens panel sessions efter interesse (på SDU)
Alle interesserede er velkomne til at deltage, og man kan læse mere samt tilmelde sig på www.fuodense.dk
Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer