Porten til Odenses vikingeborg er fundet

Vikingeborgen Nonnebakken i Odense har i mange år været omgærdet af mystik. Borgen kan ikke ses i landskabet i dag, men tidligere undersøgelser har vist, at der gemmer sig en cirkelrund borg på stedet. Men det helt centrale spørgsmål - om borgen er en af Harald Blåtands såkaldte trelleborge, har til stadighed været diskuteret. Trelleborgene blev alle opført omkring 980 som værn mod syd fra kommende fjender og som led i samlingen af riget. Undersøgelser i 2015 gav kraftige indikationer på, at det forholdt sig sådan. Men et særligt træk, nemlig portene i verdenshjørnerne, manglede.

Spændende ny opdagelse
For at finde nordporten gravede Odense Bys Museer i uge 43 igen ved Nonnebakken. Og stedet, hvor nordporten har været, blev fundet! I dette område var selve volden gravet væk, men præcis ud for det sted, hvor vi havde beregnet os frem til at porten skulle være, kom fire parvist placerede stolper indtrukket på borgfladen frem. Dette svarer til portkonstruktionen ved en af de andre trelleborge, Aggersborg ved Limfjorden.

Udgravningen ved Nonnebakken. Til venstre i billedet ses en mørk kant, hvor et entreprenørhold i 1909 har fjernet en del af volden om borgen - og i øvrigt også et stykke under denne. På resten af fladen fremstår stolpehullerne fra vikingetiden som tydelige brunfarvninger i den gule råjord.

Nonnebakken er en trelleborg
Med fundet af porten kan Nonnebakken nu med sikkerhed beskrives som en af Harald Blåtands trelleborge, og en vigtig milepæl i forsøget på at gøre Nonnebakken til verdensarv sammen med de andre trelleborge er dermed sat. Endvidere er historien om Odense som vikingeby endnu en gang underbygget.

Rekonstruktionstegning af trelleborgen Fyrkat ved Hobro, som har ligheder med Nonnebakken. Husene på borgfladen er dog ikke fundet ved Nonnebakken. Måske har de aldrig været der, da det er tvivlsomt, om borgen nåede at blive færdigbygget. Tegning: Holger Schmidt.

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer