Den ældste danmarkshistorie udstilles på Odense Bys Museer

Del af teksten i den smukke, håndskrevne bog

Mordet på kong Knud IV (den senere Knud den Hellige), Danmarks sidste vikingekonge, i Albani Kirke i Odense i 1086 fik afgørende betydning for Odenses udvikling. Knud blev således omkring 1100 Danmarks første helgen, og folk valfartede til byen for at se Knud og opleve de undere, der kunne ske ved helgenskrinet med de jordiske rester af den tidligere konge.

Knud skulle være kult
Men historien om den gode og fromme Knud og om det barbariske overgreb på ham skulle fortælles således, at folk vidste, at der var tale om en sand helgen. Samtidig var det vigtigt at få dokumenteret, at der gennem helgenkongen var en forbindelse mellem kongehuset og gud. Ja, kulten omkring Knud skulle opbygges.

Ælnoths krønike blev skrevet i Odense
På den baggrund opstod en række tidligmiddelalderlige helgenskrifter, der i dag kendes som "Odenselitteraturen". Væsentligst heri er et skrift fra starten af 1100-tallet, formentlig perioden 1110-1113, skrevet af den engelske munk Ælnoth. Ælnoth kom fra Canterbury, men havde, da krøniken blev skrevet, opholdt sig i Danmark i 24 år, altså umiddelbart efter Knuds død. Ælnoths krønike betegnes af mange som det første forsøg på at nedskrive en danmarkshistorie - og dette er altså formentlig sket i Odense.

Udstilles for første gang i danmarkshistorien
Den oprindelige version af krøniken er gået tabt, men der findes i dag to ca. jævngamle afskrifter, begge fra omkring 1200 og begge del af større flamske værker. Det ene af disse - et smukt håndskrevet manuskript, som er udlånt fra Brügge - udstilles nu for første gang i Danmark og i byen, hvor originalen menes at være skrevet. Således kan man fra fredag den 13. oktober se manuskriptet i Møntergårdens særudstilling "Knuds Odense - Vikingernes by". Udstillingen tegner med afsæt i de nyeste forskningsresultater billedet af den vikinge- og middelalderby, hvor Knud havde sin gang, og hvor han mødte sin banemand.

Udstillingen af bogen af arrangeret af Center for Middelalderlitteratur ved Syddansk Universitet og Odense Bys Museer.

Invitation til historisk reception den 13. oktober.

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer