Besøg H.C. Andersens Odense med en 5 i 1 billet

Fra den 20. januar 2018 kan man besøge hele fem eventyrlige attraktioner i Odense på bare én billet. 5 i 1 billetten koster 125 kr.

Billetten er en nøgle til H.C. Andersens liv og opvækst i hans hjemby. Med denne billet i hånden åbnes dørene til:

  • H.C. Andersen Museum (åbner 20. januar)
  • H.C. Andersens Fødehjem
  • H.C. Andersens Barndomshjem
  • Børnekulturhuset Fyrtøjet (åbner ultimo maj)
  • Møntergården

 

Samlet set giver de fem museer et unikt indblik i Andersens samtid og hans eventyrlige forfatterskab.

Guide om Andersens Odense
Sammen med 5 i 1 billetten får man også en guide om H.C. Andersens Odense og fodsporsruten. Følger man digterens fodspor rundt i bymidten, finder man en lang række bygninger og steder, der ser ud som dengang, da Andersen voksede op i Odense.

Nyt museum
H.C. Andersen Museum åbner 20. januar 2018 i Claus Bergs Gade 11 og skal i en overgangsperiode erstatte det nuværende H.C. Andersens Hus, der lukker 31. oktober 2017 for at give plads til byggefolk og entreprenørmaskiner. Et nyt, eventyrligt H.C. Andersens Hus af den japanske arkitekt Kengo Kuma skal bygges og vil stå klart i 2020. I mellemtiden vil H.C. Andersen Museum fremstå visuelt som en inspirerende leg med form og farver samt lys og skygge, der favner digterens univers på en helt unik måde. Det vil give de besøgende et indblik i Andersens liv gennem en række nedslagspunkter, der kobles til digterens kunst. H.C. Andersens egen papirklipskunst er det bærende element i særudstillingens gennemgående udtryk.

5 museer om 1 forfatter
Udover det nye H.C. Andersen Museum dækker 5 i 1 billetten H.C. Andersens Fødehjem, hvor man kan besøge det ikoniske gule hus i Hans Jensens Stræde. Billetten giver også adgang til H.C. Andersens Barndomshjem, hvor de besøgende så tydeligt kan fornemme inspirationen til mange af forfatterens eventyr. Derudover åbner billetten døren til Børnekulturhuset Fyrtøjet, der flytter ind i den smukke gamle Nyborglade på Møntergården. Og derfra er det oplagt at besøge det kulturhistoriske museum Møntergården, der indeholder så mange udstillingsgenstande og historiske gårdrum fra Andersens tid. Eksempelvis Børnenes Baggård, der er et lille bymiljø fra 1800-tallet med spændende aktiviteter for hele familien. Også her åbner 5 i 1 billetten alle døre, så der er ingen tvivl om, at det nye initiativ fra Odense Bys Museer bliver en heldagsoplevelse ud over det sædvanlige.

5 i 1 billetten kan købes på H.C. Andersen Museum, i H.C. Andersens Barndomshjem eller på Møntergården fra den 20. januar.

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer