Harry Potter Festival på Mediemuseet i efterårsferien

Atter i år er Mediemuseet engageret i Harry Potter Festivalen, der vækker Harry Potter-bøgernes magiske univers til live midt i Odense.

Rivende populært
For 4. gang i træk vil Rita Rivejern og troldmandstypograferne føre de unge troldmandsskribenter ad sensationsjournalistikkens snoede stier og frem mod en forsideudgave af Profettidende, frisk fra trykpressen. Det er et populært tilbud - alle 120 pladser fordelt over 20 workshops blev udsolgt i løbet af 2 timer, da der blev åbnet for booking den 12. september.

Nyt Harry Potter-tilbud
Men det betyder ikke, at der er udsolgt for at opleve Harry Potter på Mediemuseet. I år har vi et nyt tilbud, Weasleys Wunderkammer, hvor troldmanden Arthur Weasley helt ekstraordinært åbner op for sin samling af mugglermediemekanik, dvs. almindelige ikke-trolddomskyndige menneskers medieteknologier.

Mugglernes mystiske maskiner
I Weasleys Wunderkammer kan man både se og røre ved nogle af de mærkværdige maskiner, som mugglere har brugt til at se film, høre musik og spille spil på. Man vil bl.a. kunne lave noget så magisk som et mixbånd på bedste mugglermanér - og her er ikke noget med at svinge tryllestaven, der skal spoles frem og tilbage for at få musik på bånd!

Der er fri entré på Mediemuseet for mugglere ifølge troldmænd og hekse den 20. og 21. oktober.

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer