Den digitale kulturinstitution

Indlæg holdt ved Folketingets kulturudvalgs høring den 25. april 2001 om bevaring af kulturarven.

Digitaliseringen af dansk kulturarv på nettet betragtes som en af kultursektorens største udfordringer i nyere tid.

  • Hvilken rolle spiller informationsteknologien i forhold til kulturarven.
    Nye muligheder og udfordringer?
  • Fælles arkivering inden for arkiver, biblioteker og museer?

Oplægsholder: Museumschef Torben Grøngaard Jeppesen, Odense Bys Museer.

Informationsteknologien buldrer som bekendt frem. Dagligt åbnes der nye muligheder for at klare såvel arbejdsmæssige som private gøremål via skærmen og internettet. Skatteskemaet kan udfyldes, vandmåleren aflæses, bankforretninger klares og oplysninger om rejseforsikringer undersøges. Og hertil kommer emails, som enkelt og let sendes i en stadig stigende strøm – og endog også automatisk – så man efterhånden modtager så stort et antal, at man ikke orker eller har kræfter til at læse dem alle.

Naturligvis giver informationsteknologien også kulturarvsinstitutionerne nye muligheder og nye udfordringer – og vi står endnu i Danmark kun i den første fase af denne udvikling. De fleste arkiver, biblioteker og museer præsenterer sig selv på egne websider – der berettes om institutionen, åbningstider og aktuelle aktiviteter. For nogle institutioner er næste skridt taget, der præsenteres udpluk af samlingerne, og i biblioteksdatabaser er det muligt at finde ønskede bøger.

Udviklingen vil gradvis fortsætte, og vi vil opleve de næste generationer af websider og af webindhold – på lignende vis som vi har oplevet overgangen fra de første spæde forsøg på nettet til dagens mere sofistikerede websider. For kulturarvsinstitutionerne, som netop er skabt for at indsamle og formidle dokumentation og viden fra den menneskelige fortid, vil informationsteknologien ikke blot give uanede nye muligheder, men også stille disse over for en udfordring om, hvorledes hele denne enorme vidensmængde skal organiseres og af hvem.

Det norske Storting vedtog den 1. december 2000 en Stortingsmelding om ABM-området (arkiver, biblioteker og museer). Stortingsmeldingen (nr. 22, 1999-2000) indeholder et visionært oplæg til, hvorledes der skal tages vare på Norges kulturarv i fremtiden – og ikke mindst hvorledes det skal sikres, at den fælles erindring gøres tilgængelig både fysisk og i cyperspace.

Følgende citat stammer fra den pressemeddelelse, som den norske kulturminister udsendte i forbindelse med præsentationen af Stortingsmeldingen:

"Selv om arkiverne, bibliotekerne og museerne forvalter forskelligt materiale, så er der flere fællesnævnere mellem dem. De er alle tre kulturarvssektorer og historiefortællere som arbejder i et spændingsfelt mellom bevaring og formidling. Alle tre sektorene repræsenterer fællesgoder som skal komme alle til del..... Målet med Stortingsmeldingen er at give de tre sektorer rammevilkår som gør det muligt at nyttiggøre det samarbejds- og samordningspotentiale som foreligger..... Tilgængelighed er et vigtigt stikord i forvaltning af fællesgoder. Øget tilgængelighed vindes ikke bare gennem geografisk nærhed. Det bliver vi stadig mere klart for enhver, at informationsteknologien åbner nye muligheder for kommunikation."

Stortingsmeldingen peger bl.a. på, at i fremtiden vil tilgængelighed til kulturarven ikke blot ske gennem geografisk nærhed (den fysiske nærhed) – nok snarere gennem informationsteknologien (cyperspace) – og at arkiver, biblioteker og museer arbejder inden for samme felt – som dokumentationscentre – og at disse nu adskilte kræfter skal søges udnyttet i et større fællesskab.

Før jeg går videre ind i denne diskussion, vil jeg berette fra egne erfaringer som bruger af den mængde levn og viden, som arkiver, biblioteker og museer ligger inde med. Mine erfaringer er fra forskningsprojekter inden for arkæologi og historie.

Tænker jeg blot et årti tilbage, så skulle man som forsker bruger megen tid på at søge litteratur i seddelkartoteker, i heldigste fald fandtes trykte arkivregistraturer, og skulle man have overblik over de arkæologiske fund, måtte man drage fra museum til museum. Indsamling af materiale betød derfor en fysisk rejse og kunne ofte ende i en forgæves søgen. Disse fysiske barrierer førte ofte til, at arbejdsfeltet blev geografisk og mange gange også emnemæssigt afgrænset.

Gennem de seneste år har jeg arbejdet med udforskning af de danske udvandreres historie i USA. I første omgang drejede det sig om konkrete danske nybyggerkolonier. Indsamling af kildematerialet kunne reduceres til korte studieophold på udvalgte arkiver og museer, idet jeg via internettet i forvejen havde gjort mig bekendt med de pågældende institutioners samlinger og sågar foretaget forudgående bestillinger af det ønskede materiale.

Med indgangen til 2001 indledte jeg et 4-års forskningsprojekt, hvis mål er at kortlægge de danske i USA og deres efterkommere fra den tidligste udvandring og frem til i dag. Projektet indebærer bl.a. en gennemgang af manuskripterne til U.S. Federal Census. Arbejdet udføres af et antal studenter her i Danmark. Der er tale om et enormt originalt arkivmateriale. Et sådant projekt ville være umuligt, hvis ikke man i USA netop i disse måneder er ved at lægge hele U.S. Federal Census på nettet som scannede websider – en mængde på omkring 10 millioner sider – eller i et omfang som svarede til omkring en fjerdel af hele world wide web i 1999.

Udover dette enorme kildemateriale er projektet baseret på en række andre internetbaserede faciliteter så som digitale kort, store statistiske databaser og relevant faglitteratur – alt sammen stillet frit tilgængeligt. Der er tale om et enormt kildemateriale, som det ikke ville have været muligt at samle og udnytte uden tilgængeligheden på internettet. Det fysiske arbejde på de amerikanske historiske centre kan således reduceres til udvalgte, målrettede detailundersøgelser.

I USA er der generelt meget stor interesse for kulturarven – ikke mindst startende med interessen for at forfølge egne rødder. Denne interesse kombineret med store afstande har gjort, at man til fulde søger at udnytte informationsteknologien til at tilgængeliggøre og sprede kulturarven videst muligt. Fra skærmen kan man søge i bøger, læse artikler, se fotos af historiske genstande – endog i 3D med mulighed for at dreje tingene rundt - og studere originale dokumenter med zoom-funktioner og andre tekniske faciliteter.
Udviklingen går utroligt stærkt, og megen inspiration kan hentes herfra.

En sådan inspiration er nødvendig at tage fat i og udnytte med stor styrke, hvis interessen for kulturarven skal fastholdes og udbygges. Forståelsen for ’hvor kommer vi fra?, hvem er vi? og hvem vil vi blive?’ – er i stigende grad i skarp konkurrence med en medie- og serviceindustri, som kæmper om folks fritid gennem salg af mere eller mindre fiktive oplevelser. Blandt disse er også såkaldt ’historie-fortælling’ baseret på tvivlsomt historisk kildemateriale – ja, ofte rent fake. I parentes skal det bemærkes, at mange, ikke mindst unge og uddannelsessøgende, ofte tager alt fra nettet som facts, ganske ukritisk. I den kamp skal de historiske institutioner samle kræfterne og udnytte deres bedste værdier og evner i fællesskab. Fremtidens mål vil være at skabe overblik og umiddelbar tilgængelighed til den reelle kulturarv - såvel lokalt som globalt – og formidle denne så kvalitativt, at det fører til nysgerrighed og fordybelse. Og med en god portion historisk kildekritik.

Den almene tilgængelighed af kulturarven på internettet vil naturligvis også medføre en anderledes brug af arkiver, biblioteket og museer. Lad mig igen nævne eksemplet US Federal Census. Manuskripterne hertil er en guldgrube af viden for og om det amerikanske samfund, og derfor er der stor rift om de historiske centre (arkiver, biblioteker og museer), som råder over originale eller kopier heraf. I hobetal flokkes brugere på læsesalene og omkring mikrofilmene. Men om få måneder kan hele materialet læses fra egen computer. Hvorfor så gå på arkivet? Lignende er ved at ske med et utal af andre oplagte kildegrupper, uddrag af bogværker, artikler med meget mere, samt virtuelle besøg på museer og historiske seværdigheder. Eksempelvis tilbyder det store nationale museum Haus der Geschichte i Bonn udover virtuelle besøg i udstillinger også internet-live-optagelser, så man fra sin skærm minut for minut kan følge gangen i museet.

Mange af de traditionelle historiske centre vil således miste brugere. Ligeledes betyder tilgængeliggørelsen af kulturarven på world wide web også, at det gamle traditionelle ’ejerskab’ til samlingerne vil forsvinde. Når nævnte U. S. Federal Census-manuskripter kan hentes ned fra hvilket som helst sted i verden, hvorfor så tænke på, at det er National Archives i Washington, der rummer originalerne. Eller hvad med de enorme foto- og kortsamlinger, som kan hentes ned og ofte gengives i en kvalitet så man ikke behøver at tænke på, hvor originalen ligger. De traditionelle institutioner som arkiver, biblioteker og museer vil således undergå forandringer. Hidtil har disse institutioner kæmpet om andel af de kulturelle midler gennem dokumentation af deres berettigelse som fysiske opbevaringssteder for denne eller hin samling og gennem så og så mange besøgende. Mange institutioner har primært satset på en afgrænset geografisk region. I fremtiden vil brugerkredsen blive global. Lad mig nævne et konkret eksempel fra min egen verden. H. C. Andersen studeres mere i Asien og USA end i Danmark. Og denne interesse indskrænker sig ikke blot til eventyr og manuskripter, men til hele Andersens univers som var Danmark i 1800-årene. Samlingerne i H. C. Andersens Hus skal således tilgængeliggøres globalt – sammen med viden om datidens Danmark.

Hvis samlingerne gøres tilgængelig i cyperspace, og brugerne sidder rundt i verden og anvender materialet uden konkret viden om dets faktiske, fysiske lokalisering, kan man stille spørgsmål ved, om vi har den rette organisering af de institutioner, som tager vare på bevaring og formidling af vores kulturarv.

Set fra et samlet dansk synspunkt kan der stilles spørgsmål ved, om det er hensigtsmæssigt at opretholde den traditionelle opdeling i arkiver, biblioteker og museer? I Norge arbejder man hen mod et tættere samarbejde eller endog en fusion for at samle kræfterne. Som Norges kulturminister siger det: ’Øget tilgængelig vindes ikke bare gennem geografisk nærhed – informationsteknologien åbner nye muligheder – og alle tre sektorer (arkiver, biblioteker og museer) repræsenterer fællesgoder som skal komme alle til del….’

I store dele af USA er der tradition for såkaldte ’History centers’ – institutioner, som er en kombination af arkiv, bibliotek og museum. I Danmark er disse sektorer i lighed med resten af Europa som bekendt adskilte. Arkiver, biblioteker og museer har hver værdier og væsentlige styrker i indhold, arbejdsformer, traditioner og interne kulturer, som i en sammensmeltet form vil kunne udnyttes bedre, og hvor en synergi vil kunne opnås. Den historiske interesse kan fanges af den spektakulære særudstilling, en yderligere viden hentes i de historiske værker og en fordybelse er mulig i arkiv og samlinger. Hvis disse elementer er i umiddelbar forlængelse af hinanden, og hvis der satses på åbenhed og umiddelbar tilgængelighed, så vil det være muligt at åbne en historisk verden og et historisk perspektiv for langt flere både unge og ældre. Interessen må gerne fænges omkring éns egen historie eller i det dagsaktuelle for her igennem at skærpe nysgerrigheden for den større sammenhæng både i tid og rum.

Informationsteknologien giver arkiver, biblioteker og museer en enorm mulighed for virkelig at tilgængeliggøre kulturarven i en udstrækning og til et globalt publikum i et hidtil ufatteligt omfang. Samtidig betyder informationsteknologien, at der er en enorm fare for, at overskueligheden går tabt, og at kvaliteten af mængder af spage forsøg blot bliver ’garbage’ på world wide web. Der ligger således en enorm opgave i at skabe en indsats, der kan sikre såvel overblik som tilgængelighed – og ikke mindst på en så kvalificeret måde, at kulturarven i et moderne, hastigt samfund vil blive opfattet som relevant og vedkommende af såvel unge som ældre. Jeg tror, at man skal forsøge at samle det bedste fra arkiver, biblioteker og museer i den indsats. Hvis dansk kulturarv skal kunne sikres en plads i danskeres bevidsthed og tillige være af interesse for en stor global verden, så må der gøres en samlet, målrettet indsats.

Tilgængeliggørelse på internettet er ikke nok i sig selv. Der skal skabes de nødvendige indgange, oversigter og hjælpesystemer. Danmark har potentialet i samlinger, teknologi, viden - og størrelse. Der kan skabes et netværkssystem, som vil kunne være i front og være model for andre. Det kræver blot, at vi tør tage fat og lægge en samlet strategi og sætte handling og midler bag.

Og så til sidst: Jeg har talt om kulturarven i cyperspace. Der skal ikke herske et sekunds tvivl om, at jeg tror på, at også i fremtiden vil der være en enorm interesse for at se den ægte vare, de originale genstande. Måske endog mere, jo større tilgængeligheden er via informationsteknologien. Herved får selv mere ukendte ting jo en egen historie fortalt. - Terra cotta-soldaterne i Xi’an skal nu engang opleves ’in live’ på stedet!

 

 

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer