Alderdommen

Gårdfolk
For gårdmandsklassen var den almindeligste form for alder domsforsørgelse at gå på aftægt. Herved forstås et livsvarigt underhold i form af kost og logi og eventuelle andre ydelser.

Betingelserne for, at et ældre ægtepar overdrog gården til næste generation, blev nedfældet i en såkaldt aftægtskontrakt. Heraf fremgik det, hvilke ydelser det unge par var forpligtet til at overholde. Der var store forskelle på de ydelser, der blev forlangt.

Der var ingen faste aldersgrænser for, hvornår overdragelsen skulle finde sted. Det afhang af helbred, børnetal, gårdens økonomi og lignende forhold. At overdragelsen ikke altid var uproblematisk siger næsten sig selv. Forandringer var ikke altid lige velsete, specielt ikke i takt med at markedsøkonomien stillede nye og anderledes krav til driften og boligens indretning.

Aftægtsparret kunne føre seperat husholdning, men det var lige så almindeligt, at aftægtsparret indgik i husholdet, sådan at aftægtsstuen i realiteten kun var et soveværelse, og at aktiviteterne foregik med resten af husstanden. Omfanget af aktiviteterne blev gradvist nedtrappet, så det passede med kræfterne. Især blev et område som børnepasning ofte overladt til den ældre generation, hvilket frigav tid til andet arbejde for moderen eller pigen. Også lettere husarbejde og husflid var områder, der blev udfyldt af husstandens ældste.

Husfolk
Væsentligt anderledes så den sidste del af livet ud, hvis man hørte til i den fattige husmands- eller landarbejderklasse. Datidens offentlige forsørgelse bestod i anbringelse på fattighuset eller omgangsforsørgelse, hvilket vil sige, at de på skift blev forsørget på landsbyens gårde. Selv om tiggeri fra 1803 blev kriminaliseret, var virkeligheden den, at mange fattige og gamle overlevede ved hjælp af privat godgørenhed.
 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer