Arbejdslivet

I slutningen af 1700 tallet

Den selvforsynende gård
Gården var på dette tidspunkt og frem til 1800 tallets midte at betragte som en selvforsynende produktionsenhed. Produktionen var beregnet på at dække husstandens behov. Den tiloversblevne del af produktionen blev hovedsageligt anvendt til udstyr, tyendeløn og almisser.

Selvejets udbredelse og de omfattende jordforbedringsarbejder betød, at den enkelte gård efterhånden begyndte at give overskud i form af korn, der kunne sælges og indbringe kontanter. Overgangen fra selvforsyning til vareproduktion skete gradvist, og for den enkelte person var den næppe mærkbar.

Husstanden på en mellemstor selvforsynende gård bestod ud over kernefamilien af tjenestefolk og indimellem også af slægtninge. Ofte var der til gården knyttet en husmand og sæsonarbejdere.Hele husstanden bidrog i det daglige arbejde, og alles arbejdsindsats var nødvendig for gårdens drift.

Aflønningen fandt hovedsageligt sted i form af naturalier.Man havde derfor samme interesse i, at f.eks hørageren stod fint, og at fårene trivedes. Denne aflønningsform samt den store grad af arbejdsfællesskab bevirkede, at der ikke var et direkte og synligt modsætningsforhold mellem husbondfolkene og deres ansatte.

Husmandsstedet
Husmandssteder og jordløse huse havde ikke de samme muligheder for at være selvforsynende. Derfor måtte husholdets medlemmer oftest supplere deres udkomme ved at arbejde for andre eller ved at have et håndværk som f.eks væver eller skomager.

Arbejdsområder
Til den selvforsynende gård hørte mange forskelligartede arbejdsopgaver, og hvert enkelt medlem af husstanden havde sit mere eller mindre afgrænsede arbejdsområde, svarende til alderstrin og køn.

Generelt var mænds og kvinders arbejdsområder ret adskilte. Groft forenklet kan man sige, at mændenes arbejdsområde var  mark og stald mens kvindernes var hus og have. Disse grænser blev dog hyppigt overskredet -  især af tjenestepigerne.

Arbejdet var tilrettelagt, så det passede til årstiden. F.eks blev uld og hør spundet så tidligt, at blegningen kunne foregå i foråret, mens solen blegede mest. Naturen var bondens 'produktionslandskab'. Derfor var kendskabet til naturens rytmer og de varsler, man kunne tage heraf, af største vigtighed.

Arbejdskraften
Alles arbejdskraft var en forudsætning for gårdens drift, og kvinders og mænds rolle i produktionen var af lige stor betydning. Alligevel eksisterede der et tydeligt og funktionelt arbejdsdelingsmønster, der var bestemt af personernes køn, alder og sociale status.

Køn
Normen for arbejdsdelingen var, at mændene tog sig af gårdens drift, hvad angik marker, afgrøder og de store husdyr. Kvinderne tog sig af husholdningen, haven og de små husdyr . Dette arbejdsdelingsmønster var dog ikke ens over hele landet. I egne med jord, der ikke kunne brødføde befolkningen, skete der en tilpasning af arbejdsdelingen. Et eksempel herpå er de fiskersamfund, hvor mændene stod til søs, mens kvinderne tog sig af landbruget. På husmandsstederne var det også mange steder kvinderne, der stod for driften af den hjemlige lod, fordi husmanden drev et håndværk eller havde fast arbejde på gårde eller godser.

Den kønsmæssige arbejdsdeling var således ikke kun begrundet i biologiske forhold som mændenes fysiske styrke og lignende. Den varierede også efter geografisk - og social placering, og var dermed også kulturbestemt.

Alder
Arbejdsdelingen var også aldersbetinget, dels p.g.a. de fysiske kræfter og dels fordi mange af arbejdsopgaverne krævede indsigt og færdigheder, man først måtte tilegne sig.
Frem til 7 års alderen gik både drenge- og pigebørn sammen med kvinderne. Herefter deltog drengene i mændenes arbejdsområder som tjenestedrenge, indtil de efter konfirmationsalderen var store nok til at udføre en tjenestekarls arbejde. En karl blev først husbond med ansvar for gårdens eller husmandsstedets drift, når han fik "foden under eget bord". Som aftægtsmand gik han til hånde og lavede husflidsarbejde.

Når en pige nåede 7-8 års alderen, startede oplæringen til de kvindelige arbejdsområder for alvor. Indtil konfirmationsalderen blev hun kaldt lillepigen og gik til hånde i husholdningen. Når hun havde tilegnet sig en bestemt portion viden og erfaring, kunne hun tjene som storpige. Når kvinden giftede sig, og flyttede ind på gården, overtog hun samtidig rollen som husstandens madmor. Med rollen fulgte ansvaret for husførelsen og oplæringen af egne døtre og ansatte tjenestepiger. Som aftægtskone hjalp hun til i husholdningen og passede de mindre børn.

Social status
Der eksisterede også en mere udefinerbar arbejdsdeling, der hang sammen med den status, der kunne være knyttet til bestemte arbejdsopgaver. Dette kom tydeligst til udtryk indenfor kvindernes arbejdsområde og hang sammen med oplæringsforholdet. Madmoderen overgav sin viden og ekspertise til pigerne og oplærte dem indenfor de kvindelige arbejdsområder. Til gengæld kvitterede de med deres arbejdskraft - også indenfor områder, madmoderen nødigt påtog sig. F.eks var det et sjældent syn at se en gårdmandskvinde deltage i markarbejde,  mens pigerne ikke havde noget valg. Indenfor høstarbejdet var der på de store gårde ganske bestemte regler for arbejdets udførelse: storpigen skulle tage fra efter forkarlen, lillepigen efter andenkarlen, mens husmanden og hans kone fulgtes ad.


I slutningen af 1800 tallet

Gården som vareproducerende landbrug
Forudsætningerne for bøndernes integration i det markedsøkonomiske system var lagt med landboreformerne. Realiseringen heraf kom fra 1840'erne, hvor priserne på landbrugsprodukter, specielt korn, steg. De store aftagere var nabolandene England og Tyskland, hvor industrialiseringen skabte efterspørgsel efter landbrugsvarer.
I lyset af de gunstige priser foretog mange gårdmænd omfattende investeringer i driftsforbedringer. Også næringsfrihedslovens indførelse i 1857 betød lettere adgang til købeprodukter. Men selv om penge og markedsmekanismer efterhånden var blevet en del af bondens hverdag, var de fleste gårdbrug stadig overvejende selvforsynende.

I midten af 1870'erne blev afsætningsmulighederne for korn dårlige, og mange gårde omlagde produktionen til kød og mejeriprodukter. I takt med denne omlægning bevægede de fleste gårde sig gradvist væk fra selvforsyning til vareproduktion. Til gengæld måtte mange af dagligvarerne nu købes færdigfremstillede.

I 1880'erne skød de første andelsforetagener op. Ved at udnytte de stordriftsfordele, som godserne havde, kunne gårdmændene nu producere varer, der både pris- og kvalitetsmæssigt var konkurrencedygtige.

Omstillingen fra selvforsyning til vareproduktion krævede både øgede kundskaber og landbrugsfaglig viden såvel som et bevidsthedsmæssigt brud med de gamle normer og tankegange.Højskolen kunne indfri begge dele og blev en væsentlig faktor i omdannelsen af den gamle tids bonde til den nye tids landmand.

Arbejdsområder
I takt med pengeøkonomiens udbredelse svandt mange af de traditionelle arbejdsområder ind, og nye kom til. For mændenes vedkommende var det nu muligt at erstatte en del af det tidligere hårde fysiske arbejde med  nye redskaber, der  gjorde udførelsen af arbejdet lettere. F.eks var den gammeldags hjulplov nu erstattet af en lettere svingplov, som blev fremstillet hos den lokale smed. Også redskaber som såmaskiner og harver var efterhånden blevet udbredte. Nogle af de større gårde havde endog fået installeret en hestegang, hvis vigtigste formål var at trække en tærskemaskine. ( En hestegang ses ved Torupgården, bygning nr. 9 ) Nye afgrøder som kartofler var efterhånden blevet udbredte, ligesom roedyrkningen var ved at vinde indpas. Også dyrehold og avlsarbejde optog en stor del af gårdmandens tid.

For kvindernes vedkommende var der derimod sket en mere gennemgribende ændring af arbejdsområderne. Mange af tingene sig nu købe færdigfremstillede og overflødiggjorde dermed en stor del af det tidligere kvindearbejde. Et iøjnefaldende eksempel herpå er tekstilområdet. Købetøjets udbredelse frigav tid til andre arbejdsopgaver. Frem til andelsmejeriernes gennembrud  blev en stor del af den nyvundne tid anvendt på mælkeriet. Arbejdet med mælken og malkningen havde hele tiden været et kvindeanliggende, men i takt med det øgede husdyrhold og mulighederne for afsætning af kvalitetssmør, steg også kravet om uddannelse indenfor området. Der blev etableret en mejerskeuddannelse med det formål  at oplære kvinderne især i smørfremstilling. Efterhånden tilbød også højskolerne mejerikurser for piger i sommerhalvåret. Tidligere generationers traditioner og erfaring var ikke længere tilstrækkeligt, hvis man skulle begå sig i  konkurrencen.

Fra 1890'erne var behandlingen af mælken stort set overgået til andelsmejerierne, hvor det nu var blevet mændenes domæne. Tilbage til kvinderne blev den mere slidsomme og ringeagtede del af arbejdsprocessen, nemlig malkearbejdet. Gårdmandsdøtrene havde allerede længe frasagt sig denne del af arbejdet. De piger, der udførte malkningen blev ikke værdsat. Det var hus- og landarbejderpiger, der af økonomiske grunde var tvunget til at tage arbejdet.

Andre arbejdsområder, der forsvandt i takt med stationsbyernes fremmarch, var  rugbrødsbagning, slagtning af større dyr, ølbrygning og lysestøbning. Sidstnævnte opgave blev overflødiggjort med petroleumslamperne, mens de øvrige overgik til fagfolk og industriel forarbejdning.

Kvinderne mistede således efterhånden en stor del af de selvstændige økonomiske funktioner, de havde haft under selvforsyningsperioden. De arbejdsområder, der herefter fik betydning havde at gøre med hjemmets indretning og udseende, madlavning, hygiejne og børnenes opdragelse. Det var områder, der hele tiden havde sorteret under kvinden, men som nu fik et andet og mere tidskrævende  indhold. F.eks blev der nu dækket op til hver af husstandens personer med tallerkner og bestik, der bagefter skulle vaskes op. Rengøringen kunne ikke længere klares med at skure bordet og strø sand på gulvet. Med indretningen af den fine stue, gardiner, trægulve og pynte- og nipsgenstande placeret overalt, blev rengøring mere nødvendig og tidskrævende. Gårdmandskvinden var med andre ord på vej til at blive husmor.

Arbejdskraften
Udviklingen fik ikke betydning for arbejdskraftens omfang,  men den betød en omdefinering af relationerne  mellem gårdens ejere og dens ansatte.

Arbejdsdelingen
Det tidligere arbejdsdelingsmønster, der var betinget af alder og arbejdsduelighed eksisterede stadig i en vis udstrækning, men tendensen gik i retning af, at arbejdsdelingen  i højere grad  blev defineret ved personens tilhørsforhold til gården.

Også den tidligere sidestilling  mellem mænds og kvinders arbejde var under ændring. Med mælkeriet havde kvinden stadig en selvstændig økonomisk funktion på gården, men efterhånden som kvindens ansvarsområde reduceredes til husførelse og børneopdragelse, steg også hendes økonomiske afhængighed af manden.
Også den status, der var knyttet til udførelsen af bestemte arbejdsopgaver ændrede karakter.  Igen er det tydeligst indenfor kvindernes område. Hvor øverstestuens overflod af garnnøgler og vævede stoffer tidligere havde været en statusmåler for kvindernes dygtighed og flid, blev boligindretningen med de nypolerede møbler og de hæklede og broderede pyntegenstande nu forbundet med en kvindes stolthed.

De mere fysisk hårde og monotone arbejdsopgaver var efterhånden flyttet over på de folk, der var ansat på gården. Oplærings- og uddannelsesaspektet var blevet erstattet af et arbejdsgiverforhold. Skellet var tydeligst på de største gårde, hvor der tillige mange steder
var indført folkesstuer til gårdens tyende. Den sociale degradering, som mange tjenestefolk oplevede, betød at mange søgte til byen, hvor mulighederne var større. Industrialiseringen og rygtet om det fjerne land, Amerika, der svømmede i mælk og honning, satte for alvor gang i afvandringen fra landet. Konkurrencen om de tilbageblevne betød, at der blev bedre vilkår for de, der blev tilbage på landet.   
 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer