Landsbyen

Landboforhold i slutningen af 1700-tallet

Indbyggertallet i Danmark var i slutningen af 1700-tallet på ca. 900.000 mennesker. Da Danmark var et landbrugssamfund, og befolkningens overlevelse baseret på selvforsyning, levede ca. 80% af befolkningen på landet, og hovedparten ernærede sig ved landbrug. De som ikke arbejdede ved landbruget, levede hovedsagelig af håndværk. Grovsmede, tømrere, bødkere, pottemagere, hjulmænd, murere, vævere og skomagere samt enkelte andre håndværkere var alle nødvendige for landbrugets drift, og boede i landsbyerne. Øvrige håndværk og handel var forbeholdt købstæderne.

I hele landet var der ca. 800 godser, som ejede ca. 95% af de ca. 60.000 bøndergårde. På Fyn drejede det sig om ca. 125 godser og ca. 6.000 gårde. Dette ejerskab betød, at bønderne var fæstere. De kunne godt bruge gården og dens jord, men ikke eje den. De måtte betale en afgift - landgilde - til godsejeren, ligesom de måtte betale indfæstningsydelse ved overtagelse af en gård. I slutningen af 1700-tallet, var det blevet normalt, at sønner kunne overtage fæstet efter deres far.
Udover de forskellige afgifter som fæsterne betalte i landbrugsprodukter eller penge, måtte de yde hoveri på godserne, hvilket var en stor arbejdsbyrde på ofte flere dage om ugen. Hoveriet krævede normalt, at der var ansat en ekstra karl på gården. Hoveriet bestod mest i dyrkningen af hovedgårdens marker samt kørsel med produkterne.

I landsbyfællesskabets tid havde gårdene deres jord spredt ud på 50-100 små agre i bymarken. At dyrke disse mange agre kræve-de megen transporttid fra sted til sted og nøje koordinering med de andre bønder. Derfor blev alle væsentlige beslutninger om landbrugets drift truffet blandt landsbyens gårdbrugere - granderne - i fællesskab. På bystævnet blev det besluttet, hvornår der skulle pløjes, sås og høstes.
Ved at gøre tingene efter fælles aftale, undgik hver bonde at skulle sætte hegn rundt om alle agrene, hvilket var en stor arbejds- og materialebesparelse. De steder hvor jorden f. eks. dyrkedes i trevangsbrug, havde byen tre store marker - vange -, hvoraf to blev brugt hvert år, mens den tredje lå brak. Man behøvede derfor kun at sætte tre hegn mellem vangene.

Landboforhold i slutningen af 1800-tallet
I 1881 var befolkningen i Danmark vokset til ca. 2.000.000 mennesker. Landbefolkningen udgjorde ca. 70%. Denne befolkningsvækst var årsagen til, at der siden slutningen af 1700-tallet var sket en gevaldig udvikling i antallet af landbrugsejendomme. Ved jordforbedring, f. eks. mergling, og ved brug af bedre maskiner intensiveredes landbruget meget, hvilket gav eksistensgrundlag for de mange små jordbrug, som gårdene solgte fra.

Da landbruget i 1800-tallet begyndte at lægge større vægt på at producere varer til markedet, var grunden lagt til den vidtgående specialisering vi ser i dag. Der produceres både til hjemmemarked og til eksport.
I takt med at produktionen udvidedes, blev en række nye bebyggelsesenheder føjet til på landet. Det drejer sig først og fremmest om andelstidens forædlingsenheder - mejerierne og slagterierne. For at kunne opnå en god kvalitet og pris på kød og mælkeprodukter til eksport, måtte man samarbejde om stordrift. Dette foregik på andelsbasis, idet hver landbruger skød penge i det fælles foretagende. Også brugsforeninger og grovvareforretninger og senere vand- og elektricetsforsyningsvirksomheder, frysehuse m.m. opret-tedes på andelsbasis. Med den tiltagende velstand blev sociale og kulturelle institutioner såsom fattiggårde, skoler, højskoler, missionshuse osv. også føjet til.

I kølvandet på Grundlovens vedtagelse i 1849 blev købstædernes handels- og håndværksprivilegier ophævet. Det betød bl.a. at talrige møller og handelssteder grundlagdes på landet, jernbaner anlagdes, og stationsbyer med handel og service opstod.
I slutningen af 1800-tallet var alle bønder for længst kommet ud af landsbyfællesskabet. Det medførte, at hver lodsejer skulle "sikre markfreden" ved at indhegne sin udskiftede jord og sine marker. Resultatet var, at tusindsindvis af diger, grøfter og andre skel fordeltes ud over landet. I slutningen af 1800-tallet var landskabet blevet udparcelleret både juridisk og fysisk. Udskiftningen medførte ikke nødvendigvis, at bønderne blev selvejere. 7% af gårdene og 17% af husene var stadig i fæste omkring år1900.  
Landboforhold i slutningen af 1900-tallet.

Landbefolkningen i Danmark voksede med 230% i perioden fra ca. 1800 til midt i 1960'erne. På Fyn udgjorde væksten dog kun ca. 123 %. I 1965 boede kun ca. 20 % af Danmarks indbygger på landet og ca. 80 % i byer. Efter kommunalreformen i 1970 er det ikke længere muligt statistisk at skelne mellem land og by. Land-befolkningen, forstået som den del af befolkningen der lever af landbrug, udgør i dag kun en lille gruppe på 3-4%.
Indtil ca. 1920 blev der stadig flere små ejendomme på landet, men derefter vendte udviklingen, og de små ejendomme blev efterhånden større. Siden 1940 er der blevet nedlagt ca. 150.000 landbrug i Danmark. Der er nu ca. 30.000 fuldtidslandbrug og ca. 35.000 deltidslandbrug. Selv om landbrugene som produktionsenheder er væk, står de fleste bygninger endnu tilbage. 3/4 af ejen-dommene i det åbne land beboes af folk med andet erhverv end landbrug, og der sker en stadig afvandring til de større byer. På længere sigt vil en del af den million danske landbrugsbygninger der er tale om overgå til anden anvendelse, fordi de ikke kan bru-ges i nutidens og fremtidens produktion, men langt de fleste vil forsvinde. Landbrugsproduktionens nutidige specialisering fordrer et langt mere tilpasset byggeri end tidligere.

Landbruget produktivitetsudvikling kan belyses af foldudbyttet, som er antallet af kornkerner pr. kornaks. Fra ca. 1800 til 1990'erne, er foldudbyttet vokset fra ca. 3 til  ca. 40.
 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer