Enkeltgravskultur

Enkeltgravskulturen er en fællesbetegnelse for ca. 400 år af Danmarks oldtid, fra 2.800-2.350 f.Kr. I denne periode spiller stridsøksen - som i tragtbægerkulturen – fortsat en betydelig rolle, dog utvivlsomt i højere grad som statussymbol end som våben.

Enkeltgravskulturen (2.800-2.350 f.Kr.)
Enkeltgravskulturen har i virkeligheden et besynderligt navn, for det antyder jo, at hver enkelt person blev stedt til hvile i sin egen individuelle grav. Men det gjorde de faktisk, de døde, og når det overhovedet kan "undre" så meget at det er bemærkelsværdigt og ligefrem navnegivende, så skyldes det selvfølgelig den forudgående jættestuetid i hvis gravkamre, der i talrige tilfælde er påtruffet knogler fra mange personer. I slutningen af 1800-tallet undersøgtes en række jættestuer mere eller mindre professionelt, og mængden af menneskeknogler ledte til den antagelse, at der var tale om massegrave. At det så har vist sig, dels at gravskikken i jættestuernes anlæggelsestid er noget mere nuanceret end som så, dels at sekundære begravelser har øget antallet af skeletter og skeletdele betragteligt - de fleste såmænd henlagt lige så enkeltvis som i enkeltgravskulturen - er en ganske anden sag. Stratigrafiske iagttagelser på Herningegnen har dokumenteret, at de tidligste enkeltgrave er anlagt oven på bopladslag fra den sidste periode - MN V - af den mellemneolitiske tragtbægerkultur.

Enkeltgravskulturen er en fællesbetegnelse for ca. 400 år af Danmarks oldtid. Sammenlignet med den mellemneolitiske tragtbægerkultur er der dog tale om et noget mindre ensartet kulturbillede - hvis man kan udtrykke det sådan - for den navngivende gravskik med jordfæstelse af enkeltpersoner i gravhøje er et udpræget vestjysk fænomen. I dette område - især vest for is-randslinjen - kendes flere tusind mindre høje fra perioden, mens grave er tilsvarende sjældne i Østjylland, på Fyn, Sjælland og øerne i øvrigt. Klassisk - = vestjysk - enkeltgravskultur  er kronologisk opdelt efter gravenes placering i højene, nemlig undergravstid, bundgravstid og overgravstid. Uden for det primære - vestjyske - enkeltgravsområde foregik begravelserne fortsat i dysser og jættestuer. Nye gravanlæg i form af store sten- og trækister kendes også fra kulturens senere del.

Afgrænses enkeltgravskulturen af de klassiske højbegravelser, så får man en primær udbredelse, der er ganske fraværende på den tunge lerjord og i stedet omfatter de lette, sandede jorde i midt-, vest- og sønderjylland - = jysk enkeltgravskultur. Her har heden domineret side om side med træbevoksede bakkeøer, der kunne ryddes, dyrkes og anvendes som overdrev. Meget tyder på, at en befolkningsgruppe har indrettet sig på en tilværelse i dette blandede hede- og skovlandskab - om det så er folk indvandret langvejs fra eller om der er tale om en udløber af den mellemneolitiske tragtbægerkultur er endnu ikke fastslået med sikkerhed. Som argument for indvandringen har det været anført, at da de døde altid gravlægges liggende på siden med ansigtet vendt mod - kvinderne liggende på venstre side og mændene på højre - er det for at skue i den retning, som folket oprindelig kom fra.

Anskues enkeltgravskulturen i et lidt bredere perspektiv bliver der tillige plads til dels det, der betegnes som ødansk eller østdansk enkeltgravskultur (Danmark uden for det ovennævnte primærområde uden Bornholm),dels den bornholmske bådøksekultur, der er nært knyttet til den samtidige norske og svenske kultur med samme navn. Det der - bogstavelig talt - binder det hele sammen er snor, der blev anvendt til at udsmykke lerkar i store dele af Øst-, Mellem- og Nordeuropa - den såkaldte Snorekeramiske kultur. I denne vidt udbredte europæiske neolitiske kultur er tillige stridsøkser og enkeltbegravelser vigtige elementer.

Bopladser fra enkeltgravskultur kendes, men de er langt fra fundrige og derfor ikke særlig oplysende om eksempelvis tidens husdyrhold. Kun en enkelt hustomt kan med rimelig sikkerhed tilskrives enkeltgravskulturen - den kom med som bifangst ved de store jernalerudgravninger ved Vorbasse. Der er tale om en mindre og på ingen måde særlig imponerende konstruktion på 20-25 m².

Konkluderende om enkeltgravskulturen kan siges, at den tidsmæssigt følger efter mellemneolitisk tragtbægerkultur. De nye gravformer og gravudstyr i det klassiske midt-, vest- og sønderjyske område skyldes ikke indvandring med en nådeløs og blodig etnisk udrensning af de gamle tragtbægerfolk som en naturlig følge, men en slags ekspansion ind i områder, der hidtil havde ligget øde eller tyndt befolkede hen. Det ændrede og lokalspecifikke materielle udtryk som her kan påvises arkæologisk er inspireret af den samtidige europæiske snorekeramiske kultur. I Østdanmark inklusive Nordjylland voksede enkeltgravskulturen ud af den gamle tragtbægerkultur med bl.a. en forsat anvendelse af jættestuer og dysser som grave. Et lignende fænomen kan ses på Bornholm og i det sydlige Sverige, hvor parallellerne til bådøksekulturen er store. Endelig er den grubekeramiske kultur på banen som en tredje kulturgruppe i den første halvdel af tragtbægerkulturen. Alt i alt et meget blandet - og spændende! - samfund dér i århundrederne efterfølgende den mellemneolitiske tragtbægerkultur.

I Enkeltgravskulturen spiller stridsøksen - som i tragtbægerkulturen - fortsat en betydelig rolle, dog utvivlsomt i højere grad som statussymbol end som våben. Disse smukt forarbejdede økser fremstillet af bjergart er årsagen til kulturens andet navn, Stridsøksekulturen, der især tidligere var almindelig anvendt.