Dyssetid

Dyssetid/tidligneolitisk tragtbægerkultur (3.900-3.400 f.Kr.). Med overgangen fra en jæger/samler økonomi til en tilværelse primært baseret på agerbrug og husdyravl ændrede landskabet sig markant. Det skete selvfølgelig ikke på én gang, men gradvist måtte skoven – urskoven – vige for dyrkede marker og overdrev til kvæget.

Dyssetid (3.900-3.400 f.Kr.)
Transformationen af landskabet tog sin begyndelse ude ved havet på de veletablerede fangstpladser, der stadig spillede en væsentlig rolle ved fremskaffelse af føde m.m. i det tidlige agerbrugssamfund. Herfra blev skovrydningen påbegyndt, og efterhånden bevægede man sig længere og længere ind i landet i takt med at jagt, fiskeri og indsamling fik en stadig mere sekundær betydning for livets opretholdelse.

De tidligneolitiske bopladser var forholdsvis små. Det hænger formentlig sammen med det ineffektive svedjebrug, der nok fordrede en væsentlig højere grad af bofasthed end i mesolitikum, men stadig muliggjorde en vis mobilitet dikteret af dels fangstmuligheder, dels udpinte småagre. Alligevel dukker de første arkæologiske fund af regulære hustomter op i tidligneolitikum. Når arkæologer bruger betegnelsen "hus" dækker det stor set altid over spor efter stolper i undergrunden. Kun i ganske få tilfælde - og først senere i bronze- og jernalder - kendes husfund med bevarede stolper og - lidt mere almindeligt - gulve og ildsteder. I det følgende dækker betegnelsen "hus" derfor over stolpehuller, synligt aftegnet i undergrunden og forekommende i genkendelige systemer - så er det sagt!
De ældste huse er udgravet på Sjælland, Bornholm og i Skåne. De er af beskeden størrelse, og konstruktionen lader sig ikke umidelbart bestemme. Dog ser det ud til at huse med én række tagbærende stopler placeret centralt i bygningens længdeakse introduceres allerede ret tidligt i neolitikum. Denne type huse, der oftest betegnes som toskibede, er dominerende helt frem til midten af ældre bronzealder, hvor en ekstra række tagbærende stolper føjes til; herefter er det treskibede langhus enerådende helt frem til vikingetiden.

Gravskikken i tidligneolitikum befandt sig i lang til forskningsmæssigt i skyggen af de synlige og imponerende dysser. Indtil udgravningen af den såkaldte Konens Høj lokalitet på Djursland i begyndelsen af 1960'erne var antagelsen, at de første bønder grave var simple anlæg under flad mark; flere fund af neolitiske begravelser i skaldyngerne var medvirkende til formuleringen af denne teori. Konens Høj anlægget afslørede en imponerende trækonstruktion i tilknytning til selve graven, og med denne erkendelse i baghovedet blev der gået mere grundigt til værks ved udgravningen af grave fra denne tid. Resultatet har været, at man nu kender flere komplicerede aflange, ofte trapezformede gravanlæg med både træ- og stenkonstruktioner tilknyttet; i nogle tilfælde har det tillige været muligt at dokumentere tilstedeværelse af en højning på disse lokaliteter. I udgravet tilstand minder disse anlæg om  langdysserne, og det er nærliggende at se dyssernes og jættestuernes territoriummarkerende funktion som værende introduceret allerede med de tidligneolitiske jord/sten/træ-grave. Den seneste forskning i de tidligneolitiske gravanlæg har også krævet sine arkæologiske ofre, idet et førhen berømt husfund ved Barkær på Djursland er blevet omtolket til en tidligneolitisk langhøj!

Den neolitiske livsform kommer tydeligt til udtryk i de materielle levn. Jægernes flintøkser blev ved slibning og anden "produktudvikling" gjort yderligere effektive til deres primære formål, nemlig trærydning. Lerkarrene oplevede en tilsvarende udvikling. Forfining er det ord man fristes til at benytte, for der er en klar forskel i stiludviklingen fra ertebøllekulturens ofte grove og tykvæggede kar til de mere spinkle og - for især gravkeramikkens vedkommende - smukt ornamenterede kar, der i løbet af nogle århundreder blev en slags varemærker for de tidlig- og mellemneolitiske kulturer. Væsentligste årsager til denne udvikling på det keramiske område var dels det øgede behov for opbevaring af såsæd, brødkorn, mælk m.m., dels en højere grad af bofasthed, der gjorde anvendelsen af lerkar i forhold til træbeholdere mere hensigtsmæssig. Formrigdommen varierende lige fra små kar til store forrådskar, der kunne rumme op mod 50 liter er ligeledes et nyt element. De effektive tværpile var stadig i brug, og det samme gjorde sig gældende for flere andre velkendte og velprøvede jagt- og fiskeredskaber fra ertebølletiden - fiskekroge, harpuner, ruser m.m.