Jættestuetid

Jættestuetid/Mellemneolitisk tragtbægerkultur (3.400-2.800 f.Kr.). Denne periode af yngre stenalder dækker en fundrig og meget spændende tid i oldtiden. Kronologisk kan mellemneolitikum inddeles i en række ret klar definerede faser og det er også i denne tid at Saruppladserne - også kaldet centralpladserne - kommer til at spille en væsentlig rolle i døde- og gravkulten.

Jættestuetid (3.400-2.800 f.Kr.)
Megalitgravene - dysserne og jættestuerne - hører hjemme her. Nok har man traditionelt set kaldt tidligneolitikum for dyssetid og mellemnolitikum for jættestuetid, men de to megalittyper hører uløseligt sammen. Det i dag kendte antal megalitter fordeler sig på godt 6.000 dysser og knap 700 jættestuer; desværre er langt de fleste af disse kun synlige som en plet på de arkæologiske kort, mens mindretallet kan påtræffes rundt omkring i landskabet. Kvalificerede beregninger baseret på kendskabet til topografi, arkæologiske fund samt de faktorer, der har ført til sløjfningen af tusindvis af megalitter gør det realistisk at anslå, at der oprindelig har været opført 20-25.000 storstensgrave i Danmark i perioden 3.500-3.200. Intet mindre end et imponerende og særdeles interessant samfundshistorisk fænomen.

Ikke ganske overraskende har det vist sig, at megalitterne er opført i umiddelbar nærhed af en boplads. Udbredelsen af gravene giver således tillige et billede af den bebyggelsesmæssige udnyttelse af landskabet i mellemneolitisk tid. Og konklusionen må nødvendigvis være, at der er tale om et samfund i vækst og balance. Måske forårsaget af, at man efter nogle søgende århundreder endelig havde fået justeret agerbrugsøkonomien ind, så den passede til sydskandinaviske klima- og landskabsforhold. Overskuddet - åndeligt såvel som rent arbejdsmæssigt - kommer dels til udtryk i opførelsen af megalitterne, dels i den håndværksmæssige kunnen, der arkæologisk er let påviselig i oldsagsmaterialet. Redskaberne har høj kvalitet, og lerkarrene er i fremstilling og udsmykning noget af det bedste, der kendes fra oldtiden.

De ældste dysser blev opført i slutningen af tidligneolitikum. Kamrene er rektangulære i grundplan og efter alt at dømme forbeholdt én person. Med tiden udviklede dysserne sig hen imod en større variation i udformning og konstruktion af selve kammeret, der anvendelsesmæssigt antagelig blev et begravelses-/benopbevaringssted for flere personer. I dag ses bevarede kamre ofte stående blotlagte, men ved opførelsen har de været mere eller mindre indbyggede i lang- og rundhøje. Ofte ses hvidbrændt flint anvendt som belægning i kammergulvene, hvilket i vor tid har været med til at identificere mangen en sløjfet dysse. Uanset en dysse ved opførelsen var bestemt for én person, så anvendes de almindeligvis - og efter forudgående opryd-ning/udrømning - gentagne gange til begravelser i resten af stenalderen (og senere for den sags skyld).

Jættestuerne opføres fra periode MN I b - Klintebakkefasen (ca. 3.300 f.Kr.). De er overbyggede, har større kamre med flere dæksten og er forsynet med en kortere eller længere gang ind til kammeret. Dobbeltjættestuer bestående af to kamre med hver sin tilhørende gang forekommer i en del tilfælde, ligesom der i forbindelse med en jættestues kammer kan være tilføjet ét eller sågar to bikamre.

I forbindelse med jættestuerne ses omkring indgangen ofte særdeles fundrige lag af søndrede lerkar. Meget tyder på, at man gentagne gange afholdt ceremonier ved gravene, hvilket bl.a. omfattede, at lerkar med madofre blev placeret ved indgangen. Disse søndrede kar udgraves senere som det, der arkæologisk betegnes som offerskårlag.

En almindelig tolkning af megalitterne foreslår, at de blev anvendt dels til markering af mindre gruppers territorium, dels som permanent opbevaringssted for enten hele lig eller skeletterede lig, der en periode har været deponeret på Saruppladserne, hvor de indgik i kultiske ceremonier. Ophøret i opførelsen af jættestuerne synes at falde sammen med et tilsvarende ophør i anvendelsen af Saruppladserne som centrale religiøse samlingssteder for et større områdes befolkning - omkring 3.200 f.Kr. Måske skal det ses i sammenhæng med et agerbrugssamfund, hvor ejendomsretten lå fast, og hvor effektiviteten i forbindelse med husdyrhold og dyrkningsmetoder - brugen af arden kommer ind på dette tidspunkt - overflødiggør jævnlige samlinger af et større områdes folk samt af opførelsen af de territoriummarkerende megalittegrave.

I den senere del af mellemneolitisk tragtbægerkultur opstår i det nord- og vestjyske område en ny gravskik, hvor de døde gravlægges i såkaldte stendyngegrave.Denne gravskik eksisterede hen mod slutningen - ca. 2.800 f.Kr. - side om side med andre begravelsesritualer tilhørende enkeltgravskultur og grubekeramisk kultur. Stendyngegravene optræder parvis som mandslange stenfyldte, badekarsformede nedgravninger, hvori der ikke er fundet skeletrester, men dog gravgaver. Under stenlagene kan der iagttages stolpehuller og grøfter, der oprindelig har været en del af en trækonstruktion. I forbindelse med nogle af gravene kan iagttages rester af dødehuse, hvis oprindelige konstruktion og udseende imidlertid ikke lader sig fastslå nærmere; dødehuse kendes i andre mellemneolitiske sammenhænge, bedst belyst på lokaliteten Tustrup på Djursland. Da der er fundet dyreknogler i forbindelse med de parvise grave og da de bedste og fleste gravgaver forekommer i dødehusene, har det været foreslået, at dødehuset var menneskegraven mens de to parvise nedgravninger fungerede som "grave" til de medgivne offerdyr; sandsynligvis okser jf. et fund fra Nr. Onsild ved Hobro, hvor knogler tilhørende sådanne er blevet lokaliseret netop her.
Stendyngegravene kan bedst betegnes som en kompliceret gravskik, hvis materielle og spirituelle elementer er uhyre vanskelige at rekonstruere på baggrund af de arkæologiske fund. Og det til trods for, at der er nok af dem, for stendyngegrave kendes i et antal af flere hundrede fordelt på knap 30 lokaliteter. Endnu et besynderligt træk er, at gravene har en tendens til at samle sig i forlængelse af hinanden; i et par tilfælde - Torsted ved Holstebro og Vroue ved Skive - i henholdsvis 1,2 km og 1,7 km lange rækker, der antagelig har fulgt samtidige vejforløb.

Som det fremgår er det altså dødekulten, der qua de markante og arkæologisk set meget velbelyste grave og ceremonielle anlæg tegner billedet af den mellemneolitiske tragtbægerkultur. Men bopladserne - ofte af betydelig størrelse som det er dokumenteret på de langelandske lokaliteter Troldebjerg, Klintebakken og Spodsbjerg - kendes i betydeligt antal. Det var et veletableret bondesamfund, der tillige supplerede kosten med jagt og fiskeri. Teknisk set holdes det høje niveau for fremstillingen af redskaber af forskellige materialer, og keramikken når en kvalitet, der anskuet bredt og periodevist sådan set ikke overgåes senere i oldtiden. Selve boligerne er påvist som toskibede langhuse (Limensgård på Bornholm) samt som mindre mere hyttelignende konstruktioner (Troldebjerg på Langeland).