Seminar

Heldagsseminar: ”Kulturarv som værdi – arkæologi som værdiskaber”, tirsdag den 22/9 2009.

 

Seminaret markerer afslutningen på et forprojekt med navnet ”Kulturarv som værdi – arkæologi som værdiskaber”, og er resultatet af et samarbejde mellem Kulturarvsstyrelsen og Odense Bys Museer. Baggrunden for igangsættelsen af projekt ”Kulturarv som værdi – arkæologi som værdiskaber” med de kommunikative tiltag, dette medfører, er at museerne i dag stilles over for krav om aktivt at agere som medspiller i kulturlivet og samfundets udvikling. Museerne er kommet på den politiske dagsorden og opfattes ikke længere som en selvfølgelig del af samfundet, men derimod som institutioner, der skal være berettigede. Herudover gør en særlig problemstilling sig gældende for arkæologien: de mange bygherrebetalte udgravninger kræver, at vi agerer på bygherres behov for, at få noget mere håndgribeligt end ”æren” ud af de penge, der investeres i en arkæologisk udgravning. Vores mål med projektet er således at give arkæologien og kulturarven en væsentlig og positiv plads i folks bevidsthed.

Positioneringen og udnyttelsen af kulturarven som en samfundsmæssig ressource kræver nye tiltag fra museerne. Vi skal indgå i anderledes relationer, tænke strategisk omkring kommunikation, aktivt påvirke den samfundsmæssige dagsorden, samt proaktivt formidle, brande og markedsføre kulturarven. Dette er de gennemgående temaer for seminar ”Kulturarv som værdi - arkæologi som værdiskaber”.

 

Indlæggene fra de indbudte foredragsholdere lægger således op til refleksion over museernes rolle i nutidens samfund. Hvorledes kan museerne tænke intern og ekstern kommunikation sammen til et hele, der afspejler visioner, missioner og værdier? Hvordan kan museer brande sig selv og kulturarven? Og kan kulturarvsværdier og kulturel ansvarlig adfærd bruges til branding af erhvervsvirksomheder, der yder en særlig indsats for bevarelsen af kulturarven? Hvorledes kan nye områder udforskes og nye relationer opdyrkes? Hvorledes kan museerne aktivt påvirke samfundet, som de er en del af ? Hvordan bliver formidling nyskabende, samfundsrelevant, inddragende og vedkommende. Og sidst, men ikke mindst, hvad er visionen for museernes formidling og aktive brug af kulturarven som en samfundsmæssig ressource?

For program og tilmelding se her.