Ejnar Stig Askgaard

 

Indledning[i]

Igennem tiderne har en del af H.C. Andersen-forskningen været helliget slægtsforskningen – med stor ret – ikke alene fordi H.C. Andersens liv repræsenterer den mest succesrige karriere, en dansker nogensinde har gjort, men også fordi H.C. Andersen i sine værker meget ofte taler om slægtsforhold og standsforskel.
Vi kender temaet, som udspiller sig omtrent således: En person, der er uvidende om sit ophav, arbejder sig op til den rangklasse, han eller hun oprindeligt udsprang fra. Altså en historie om en person, der fødes uden for sin naturlige rang- eller standsplacering, men som gennem sine karakteregenskaber og naturanlæg ad omveje indsættes på sin oprindelige plads. Dette motiv – den skæbnebetonede og modsætningsfyldte dobbelthed i alnaturen – var ganske populært i romantikken og benyttet af mange forfattere. Det bedst kendte eksempel er vel nok Adam Oehlenschlägers Aladdin, hvor hovedpersonen viser sig at være emirens søn og indsættes på sin rette plads i stykkets afsluttende akt.
H.C. Andersen var begejstret for dette Aladdin-værk, han lignede sig selv med denne hovedperson og benyttede aladdinaden utallige gange i sine værker. På denne måde har han selv bidraget til teorierne om et andet ophav end det faktiske. Men man skal vare sig for sådanne teorier. Så tæt afspejles livet ikke i værket, derimod var handlingsgangen og det kunstneriske budskab i det nævnte eksempel kerneromantisk: Selv digteren forstod sig dengang som en i samfundet fremmed, altså som en, der i det timelige liv var malplaceret. Digteren havde nemlig i modsætning til sine medmennesker en god portion aktier i den eviggyldige guddommelige sfære. Digteren var halv-guddommelig, han var det guddommeliges ambassadør – og rangerede i denne forstand på linie med samfundets ypperste. Geniet tilhørte således en adel – ”åndens adel”, som det kaldtes.

Når slægtsforskningen i H.C. Andersens slægt stadig er aktuel, skyldes det nok de motiviske anslag i digterens værker, men nok også det, at H.C. Andersen var den sidste gren på et slægtstræ, hvis rødder fortaber sig i historiens mørke. Rektor Jens Jørgensen har i sit arbejde[ii] med digteren søgt at pode denne gren på en ædel kongeeg, hvis øvrige grene og brede stamme viser os langt tilbage i historien. Jeg bryder mig bestemt ikke om dennes arbejdshypotese. Jeg mener – og vil påvise – at H.C. Andersens familietræ har sine rødder dybt rodfæstet i den fynske almues jord. Slægten repræsenterer ikke en ædel historie, den bestod fortrinsvis af fattige, arbejdsomme mennesker, og i sine sidste led kulminerede slægtens ringe kår og fattigdom i vanvid, tidlig død, alkoholisme og elendighed.
H.C. Andersen sympatiserede med den rationalistiske teologi, som var formuleret i hans lærebog i religion, skrevet af Peter Krog Meyer. I denne er den guddommelige retfærdighed repræsenteret ved balancen mellem værd og skæbne. At netop H.C. Andersen, der var familietræets allersidste skud, med sit liv skulle genoprette balancen mellem familiens værd og skæbne – altså rejse dens ry fra elendighed til ære – var ganske symbolsk ikke blot for ham, men også for hans samtidige og deres efterkommere – nemlig os. Det kan være svært at acceptere en sådan særlig og fantastisk tilskikkelse. Der er mange, der ligesom Jens Jørgensen vil begrunde H.C. Andersens succes med teorier om særligt ophav, særlige begunstninger og skjulte dagsordener; desværre skævvrider disse komplicerede teorier en historie, der i sit væsen netop er ganske enkel og ligetil.

 

H.C. Andersen om sig selv og sine

Da H.C. Andersen i 1832 skrev sin første selvbiografi – den, der i dag går under betegnelsen Levnedsbogen – var kun to familiemedlemmer tilbage blandt de levende. Disse to var hans moder, der levede på Doctors Boder, alvorlig syg og dybt alkoholiseret – og hans halvsøster Karen Marie, som han ingen kontakt havde med – og heller ikke ønskede at have. Det minde, han havde om sin familie, stammede således fra de år, han var bosat i Odense, altså en epoke, der – dengang han nedskrev sine første erindringer – for ham var afsluttet 13 år tidligere, da han som 14-årig forlod sin fødeby og drog mod København.

Fra sin barndomstid i Odense havde den unge Hans Christian i sin nære familie tre bedsteforældre:

Farfaderen:
Anders Hansen, der var tosset og afsluttede sit liv på Gråbrødre Hospital i 1827.

Farmoderen:
Anne Cathrine Nommensdatter, der døde i 1822.

Mormoderen:
Anne Sørensdatter, der levede og døde som enke i Bogense i 1825. Hende traf H.C. Andersen så vidt vides ikke særlig mange gange.

Og sine forældre:

Faderen:
Hans Andersen, der døde i sygesengen kun 33 år gammel i 1816.

Moderen:
Anne Marie Andersdatter, der døde dybt alkoholiseret på Doctors Boder i 1833.

 

Præcis to måneder før H.C. Andersen blev født, blev forældrene viet i Skt. Knuds Kirke. Udsnit af Iversens Fyenske Avertissements Tidende nr. 18, torsdag den 7. februar 1805.

Som man forstår, var det altså kun fra en beskeden gruppe mennesker og i en beskeden periode, H.C. Andersen kunne hente informationer om sit ophav. Når disse informationer er tilflydt H.C. Andersen i den tidlige barndomsperiode, er det let at indse, at erindringerne måtte fremstå som mangelfulde og dunkle for selvbiografisten, når han så mange år senere nedskrev sine erindringer. Hertil kommer naturligvis, at erindringerne med stor sandsynlighed var skrevet under hensyntagen til modtagergruppen, der for den tidligste biografi udgjordes af den collinske familie, denne embedsmandsfamilie, der tilhørte samfundets absolutte elite. Levnedsbogen var oven i købet adresseret til familiens datter Louise Collin, som H.C. Andersen på dette tidspunkt var temmelig forelsket i. Forfatteren har således redigeret i sine erindringer, søgt at fremstille den nære familie på det bedste og beskytte den ved at fortie de mindre flatterende data.
Det har derfor ikke været en nem sag at redegøre for H.C. Andersens slægt ud fra H.C. Andersens egne informationer. De har bestemt ikke været den bedste hjælp. Eksempelvis var det først efter digterens død i 1875, at det med udgivelsen af Breve til og fra H.C. Andersen blev åbenbart, at han havde haft en halvsøster. Denne hemmelighed havde han bevaret godt, og det var også først, da søsteren i februar 1842 opsøgte ham, at han i angst betroede den gamle Jonas Collin sin hemmelighed. Denne tog også hemmeligheden med sig i graven.

Kun 14 dage gammel kom H.C. Andersen i trykken for første gang: Udsnit af Iversens Fyenske Avertissements Tidende nr. 54, tirsdag den 16. april 1805, hvor dåbspublikationen blev anført under rubrikken "I Odense ere døbte".

I H.C. Andersens selvbiografier – han skrev tre forskellige – omtaler han ikke sin mor i så høj grad, som han omtaler sin far, ligesom hans mødrene slægt praktisk talt ikke er nævnt. Måske kendte han ikke meget til den. I dagbøgerne og i almanakkerne er moderens fødselsdag end ikke anmærket. Måske skammede han sig over denne del af familien.
Derimod var han ikke fåmælt, når talen gjaldt hans fædrene slægt. Til denne del af slægtstræet knyttede sig Nommensen-familien, og da der i Danmark indtil 1811 levede en velanskreven adelig familie, der bar samme navn, dog uden at der var en forbindelse mellem denne og H.C. Andersen, så var dette dog noget. I Mit Livs Eventyr skriver H.C. Andersen i omtalen af farmoderen, at hun var ”en født Nommesen[iii], en vending, der antyder en vis højagtelse, hvilket romanen De to Baronesser også vidner om, for heri bærer den borgerlige student fra Holsten samme navn.  

 

H.C. Andersens forældre

H.C. Andersen huskede sin faders fødsels- og dødsdag. Faktisk er det tidligste manuskript, der er bevaret fra H.C. Andersens hånd, en lille nænsomt foldet lap papir, hvor der på ydersiden står ”Lyv [læs: Liv] og Død af H.C. Andersens Levnet”. Når man udfolder papiret, kan man læse følgende indhold:

”H: Andersen Fri Skomager er fød den 14 December 1782 oger døde* den 26 April 1816 og blev- beGravet den 30 April i en Alder af 33 or 3 Moneder 3 ugger og 5 Dage [nederst på siden:] *om Fredagen Klogen 8 om aftenen” [iv]

Skønt H.C. Andersens udregning af faderens alder er fejlagtig, er datoerne korrekte. Hans Andersen, som var enebarn, blev født 1782 i Aalsbo, Rørup Sogn. Som 6-årig flyttede han og familien til Odense, hvor faderen, Anders Hansen, købte et lille 4-fags hus i Pogestræde nr. 14. I dette hus, der desværre ikke eksisterer i dag, men som lå under det nuværende Magasins butiksudhæng, var forældrene 7 år i forvejen blevet forlovet. H.C. Andersens far kom i skomagerlære som tolvårig, hos mesteren Chr. Holst, og blev udskrevet som svend fire år efter i 1798. Herefter arbejdede han hos mester Jørgen Pommer i Skt. Jørgensgade og senere formodentlig også hos mester Poul Breineberg ved dennes værksted, der lå uden for Skt. Jørgens Port. Formodningen skyldes, at skomagermester Poul Breineberg underskrev sig som forlover til Hans Andersen og Anne Marie Andersdatters – altså H.C. Andersens forældres – forlovelse den 5. januar 1805, og at madam Breineberg ved H.C. Andersens dåbspublikation godt tre måneder efter i Skt. Hans Kirke bar barnet.

"Digterreden i Eilschousboligerne i Odense", gouage af J.H.T. Hanck, 20. november 1836.

Der har åbenbart hersket et godt forhold mellem mester og svend. Men dette fik snart en ende. Allerede i november 1805 ansøgte Hans Andersen om at blive friskomager i Odense og altså træde ud af sit trange økonomiske forhold til mester. 7 mark om ugen, skriver han i sin kongelige ansøgning, er ikke nok til at ernære familien. ”Herfor kan min Hustru og 2de Børn neppe fødes, mindre kan vi alle Huuses, klædes, eller Beholde noget til Ildebrændsel heraf”[v].
Derimod turde udsigterne som friskomager tegne sig lysere for den unge familie. Trods lavets strenge anbefaling om ikke at bebyrde lavet og byens borgere med endnu en frimester, approberedes applikantens ansøgning med virkning fra 25. marts 1806. Det er i denne periode, at vi første gang finder den lille skomagerfamilie registreret med egen bopæl i Odense. Januar 1806 som bosiddende i Holsedore, maj 1806 i Klaregade og maj 1807 i Munkemøllestræde – det nuværende lilleput-museum H.C. Andersens Barndomshjem.

Økonomisk set har det ikke været let for den lille skoflikkerfamilie at klare sig. Blandt de 55 personer, der i 1813 fik ekstrahjælp fra fattigkommisionen, figurerer familien. Året før – i 1812 – var faderen indtrådt i militæret. Militærtjenesten var ikke påtvunget ham; han boede jo med sin familie i Odense inden for Munkemølle Port, og for dem, der boede inden for købstaden, gjaldt den almindelige værnepligt ikke – derimod var der penge i at overtage en militærtjeneste for en anden, der ikke kunne nyde godt af købstadens privilegier.
Der er nok tale om sådan en forretningsgang: Militærtjenesten overtog faderen nemlig fra en velhavende bondesøn, musketer Gregers Hansen, der for en vis lokkende sum af penge har købt sig fri. I juli-august 1813 modtog Kongens 5. regiment, 3. batl., hvor Hans Andersen var indrulleret som musketer nr. 136, marchordre og drog mod Holsten. I 1814 vendte Hans Andersen hjem fra tjeneste uden dog at have deltaget i nogen af krigens handlinger. Alligevel havde feltlivet ødelagt hans helbred. Afregningsbogen er sluttet den 8. marts 1815 med den beskedne udbetaling af 4 rdl. og 46 skilling. Året efter døde den kun 33-årige Hans Andersen ”Aalsbo”.

H.C. Andersens moder, Anne Marie Andersdatter, måtte nu sørge for familien. Hun arbejdede som vaskekone og på Odense Slot. Hun blev gift igen i 1818 med endnu en friskomager ved navn Niels Jørgensen Gundersen. Nøden drev ægteparret til at flytte ind til Anne Maries svigerforældre af første ægteskab – altså hos H.C. Andersens farfar og farmor i Pogestræde. Her døde den 34-årige stedfader til H.C. Andersen og efterlod sin enke i dybeste armod. Det hårde vaskekonearbejde gjorde Andersens mor forfalden til snaps. Man fornemmer, hvor galt det stod til i de få breve, der er bevaret mellem H.C. Andersen og hende. ”Nu maa min kære Moder ikke altfor ofte tage Proppen af Flasken”, skrev han[vi], ligesom de penge, han understøttede hende med, blev forvaltet bl.a. af oberst Høegh-Guldberg, så at de ikke gik til drikke men til mad. Moderen blev i 1825 anbragt på Doctors Boder, hvor hun boede indtil sin død i 1833. Som dødsårsag blev delirium tremens angivet.

Gråbrødre Hospital. H.C. Andersens sindssvage farfar blev tvangsindlagt her. På andensalen - Doctors Boder - døde digterens oldemor Karen Sørensdatter i dybeste armod, og her levede H.C. Andersens mor sine sidste år dybt alkoholiseret.

Første gang man støder på Anne Marie Andersdatter, er ved folketællingen 1787. Her optræder hun i tjeneste hos brændevinsbrænder og kromand Rasmus Ibsen i Gråbrødrestræde. Alderen er opgivet til 12 år. Senere ved folketællingen i 1801 er hun at finde i Nørregade i tjeneste hos købmand Birkerod, alderen er her angivet til 28 år. Hendes fødeår må ligge i nærheden af 1773-1775. Hvem hendes fader er, hvornår og hvor hun er født, er det endnu ikke lykkedes at finde ud af. H.C. Andersen selv nævner, at hendes fødeby er Bogense, men dette er måske en slutning, han har draget, fordi mormoderen levede i Bogense i al den tid, han kendte hende. Bogense kirkebog nævner intet om en Anne Marie i denne periode, ligesom det endnu ikke er lykkedes at finde optegnelser om hende i andre.

 

Karen Maries dåb blev også anført i avisen. Fra forsiden af Iversens fyenske Avertissements Tidende nr. 119, onsdag den 2. oktober 1799.

Halvsøsteren   

De to børn, som Hans Andersen nævner i den ovennævnte ansøgning om at træde ud af skomagerlavet, kan næppe være andre end Karen Marie – H.C. Andersens halvsøster – og H.C. Andersen selv. Karen Marie var på dette tidspunkt netop fyldt 6 år. Hun var H.C. Andersens mors uægtefødte barn. Hendes far var pottemagersvenden Daniel Jørgensen Rosenvinge, der åbenbart har været en kvindernes ven. Han havde flere uægteskabelige børn, som han ikke syntes at bekymre sig om. I et allerunderdanigst Pro Memoria til borgmester Lindved af 9.2.1807, beklager Anne Marie Andersdatter sig således over, at Daniel Rosenvinge havde unddraget sig 6 rdl. i opdragelseshjælp. De 6 rdl. fik hun næppe, for på dette tidspunkt var Daniel Rosenvinge som grenader udkommanderet til Kiel.
Halvsøsteren blev konfirmeret i 1814, og herefter fortaber sporene sig, indtil hun dukker op i et brev fra moderen til H.C. Andersen i 1822 med beskeden om, at hun er rejst til København. Senere – i 1842 – opsøgte hun af nød sin berømte halvbror. Til at begynde med var han grebet af rædsel. Han frygtede velsagtens, at hun kunne kompromittere hans vundne position og ry, men efter at have sundet sig støttede han både hende og hendes mand – Kaufmann var hans navn. ”Hun saa ret velklædt og ung ud”, bemærker H.C. Andersen i sin almanak[vii] om halvsøsteren, der døde som vaskekone kun 45 år gammel af tuberkulose.

 

Fattigdommens udtrykte billede: Johan Figath Josephsen, H.C. Andersens halvfætter, barnebarn af Søren Nommensen og Karen Marie Nielsdatter 'Nomens'. Josephsen blev arresteret for tyveri af træ fra skovene omkring Odense og for betleri. Politifotografi o. 1867. Fra Finn Grandt-Nielsen og John L. Laurberg: Forbryderbilleder 1867-1870.

Fødehjemmet

Hvad angår H.C. Andersens forældres bopæl i 1805, er der ikke andet at sige, end at familien ikke havde eget tag over hovedet på dette tidspunkt. Moderen har stået i tjeneste i Skt. Knuds Sogn, hvilket dokumenteres af, at forældrene den 2.2 1805 blev gift i Skt. Knuds Kirke – altså i brudens sogn. Faderen var i huset hos skomagermester Breineberg uden for Skt. Jørgens Port, der hørte under Vor Frue Sogn. H.C. Andersen blev imidlertid født i Skt. Hans Sogn. Personalhistorikeren H.G. Olrik gjorde i 1920’erne opmærksom på, at man ikke med nogen som helst sandsynlighed kunne godtgøre, at H.C. Andersen var født i det udpegede fødehjem på hjørnet af Hans Jensens Stræde og Bangs Boder – det nuværende H.C. Andersens Hus, da hans forældre ikke var registreret som beboere i ejendommen og heller aldrig havde boet i dette hus[viii]. Mormoderen havde godt nok boet der sammen med sin mand af andet ægteskab og havde sandsynligvis også H.C. Andersens halvsøster i pleje der, men var allerede året før, H.C. Andersen blev født, flyttet til Bogense. Det er nok i forbindelse med denne flytning, at halvsøsteren Karen Marie kom tilbage til moderen, eftersom Hans Andersen i sin kongelige ansøgning om at blive friskomager nævnede, at han havde to børn at forsørge.

Men studerer man de hussøgningslister, der eksisterer i regnskaberne for de kongelige skatter, og som ajourførtes to gange årligt, kan man se, hvem der overtog den beskedne bolig i Hans Jensens Stræde, efter at Anne Sørensdatter var flyttet. Hun hed Anna Nomens og var enke efter Søren Nommensen. Han var bror til Anne Cathrine Nommensdatter, H.C. Andersens farmor. Anna Nomens boede i huset sammen med sit etårige uægtefødte barn, Frederich. Hun var – som tante til H.C. Andersens far – den eneste fra H.C. Andersens nære familie i Skt. Hans Sogn. Da H.C. Andersen er født i Skt. Hans Sogn, og da forældrene på dette tidspunkt ikke havde eget tag over hovedet, men boede i andre sogne, kan man formode, at fødslen har fundet sted i en slægtnings hjem i Skt. Hans Sogn. Sandsynligheden taler altså alligevel for, at H.C. Andersens Hus er det faktiske fødested.

 

Bedsteforældrene på mødrene side

H.C. Andersen forbinder selv sin mødrene slægt med Bogense, nok fordi han ikke vidste, at hans mormor først var flyttet til købstaden, året før han fødtes. Men informationen bar alligevel frugt, for i Bogense Fattigkommissions Arkiv fandt H.G. Olrik – i en anmodning om fattighjælp fra 1806 – mormoderens egen redegørelse for sit levnet i forbindelse med skiftet over hendes afdøde mand Jørgen Vægter. Her fortæller mormoderen – Anne Sørensdatter – at hun har været gift to gange, og at hun i sit første ægteskab med en skrædder ved navn Jens Perssen i Odense havde:

”avlet 4re Børn, hvor af di Tvende i deres spæde alder ere Døde, Mens Dend Ene Anne Marie Leved og er gift Med Een skoemagersvend og Boer i Odense ved Navn Hans Andersen, den Anden heder Chrestiane og opholder sig i Kiøbenhaven, om hun er gift er hende ubeviist…” [ix]

Informationerne er i det store hele korrekte. Anne Sørensdatter blev gift første gang i 1783 i Odense Vor Frue med skrædderen Jens Pedersen, der døde 7 år senere i 1790. I folketællingen for 1787 finder vi ægteparret bosiddende i Adelgade nr. 40. Anne Sørensdatters alder er her opgivet til 32 år, hun er gift 1. gang. Hos sig har hun sin datter, der – som der står – er avlet uden for ægteskab, nemlig Christiane på 9 år. At hun – som ovenfor nævnt – havde født alle sine børn inden for ægteskabet med Jens Pedersen, er derfor en sandhed med modifikationer. Det eneste legitime barn, Anne Sørensdatter fik, var det fjerde barn med det flotte navn Samuel Gothlieb Ernst Conradt Pedersen. Han blev døbt den 3. maj 1785 og døde ganske få dage efter. De øvrige børn blev født tidligere og derfor uden for ægteskab, og da hun således havde fået tre børn uden for ægteskab, kunne hun ikke unddrage sig straffen, der bestod i fængsel i 8 dage på vand og brød. I foråret 1783 blev hun hensat i Odense Rådhus’ fangekælder.

Skrædder Jens Pedersen – hendes første ægtefælle – var også en tugthuskandidat. Han var en yderst fattig enkemand og far til fire fra Svendborg. Gennem en klagesag, der ikke endte i hans favør, blev han idømt en straf på godt 62 rdl, som han naturligvis ikke var i stand til at betale. Derfor endte han som fange nr. 753 i Odense Tugthus, hvor han sad fra november 1782 til ud på foråret 1783. Herefter har de to tugthuskandidater mødt hinanden og er blevet gift.

I regnskaberne for de Uvisse Indkomster for året 1783 er det for Anne Sørensdatters vedkommende noteret, at hun havde begået sit seneste lejermål[x] i 1781. Dette lejermål gjaldt datteren Marie Kirstine, som blev døbt i august 1781 i Vor Frue, og som døde kort tid efter. Faderen var en hattemagersvend og rytter ved navn Reiter Steensen. De to andre børn, og dem, der altså skulle overleve barndommen, var Christiane og Anne Marie. Christiane finder vi døbt i Ubberud kirkebog 4. advent 1778 med sadelmagersvenden Johann Gottfried Meyer Fascher som udlagt barnefader. Det er hende, der i moderens fattighjælpsansøgning fra 1806 omtales som flyttet til København, og hende, som H.C. Andersen korrekt kalder for sin moders halvsøster i Levnedsbogen. H.C. Andersen opsøgte nemlig denne moster efter sin ankomst til København i 1819, hvor han jo savnede et sted at bo. Hun var en fin dame, en skibskaptajnsenke, og havde et pynteligt hjem – men al denne herlighed viste sig at være produktet af verdens ældste erhverv. For Christiane Jansen var ikke kaptajnsfrue, men bordelmutter. De to pigebørn, hun efterlod sig ved sin død i februar 1830, var ikke, som Olrik hævdede, hendes egne, men som Otto Vilh. Sommer har fundet ud af, produkter af hendes ansattes ”uheld” på arbejdspladsen.
Fødeår og sted for Andersens mor, Anne Marie Andersdatter, lader sig endnu ikke afsløre, men at hun må være den ældste i søskendeflokken, tyder samtlige aldersangivelser på.

H.C. Andersens mormor, Anne Sørensdatter, blev gift for anden gang i 1794 i Skt. Hans Kirke med handskemagersvend Jørgen Sigvard Rasmussen. I folketællingen for 1801 finder vi hende i Hans Jensens Stræde 540, som lå der, hvor Thomas B. Thrigesgade i dag gennembryder strædet. Her boede hun med sin langt yngre mand – han var omtrent 20 år yngre end hende – og med sin datterdatter Karen Marie, Andersens halvsøster. I 1802 blev Jørgen Rasmussen antaget som natvægter i Odense, men allerede ved juletid samme år blev han afskediget. Sagen var, at han nær teatret var blevet overfaldet af fire kåde, maskeklædte gæster fra teatrets maskebal. Han blev sønderslået og blev frarøvet sin morgenstjerne, som overfaldsmændene senere brugte til at slå en stor oval gadelygte i stykker med. Affæren var kontroversiel, fordi borgerskabets maskeradesønner jo stod mistænkt for overgrebet. Sagen endte med et klokkeklart justitsmord på Jørgen Vægter. Han blev anklaget for at have fingeret det hele selv i frygt for at have mistet sin morgenstjerne. Juleaften 1802 kunne man i avisen læse, at han var blevet afskediget på grund af denne udåd.
Det var nok af brødnød og af ærekærhed, at Jørgen Vægter forlod Odense. I Bogense blev han vægter, men døde allerede i 1806 som 43-årig.

Det har hidtil ikke været muligt at spore slægtstræet på Andersens mødrene side ret langt, men nu er det lykkedes! I museets tidligste periode har der været gæster, der kunne berette om slægtskab til den mødrene familiegren. Langt de fleste af disse indberetninger peger i retning af Ubberud-egnen lidt vest for Odense. Hvilket også stemmer pænt overens med dåbsregistreringen af H.C. Andersens moster Christiane fra 1778 i Ubberud kirkebog. Da nogle af fadderne ved dåben gerne plejer at stå i slægtskab med barnet, er det nærliggende at undersøge disse nærmere. To af Christianes faddere er i denne forbindelse af interesse, nemlig Hans Mikkelsen og Marie Sørensdatter. Det viser sig nemlig, at Hans Mikkelsen var svoger, og Marie var søster til H.C. Andersens mormor, Anne Sørensdatter.

Hans Mikkelsen var gift med hendes storesøster, Karen Sørensdatter. Anne Sørensdatter og hendes søstre havde samme fader, nemlig Søren Sørensen. Han blev gift i Korup Kirke i august 1742 med Kirstine Jørgensdatter, og det er også her i denne kirkebog, vi finder datteren, Anne Sørensdatters, dåbsregistrering, nemlig året efter – den 23. maj 1743. Søren Sørensen var fæstebonde fra Koelbjerg men overtog broderens lille gård på godt en tønde land i Lille Ubberud under Ryttergodset i 1755. Her døde han i 1772.

H.C. Andersens fødehjem, H.C. Andersens Hus, litografi af Nordahl Grove 1868.

 

Bedsteforældrene – den fædrene side

På den fædrene side havde H.C. Andersen sine nære bedsteforældre. De boede i Pogestræde blot et stenkast fra barndomshjemmet. Særligt farmoderen – Anne Cathrine Nommensdatter – knyttede H.C. Andersen sig stærkt til. Hun var barn af den yderst fattige stadstambour Nomen Nommensen og hustru Karen Sørensdatter. Hun blev født i Odense i december 1745, gift i december 1781 med Anders Hansen og døde som 76-årige i 1822. Anne Cathrine Nommensdatter var på mange måder en skytsengel for H.C. Andersen. Hvad hun ikke formåede at gøre for sit eget barn, søgte hun at gøre for H.C. Andersen. Levnedsbogen begynder karakteristisk nok med beskrivelsen af Andersens fars evner. Han var et ”ypperligt Hovede”, skriver Andersen, så ypperligt et hovede, at byens formuende borgere tilbød familien hjælp til at holde ham til studeringerne. Men faderen satte sig imod. Han ”vilde”, skriver Andersen med understregning af ordet, han ”vilde at han skulle lære Skomagerhåndværket”[xi]. Et par sider fremme i bogen hedder det, at Andersens far behandlede sin moder meget venligt, men han kunne ”dog aldrig ret glemme, at hun ikke havde modkjæmpet Faderen og at han [ikke] var kommen til Studeringer”[xii]. Måske har forholdet mellem H.C. Andersens far og dennes forældre været ret køligt. Det er nemlig bemærkelsesværdigt, at H.C. Andersen ikke er født i farforældrenes hjem, altså i Skt. Knuds Sogn, derimod i tantens hjem. Det er også overraskende, at bedsteforældrene ikke hjalp H.C. Andersens fattige forældre, da farfaren faktisk lå inde med en temmelig stor sum penge.

Det var ikke normalt, men farfaren var også syg i sindet. I Andersens erindringer, dagbøger og litterære værker farer han – Anders Hansen – som en mare. Også fra andre odenseanere, som skrev deres erindringer, hører vi om denne farfar. Han var skomagersvend, rendte fra sin mesters plads med bøde til følge. Han snittede løjerlige figurer ud i træ, rendte rundt i byen med papirshatte på hovedet og endte som alvorligt sindssyg. Efter farmoderens død var situationen så alvorlig, at H.C. Andersens moder i et brev opfordrede sin søn til at skrive en ansøgning til borgmesteren om at få farfaren indlagt på Gråbrødre Hospital. Ansøgningen fra 1823 accepteredes af alle undtagen hovedpersonen. Den stakkels Anders ”Traes”, som han kaldtes, uvist af hvilken grund, forsøgte at flygte, men blev omsider anbragt på Gråbrødre Hospital, hvor han – fattig og vanvittig – døde 1827 som 72-årig. Da han blev indlagt på Gråbrødre Hospital, blev boet skiftet. Her var H.C. Andersen enearving. Boet var, bortset fra husets værdi, temmelig ubetydeligt, lige indtil skifteretten i en masse små forskellige æsker fandt godt 50 rdl. i gangbare sedler samt 222 rdl. i gamle sedler. Denne tilsyneladende store værdi var imidlertid i 1822 intet værd, da Nationalbanken nægtede at konvertere de gamle sedler til nye. Den gamle Anders Hansen kunne altså ikke drage nytte af sin nidkært opbevarede opsparing, og det kunne hans eneste arving således heller ikke ved boopgørelsen.

 

Oldeforældrene – fædrene side

Den vanvittige Anders ”Traes” Hansen kom fra Rørup. Han var født i Hækkebølle og døbt i 1754. Forældrene hed Hans Gormsen og Maren Andersdatter. Under herskabet i Erholm havde de fået en fæstegård, og denne gård satte de i særdeles god drift. Anders Hansen var den yngste i børneflokken på 3. Allerede året efter han blev født, døde faderen Hans Gormsen som 29-årig. Dette var intet mindre end en katastrofe for den lille familie. For at føre gårdens drift videre giftede den unge enkefrue sig med Gelstedprovstens avlskarl Jørgen Hansen. Skiftet er imponerende læsning: Hvert af børnene fik 20 rdl. i rede penge, hver en seng og egetræskiste og en ko. Det vidner om boets store værdi. Men da børnene var mindreårige, skulle værdierne dog stå i boet indtil videre. Og da den ældre bror stod som overtager af gårdens drift, var det naturligt for Anders Hansen at søge mod håndværkerfaget og købstaden. Det gjorde han, og det var i den forbindelse, han mødte H.C. Andersens kommende farmoder. I Levnedsbogens allerførste sætninger fortæller H.C. Andersen om katastrofen, her har katastrofen imidlertid årsag i kvægsyge, men ellers passer den tilsigtede tematik. For Andersen lader sin bedstefar blive sindssyg af den hårde modgang.

Om Anders Hansens hustru, Anne Cathrine Andersdatter, fortæller Andersen, at hendes bedstemoder var en rig adelig kvinde fra Kassel, men at hun af kærlighed til en ”Comediant” var rendt hjemmefra og dermed lige lukt ind i fattigdommen. Således forholder det sig nu ikke helt. Anne Cathrines bedstemoder var en fattig Assenspige og hed Karen Nielsdatter, hun rendte ikke hjemmefra med en komediantspiller, men blev gift med byens postrider Søren Jensen. Derimod blev deres barn – digterens oldemor – Karen Sørensdatter gift med den slesvigske Nomen Nommensen i Kappel – og ikke i Kassel – november 1742. Nomen Nommensen var handskemagersvend og så lidet succesrig, at han senere i Odense antog den ringere, men sikrere stilling som stadstambour. Men den påståede fattigdom er rigtig. Familien var uhyre fattig. De havde fem børn, og efter Nomen Nommensens død i 1787 finder man hans fattige enke boende hos datter og svigersøn i Pogestræde. Hun endte sit liv i 1799 på Doctors Boder, som fattiglem, så fattig, at hun hverken blev indført i kirkebog eller skifteprotokol[xiii].

Jeg vil afslutte denne triste familiesaga med at påpege, at det dog lykkedes for det arme slægtstræ med H.C. Andersen at sætte en blomst, der har bragt lykke og eftertanke i familiehjem verden over. Og det er glædeligt, at H.C. Andersens Hus sandsynligvis alligevel er digterens fødested, og at Andersens oldeforældre på mødrene side er fundet. Nu er dørene åbnet til en yderligere granskning i H.C. Andersens slægt, og agter man at spore slægtstræets mange grene frem til i dag, er der nok mange, der vil kunne bryste sig af, at de er i familie med den store digter.  

 


[i] Artiklen bygger på den slægtsforskning, der er bedrevet af Gustav Ludvig Wad, Henrik Gerner Olrik, Carl Langholz, Dorrit Andersen, Hans Chr. Larsen, Otto Vilh. Sommer, Finn Grandt-Nielsen, Carsten Nielsen og Ejnar Askgaard. Jeg vil rette en særlig tak til Hans Chr. Larsen, Otto Vilh. Sommer, Finn Grandt-Nielsen og Carsten Nielsen, som med stort engagement og med stor venlighed har indviet mig i deres forskningsresultater og arbejdshypoteser. G.L. Wad sporede H.C. Andersens familieforbindelse på fædrene side til postrider Søren Jensen i Assens, H.G. Olrik sporede den mødrene slægt til og med mormoderen Anne Sørensdatter, Carl Langholz har kortlagt en del af H.C. Andersens anetavle, dog med fejl på mandelinien, Dorrit Andersen fandt Hans Andersens ansøgning om at blive frimester, Hans Chr. Larsen har opsporet mandslinien i H.C. Andersens slægt, Otto Vilh. Sommer har forsket i kvindelinien i H.C. Andersens slægt til oldeforældrene, Finn Grandt-Nielsen har forsket i postrider Søren Jensens efterslægt og sporet H.C. Andersens halvfætter, sammen med fotograf Wermund Bendtsen har han sporet efterslægten til maleren Hans Andersen Brendekilde, Carsten Nielsen har kortlagt Søren Sørensens efterslægt. 

[ii] Jens Jørgensen: H.C. Andersen – en sand myte, Hovedland 1987. 

[iii] H.C. Andersen: Mit Livs Eventyr kap.1. Navnet Nommensen optræder i øvrigt i mange varianter (Nomens, Nommesen, Naamens, Numsen osv.).

[iv] Manuskriptet findes i Den Collinske Samling 17,4 (0) på Det Kgl. Bibliotek. 

[v] Dorrit Andersen: H.C. Andersen – en kongesøn? Ansøgningen findes på Landsarkivet i Odense.  

[vi] Formaning til moderen meddelt af Nicolai Bøgh i Hans Brix: H.C. Andersen og hans Eventyr, Det Schubotheske Forlag, 1907 p. 286.

[vii] H.C. Andersens Almanakker den 30. september 1842.

[viii] H.G. Olrik: Nogle Nye Undersøgelser om H.C. Andersens Slægt og hans Fødested.

[ix] Bogense Fattigkommissions Arkiv. Bidragsfortegnelse, Uddelingslister m.m. 1805-47. Optegnelse den 22. juli 1806.

[x] Lejermål er betegnelse for ulovligt seksuelt samkvem uden for ægteskab, hvilket jo var påviseligt, når det bar frugt.

[xi] H.C. Andersens Levnedsbog, 1. afsnit, kap. 1.

[xii] H.C. Andersens Levnedsbog, 1. afsnit, kap. 3.

[xiii] Derimod findes oplysningen om hendes død i Graabrødre Hospitals Indskrivnings- og Uddelingsprotokol 1798-1845.

 

Litteraturliste

H.C. Andersen: H.C. Andersens Levnedsbog, Det Schønbergske Forlag, 1971.

H.C. Andersen: Mit Livs Eventyr, Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag, 1951.

G.L. Wad: Om H.C. Andersens Slægt, Hempelske Boghandels Forlag, 1905.

H.G. Olrik: Nogle nye Undersøgelser om H.C. Andersens Slægt og hans Fødested, Særtryk af Personalhistorisk Tidsskrift VIII R, 4.B. 1.H., København, 1925.

H.G. Olrik: Om Personer af H.C. Andersens mødrene Slægt, Anderseniana II, 1934.

H.G. Olrik: Tilføjelser og Rettelser til Anderseniana II, 1934: Om Personer af H.C. Andersens mødrene Slægt, Anderseniana IV, 1936.

Carl Langholz: Anetavler for berømte danskere, 1. samling, Dansk Historisk Håndbogsforlag, 1989.

Dorrit Andersen: H.C. Andersen – en kongesøn?, Siden Saxo 4:2, 1987.

Hans Chr. Larsen: H.C. Andersens slægtspuslespil, kronik i Fyens Stiftstidende 12. juni 1999. 

Hans Chr. Larsen: H.C. Andersens farfar og mormor, kronik i Fyens Stiftstidende 13. juni 1999.

Otto Vilh. Sommer: Fodrejsen til Bogense og Omegn, Anderseniana 1993.

Finn Grandt-Nielsen og John L. Laurberg: Forbryderbilleder 1867-1870, Mammens Bogtrykkeri A/S, Odense, 1989.

 
 
Odense Bys Museer · Overgade 48 · DK-5000 Odense C
museum@odense.dk · Tel +45 6551 4601