Arkitektur og ornament. Postmodernisme 1980-2009

Postmodernisme henviser til ”det, som kommer efter modernismen”. Tidsmæssigt er vi i 1980’erne og 1990’erne, og værkerne her udgør således den nyeste del af Fyns Kunstmuseums samling

Postmodernismen adskiller sig fra modernismen gennem sin ironi og bevidste genbrug af tidligere tiders formsprog. Hvor man i modernismen klart tog afstand fra de traditionelle udtryksformer, kan man i et postmoderne værk bruge alt, hvad der passer en. Den fjerner grænsen mellem god og dårlig kunst og lader sig i høj grad inspirere af populærkulturen, massekommunikationen og kitch. For den postmoderne kunstner er alle veje åbne. Kunstformer som maleri, collage, installations- og videokunst tillader, at alle ting sættes sammen på nye måder, og der skabes nye sammenhænge. Sammenstillingen mellem det klassiske og det hypermoderne er tydelig i eksempelvis Ingvar Cronhammars Chaiselongue, der rummer både klassiske græske arkitekturelementer som de spiralformede ornamenter (volutter) og benytter moderne materialer som autolakeret stål.

Når det arkitektoniske formsprog indgår som et væsentligt element i den postmoderne kunst, kan det ses som et forsøg på at sammenbringe alle de mangeartede og fragmenterede indtryk, som mennesket i stigende grad møder i den moderne verden. Jes Fomsgaards monumentale værk Go to Gate benytter sig af arkitekturtegningens form og arkitektoniske træk fra den klassiske romerske kunst, som er indsat i et virvar af streger og gentagelser.
Det arkitektoniske kombineres med en ny ornamentik. Tydeligst ses det i Jesper Christiansens malerier, der med afsæt i en geometrisk formverden tilføjer ornamentale mønstre og motiver. Billedhuggeren Eva Sørensens Koldinghus-serie har en tilsvarende karakter, men hun har med afsæt i et konkret arkitektonisk motiv på Koldinghus, nemlig trapperne, omformet motivet til rene organiske former og optiske fænomener.

Den politiske kunst, der i tresserne var meget oprigtig, har også ændret sig i den postmoderne tid. De kunstnere, som beskæftiger sig med det politiske i deres værker, nøjes ofte med at ironisere over emnet. Peter Holst Henckels værk The Times They Are A-changing. Et politisk portræt illustrerer dette ved at tage titlen på en gammel idealistisk Bob Dylan sang op og kontrastere dette med en videoinstallation, der antyder, at alle politikere er ens, og at ingen forandring er mulig.