Farveklange. Modernisme 1910-1945

Kunstnernes frie Studieskoler nedlægges i 1908. De sidste elever var de vordende modernister, der talte blandt andre Harald Giersing, Oluf Hartmann, Karl Isakson, Sigurd Swane og Edvard Weie. Selv om undervisningen ikke længere var på højde med de nyeste tendenser i europæisk kunst, forsatte skolen med at være et vigtigt samlingssted for de unge kunstnere.

Maleren Olaf Rude var også blandt denne generation af elever. Han debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1909, men i 1910 etablerede han kunstnergruppen De Tretten, der bl.a. bestod af vennerne William Scharff, Jais Nielsen og Einar Utzon-Frank samt Edvard Weie. (Se værker af Scharff og Weie i sal G). Disse kunstnere var først og fremmest optaget af den moderne franske kunst, og gennem rejser til Paris kunne de hjembringe de nyeste tendenser til dansk kunstliv. Den revolutionerende kunstretning var kubismen, hvor malere som Pablo Picasso og George Braque skildrede former, genstande og rum som facetformede, opsplittede flader og set fra flere synsvinkler på en gang. Farveholdningen i det kubistiske maleri var ofte begrænset til gråtone-skalaer samt ganske få rene farver og står derfor helt i modsætning til den samtidige fauvisme, hvor Henri Matisse satte farverne og formerne fri og arbejdede med store ensfarvede flader.

 Rude rejste i 1911 til Paris sammen med Scharff. Indtrykkene fra fransk kunst fik Rude omsat til sin egen kunst i forbindelse med sin første udstilling, i 1915, med den nyetablerede kunstnersammenslutning Grønningen. Fra 1924 opholdt Rude sig om sommeren på Bornholm og under indflydelse af især maleren Karl Isaksons kunst blev hans maleri mere lyrisk og koloristisk i sit udtryk. Dette er især tydeligt i landskabsmaleriet.
Efterhånden dyrkede Rude et nyt felt, portrætmaleriet, og han malede bl.a. portrætterne Portræt af min hustru og Portræt af fru Elna Fonnesbech-Sandberg, som vidner om en særlig indlevelse, der gør værkerne til magtfulde karakterskildringer. Den vibrerende penselføring og den bemærkelsesværdige farveholdning understreger i høj grad kvindernes karakter. Det gælder især fru Elna Fonnesbech-Sandberg, der var kunstsamler og skabte en enestående samling med mange hovedværker fra den klassiske danske modernisme. Værker som i dag er i danske museers eje. Kvinden skildres siddende frontalt mod beskueren og de brændende røde farver i hendes hår og læber lader figuren træde ud fra den blå-grønne baggrund med en særlig kraft