Kvinder, kuber og kegler. Modernisme 1915-1945

Vilhelm Lundstrøm blev en af de mest radikale kunstnerne i dansk modernisme, og den kulturradikale kritiker og formgiver Poul Henningsen (PH) dyrkede Lundstrøm som kubismens frontfigur og ideal for en moderne, demokratisk skønhedssans.

Lundstrøm orienterede sig mod fransk kubisme. Han var med i sammenslutningen Grønningen, men dannede i 1920 gruppen De fire, som udsprang af tidsskriftet Klingen. De fire bestod af ham selv, Svend Johansen, Karl Larsen og Axel Salto.

I modsætning til de fleste andre danske modernister dyrkede Lundstrøm ikke det dekorative og musiske i maleriet, men stillede skarpt på former og materialer. Han forholdt sig frit til de mange forskellige modernistiske stilretninger. Under sit ophold i Sydfrankrig, 1923–1932, bevægede Lundstrøm sig i retning af rene geometriske billedkonstruktioner. Eksperimenterne vedrørte en ret begrænset motivkreds: opstillinger med porcelæn, frugt mv. og modelbilleder.

Malerierne i Fyns Kunstmuseums samling er fra denne periode og er kendetegnende ved de monumentale, enkle former. Med få geometriske grundformer, kuber, kegler, cylindre mv. indgår genstandene i et raffineret samspil med rummet. Han kombinerer den todimensionale fladekomposition med den tredimensionale illusion om et fysisk rum. Farveskalaen er blå og orange som komplementærfarver sammen med sorte, grå og hvide valører, ofte malet som brede konturer og flader.
Den kubistiske figurskildring ses også i tidens skulptur, der eksperimenterede med form, geometri, rum, bevægelse mv. Adam Fischer skabte en række ”kubistiske øvelsesstykker”, som er de eneste eksempler på dansk kubistisk skulptur. Inspirationen fra moderne fransk skulptur og skulptur fra arkaisk tid (ca. 700-480 f.Kr.) er tydelig, f.eks. i statuetten Gående kone med vandkrukke (1923). Gerhard Hennings skulpturer af frodige kvinder er derimod et udtryk for en moderne frisættelse af den skulpturelle form og bevægelse uden kubistiske kompositionsformer.
Dyrkelsen af den rene form og saglighed var også det vigtigste ærinde for Franciska Clausen, der allerede omkring 1920 og fremefter var personligt knyttet til inderkredsen af den europæiske avantgarde, blandt som elev til Fernand Leger. Meget tidligt, også set i forhold til de danske kunstnere, udviklede hun en avanceret kunst, der knyttede an til de nyeste tendenser: konstruktivismen, kubismen, neoplasticismen, surrealismen og purismen