Lysets kraft. Mellem symbolisme og naturalisme 1900-1925

Den danske kunstscene var i perioden 1900-1925 et dynamisk sted med mange nyskabelser og nybrud

Omkring år 1900 var Den frie Udstilling en fast etableret udstillingsinstitution i dansk kunstliv. Sammenslutningen fik sin egen udstillingsbygning i 1898 i Aborreparken, tegnet af maleren J.F. Willumsen, der selv havde været med til at stifte Den frie Udstilling. Bygningen blev i 1914 flyttet til Østerport, hvor den stadig ligger. I samme periode forlod flere af Den fries Udstillings kunstnere den tyste og melankolske symbolisme til fordel for en mere ekspressiv og farvestærk stil. Med afsæt særligt i landskabsmotivet skabes en forbindelse mellem naturalismens umiddelbare indtryk af
naturens farver og belysninger og symbolismens dekorative linje-forløb og åndelige indhold.

En central skikkelse i den udvikling var maleren Kristian Zahrtmann, der 1885-1908 tegnede De frie Studieskoler, også kaldet ”Zahrtmanns skole”. Skolen dyrkede mange kunstretninger, og der blev eksperimenteret med naturalisme, impressionisme og senere med modernisme. Zahrtmann slog sig, fra 1890 til 1911, hver sommer ned i den italienske bjergby Civitá d’Antino, hvor han, udover at skildre dagliglivet, skildrede landskaber og havne med glødende og vibrerende farver, hvilket ses i de to udstillede værker. Mange kunstnere fra Kunstnernes frie Studieskoler og Den frie Udstilling (bl.a. Johan Rohde, Niels og Joakim Skovgaard, Anne Marie Carl-Nielsen) rejste i Italien og Grækenland for at skildre naturen og den vestlige kulturs vugge. Willumsens motiver fra perioden befinder sig mellem det naturalistiske og det symbolske. Eksempelvis havet skildres som en brydning mellem bølgernes bevægelser og solstrålernes spil i overfladen. I senere værker, som f.eks. Fysikeren, frisættes farven og udnyttes som et ekspressivt middel. Samme brug af farven ses også hos den lidt yngre Ernst Zeuthen, som var fast udstiller på Den frie Udstilling fra 1917. Ud fra en ægte religiøs overbevisning fremstillede han det evige og den guddommelige kraft i naturen ved at bruge rene stærke farver på en mere ekspressionistisk måde.
 
De udstillede landskaber og mariner hører også hjemme i tidens vitalisme, der dyrkede sollysets helbredende kraft og den storladne, livgivende natur. Samme vitalisme møder man i tidens litteratur og musik hos digtere som Johannes V. Jensen, Sophus Michaëlis og Sophus Claussen samt komponisten Carl Nielsen, hvis berømte Helios-ouver-ture, som han skrev under sit ophold med sin hustru Anne Marie Carl-Nielsen i Grækenland 1901-02, netop er en hyldest til solen.