Nærbilleder. Portrætter 1750-1850

Fyns Kunstmuseums samling af ældre kunst går tilbage til museets etablering i 1885, hvor man erhvervede værker af fynske kunstnere som Jens Juel, Dankvart Dreyer og J.A. Jerichau.

Portrætterne i denne del af samlingen er udført af kunstnere, der er skolet i den akademiske tradition, der opstod i 1600-tallets Europa med etableringen af kongelige kunstakademier. Frederik V grundlagde Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, og uddannelsen til kunstner blev på den måde sat i system. Eleverne lærte discipliner som tegning efter antikke skulpturer eller model. Målet var en korrekt skildring af de mest betydningsfulde motiver og genrer. Man havde etableret et såkaldt ”genrehierarki”: Øverst stod historiemaleriet med mytologiske, religiøse eller historiske motiver. Derpå fulgte portrætkunsten, landskabsmaleriet, genre- og folkelivsmotiver, og nederst rangerede tingenes verden i nature morte-genren, der skildrer kunstfærdige opstillinger af mad, porcelæn, bøger osv.

I denne del af samlingen kan man følge udviklingen fra Jens Juels lette portrætstil, der er præget af 1700-tallets rokokostil. Juel var kgl. hofmaler og portrætterede især personer af en højere social rang. Stilen er kendetegnet ved en elegant, lys og pastelagtig farveholdning, og personen fremstår oftest lettere idealiseret.

Derfra kan man gå videre til guldalderens nøgterne portrætstil, der skildrer borgerskabet mere realistisk. Portrætterne vidner om nogle af de politiske, økonomiske og samfundsmæssige forandringer, der fandt sted omkring år 1800, hvor en ny borgerlig kultur blomstrede op. Betegnelsen ”guldalder” fremhæver netop, at samfundet bevægede sig ind i en kulturel opgangstid, en ny gylden æra, der stadfæstede de borgerlige samfunds- og menneskeidealer.

De mange fine detaljer i malerierne fungerer som symboler på den sociale status, eftersom portrætterne først og fremmest skulle vidne om vedkommendes position i samfundet. 1700-tallets hang til ekstravagante tekstiler, smykker, frisurer og parykker knytter sig til hof- og adelskulturen, hvorimod man omkring 1800-tallet klædte sig mere diskret og i pagt med tidens ”demokratiske” tøjstil: Mænd fremstilles i mørke, neutrale habitter, og kvinder vises i tidens enkle empirekjoler og -smykker. Revolutioner og nye demokratiske styreformer fordrede nye tidssvarende modefænomener, der lagde tydelig afstand til den adelskultur, som man fik afskaffet mange steder - også uden for Danmark.