På stregen. Grafik fra museet samling

Gyldne streger – et udvalg af museets guldaldertegninger

Begrebet guldalderen henviser, i sin oprindelige antikke betydning, til en ideel periode i historien; men den danske guldalder (c.1800-1850) er på mange måder en paradoksal periode i dansk historie. Perioden var på den ene side præget af et næsten totalt økonomisk sammenbrud, mens der samtidig foregik en af de største kulturelle opblomstringer Danmark nogensinde har set. Blandt de personligheder der virkede under Guldalderen finder vi nogle af de vigtigste i danmarkshistorien: Fysikeren H.C. Ørsted, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, digteren Adam Oehlenschläger, filosoffen Søren Kierkegaard, komponisterne C.E.F. Weyse og J.P.E. Hartmann, forfatteren H.C. Andersen, teologen og digteren N.F.S. Grundtvig og salmedigteren B.S. Ingemann.

C. W. Eckersberg(1783-1853). Hjørne af klostergården ved S. Maria in Aracoeli. Rom(1813-1816)

Maleren C. W Eckersberg (1783-1853) står på mange måder som en slags faderfigur for periodens malere. Da Eckersberg i 1818 tiltrådte sin stilling som professor i malerkunst på Det Kongelige Danske Kunstakademi, fik hans undervisning en stor indflydelse på mange af de kunstnere vi i dag forbinder med Guldalderen, deriblandt Christen Købke (1810-1848), hvis tegninger også kan ses her. Eckersbergs undervisning med dens fokus på perspektiv, klare farver og det at arbejde udenfor i naturligt lys var nyskabende og kom til at karakterisere periodens maleri.

 Motiverne i dette udvalg af tegninger, som vi har valgt at udstille, kommer fra udlandet. Rejselysten blandt de danske kunstnere var nemlig stor og det var især Italien, der tiltrak dem. I Italien kunne man nyde Sydeuropas stærke lys, samtidig med at man følte vingesusene fra en glorværdig antik historie.

 De prospekter (skitser) som Eckersberg tegnede på hans seks år lange studierejse (1810-1816) regnes blandt hans allerbedste. De arkitektoniske motiver, der er udstillet her, er karakteriseret ved deres nøjagtige komposition, der viser hvor vigtigt det var for Eckersberg, at de geometriske og perspektiviske forhold var korrekt gengivet.  

 Tegningerne af Christen Købke og J.Th. Lundbye (1818-1848) viser os en anden side af de motiver, der mødte kunstnerne på deres studierejser; nemlig landlivet, der på en gang må have virket både velkendt og fremmed.