Systemernes skønhed. Videnskabelig kunst 1970-1980

Troen og håbet på teknikken kommer stærkt til udtryk, når man ser på den videnskabelige kunst der blev skabt i årene 1970-1980

Viera Collaro og Niels Nedergård var med i den nyskabende kunstnersammenslutning Ny Abstraktion i 1976, som eksisterede til 1988. Det var Torben Ebbesen, Klaus Hilligsøe, Tonny Hørning og Finn Mickelborg, der stiftede sammenslutningen, og senere blev Margrete Sørensen, Claus Jensen, Peter Holck, Bjarne v.H.H. Solberg, Eva Öhrling og Hjørdis Haack optaget i gruppen.
Kunstscenen havde længe været præget af konceptkunst og happenings, men Ny Abstraktion erklærede i deres mani-fest fra 1976 deres tro på teknikkens muligheder og et ønske om en mere rumlig kunst, der kunne skabe nye muligheder for det abstrakte maleri. Deres formsprog ligger dog i tydelig forlængelse af det abstrakte og konkrete maleri fra 1950’erne og 1960’erne. 

En af de teknikker, der blev arbejdet meget med i Ny Abstraktion, var farvemodulationen, hvor man varierer forskellige farver i forhold til hinanden. Viera Collaros og Niels Nedergårds 1000 farver illustrerer denne tanke: farvemodulationen opnås ved, at de tre grundfarver gul, rød og blå hver for sig blev opdelt i 10 nuancer og derefter blandet med hinanden på 1000 forskellige måder. De opnåede farvekombinationer fik alle et tal i et nummersystem: hvid blev til 000, den lyseste nuance blev til 100, og den mørkeste, der er næsten sort, blev til 999. De forskellige farver og numre kunne herefter systematisk kombineres med hinanden på uendeligt mange måder. Dette systematiske farveeksperiment dannede grundlag for mange års eksperimenter og er et godt eksempel på gruppens videnskabelige tilgang til kunsten.
Det viste værk, 1000 farver, er blot et ud af flere i museets samling, og ”serien” er så omfattende, at man kan finde eksempler på flere danske museer.
Ved sit krav om systematik gjorde Ny Abstraktion op både med en fordom om, at kunst og videnskab har betydning for hinanden og med ideen om, at kunst skal have en mening eller være politisk engageret.

Det videnskabelige aspekt ses også i Thorbjørn Laustens kunst fra samme periode. Han arbejder med maleri, tegning, skulptur, installationer og lys. Maleriet Matrix, Y-Field er dannet efter algoritmer. En algoritme er en utvetydig og abstrakt beskrivelse af, hvordan et specifikt problem løses endegyldigt og korrekt. Denne matematiske nøjagtighed og retlinethed har Lausten ladet sig inspirere og lede af i mange af hans kunstværker, som i det hele taget knytter sig til især naturvidenskabens discipliner.