Arkæologi på Fyn historisk set

Endnu et godt stykke ind i det 20. århundrede var det først og fremmest særligt interesserede enkeltpersoner, der stod bag den arkæologiske virksomhed og dermed indsamling, bevaring og formidling af oldtidens kulturarv. Dette var gældende på Fyn såvel som i resten af landet.

Arkæologiens tidligste ildsjæle
I sin bog "Et provinsmuseums historie" (1935) skriver daværende museumsassistent (senere inspektør og endelig direktør) for Odense Bys Museer, Svend Larsen: "Fynboen Rasmus Nyerup foretog i det første Tiaar af det forrige Aarhundrede (1800-tallet) flere "antiquariske" Rejser til sin Fødeø (Fyn). Han travede fra Sted til Sted, og hvad han fandt af mærkelige Minder om Fortidens Liv, no-terede han sig, og Mennesker med samme Interesse sluttede han Forbindelse med. Han var utrættelig i sine Meddelelser om gjorte Iagttagelser".

Godsejer og historiker Lauritz Schebye Vedel Simonsen (1780-1858), Elvedgård var en af 1800-tallets mest markante fynske arkæologiske profiler.
Rasmus Nyerup (1759-1829) bevægede sig fra et udgangspunkt som fynsk bondesøn til en position som litteraturprofessor ved universitetet i København. En usædvanlig bedrift på den tid, men det er især hans interesse for oldtiden, der har gjort ham kendt ud over sin samtid, for Nyerups samling af oldsager blev senere til grundlaget for Nationalmuseet. Nyerup vidste, at tingene var gamle, men ikke hvor gamle - heller ikke deres indbyrdes alder havde han styr på. I 1806 udrykte han det således: "Alt det, som er fra ældste Hedenold, svæver for os som i en tyk Taage, i et umaadeligt Tidsrum. Vi veed, det er ældre end Christendommen, men om det er nogle faa Aar eller nogle hundrede Aar - ja maaske over tusinde Aar - ældre, det er moxen lutter Gisninger og i det højeste kun sandsynlige Hypoteser".
Frederik d. VII - anskuet i et arkæologisk perspektiv - kongen over alle danske konger.

En af de personer, som Nyerup mødte på Fyn, var godsejer Lauritz Schebye Vedel Simonsen (1780-1858) på Elvedgård. Egenhændigt og takket være et regulært netværk indsamlede han oldsager med en utrolig ihærdighed, der imponerede det nyoprettede Nationalmuseum. En samtidig ligesindet, historikeren E.C. Werlauff (1781-1871), beskriver det på denne måde: "Gaves der en eller to Vedel Simonsener her i Sielland og 3 a 4 i Jylland, vilde Museumet her snart blive overfyldt. Man ser deraf, at en Enkelts Udholdenhed og Interesse for en Gjenstand kan udrette langt mere end hele Commissioner".

N.F.B. Sehested (1813-82) under udgravning på Møllegårdsmarken ved Broholm.

Vedel Simonsen var langt fra den eneste, der kastede sig over indsamling af oldsager på Fyn i 1800-tallets første halvdel. Den mest prominente "konkurrent" var ingen ringere end Frederik VII, der også lod udgravninger foretage i fynske gravhøje - bl.a. den rige Lusehøj ved Voldtofte. I hælene på kongen rendte flere herremænd, der derved opbyggede store privatsamlinger. En af de mest ihærdige og seriøse var kammerherre N.F.B. Sehested (1813-1882) på godset Broholm ved Gudme. I 1833 overværede han fundet af Broholmskatten - med sine godt 4,5 kg er det næst efter guldhornene den største guldskat fra Danmarks oldtid - og resten af livet ofrede han arkæologien stor og kvalificeret interesse. Det blev til talrige udgravninger, en stor samling, to bøger, pionerarbejde på det eksperimental-arkæologiske område og sågar et arkæologisk museum, der blev opført - og stadig står - på Broholm.

Den Hvide Doktor
Et er at konkurrere med kongen, noget andet er, når "modstanderen" befinder sig om ikke i den anden ende, så dog længere nede ad den sociale rangstige. Det var tilfældet med Vedel Simonsens jævnaldrende "kollega", A. F. Lassen (1789-1883), bedre kendt som Den Hvide Doktor - han red på en hvid hest. Vedel Simonsen var uddannet læge uden at praktisere, mens det forholdt sig lige modsat med Lassen, der praktiserede som doktor uden eksamen. Fælles for dem var, at de indsamlede oldsager i tusindvis.

A.F. Lassen - kaldet Den Hvide Doktor - i uniform som bataillonskirurg. Nationalmuseet.

Doktor Lassen var en omkringfarende herre, som altid befandt sig på farten. Han enten købte oldsagerne eller tog imod dem som betaling for sine lægegerninger. Derfor opbevaredes hans samling i begyndelsen flere steder, nemlig dér, hvor mulighed gaves, men i 1858 åbnede han sit eget privatmuseum i Sletterød - Nordisk Museum i Odense åbnede først to år senere. Da Den Hvide Doktor i 1871, mod en årlig livrente på 300 rigsdaler, afleverede sin samling til netop Nordisk Museum, blev den bestående samling på 2.200 numre forøget med ikke færre end små 20.000 oldsager! Der skulle 34 bøndervogne til at køre samlingen fra Sletterød til Årup, hvorfra den med tog blev bragt ind til Odense.

Jo, der blev samlet oldsager i 1800-tallet. Dette samt forholdet imellem de to samlere får man et godt indtryk af i et brev som Vedel Simonsen skrev til vennen Werlauff. Her kommer han ind på problemerne knyttet til tidens aggressive indsamling, og han ser sit virke som en kamp for at "redde disse Sager for Museet, da ikke blot Den Hvide Doktor, som uden tvivl har Commission for Ham-burg, i samme Anledning ridder fra Huus til Huus, en Marskendiser i Odense indkiøber for en Juve-leer i Kiøb., en Hr. Petersen for England og Landets Præster og Propheter for Stiftsbibliotekets Samling, men de fleste af vore Stormænd f.Ex. Greven paa Gyldensteen, Baronen paa Dallund, Kammerherren paa Hvidkilde &c. nu ogsaa paa Engelsk viis anlægge Antiquitetssamlinger; ikke at tale om de mange andre Liebhavere, der ruge over en Snees Oldsager, som var det Guldægg, de skulle udklække; saa der ere mange og mangehaande Arbeidere paa vor lille bitte Høstager."

Fyn som den lille bitte ager, hvor for mange høster de alt for få oldsager - et fint billede! Og problematisk var det faktisk, for eksempelvis genstandene i Den Hvide Doktors samling er uden fundoplysninger, hvilket man ikke betragtede som et problem i 1800-tallet, men som i dag gør samlingen - 19.900 oldsager! - næsten uanvendelig i den arkæologiske forskning. Og som bekendt kan tingene ikke findes om - mange oplysninger gik tabt under 1800-tallets indsamlingsiver. 

Fyns første museer
På sine gamle dage følte Vedel Simonsen ikke, at han fik tilstrækkelig tak for sit betydelige bidrag til Nationalmuseets samling - trods alt mere end 6.000 oldsager! Tidligere nævnte Werlauff foreslog derfor vennen fremover at aflevere til det nye museum i Odense, men det turde Vedel Simonsen ikke. Tilliden til museet i hovedstaden var størst, og ikke mindst oldsagernes bevaring for fremtiden lå den fynske idealist på sinde.

Dette udspandt sig i 1855, og havde Vedel Simonsen levet blot fem år længere, ville han måske have været mere i tvivl, for i 1860 fik Odense og fynboerne deres eget museum. Grundlaget for det gik så langt tilbage som 1816, hvor geheimekonferensråd Johan Bülow til Sanderumgård (1751-1828) skænkede 54 oldsager til "Fyens litteraiere Selskab", som lovede at fremskaffe et skab til fremvisning af samlingen. En historisk handling, som Victor Hermansen i bogen "Odense og trede-lingen" (1960) beskriver på følgende måde: "Samtiden var altsaa fuldt ud klar over, hvad Bülows Gave i Virkeligheden betød - den var det første Provins-Museum i Danmark". I 1817 skrev Bülow selv i et brev: "Odense har nu en lille Samling Oldsager, hvortil jeg har lagt Grunden". I øvrigt kunne denne udvikling iagttages en række andre steder i landet med grundlæggelsen af lokalmuseer i mange provinsbyer. Naturligt blev disse museer i vid udstrækning udgangspunkter for den arkæologiske aktivitet samt tillige oplagte modtagere af lokale oldsagssamlinger. Af samme grund så ikke alle i København med lige milde øjne på tendensen, for det kunne meget vel betyde, at mange gode sager ville gå hovedsamlingens næse forbi.

Købmand og arkæolog Jens Winther fotograferet på Langelands Museum foran stenalderfundet fra Lindø omkring 1920.

På Fyn opstod der ikke kun et arkæologisk museum i Odense. På Langeland tændte to flintøkser - tordenkiler om man vil! - interessen for oldtiden i den 10-årige købmandssøn, Jens Winther (1863-1955). Hans primære beskæftigelse lå i den fortsatte drift af familiens købmandsforretning, men ved siden af dette arbejde blev der også tid til at lave arkæologiske udgravninger, oparbejde en betydelig samling samt at grundlægge Langelands Museum, der stod færdigt i 1905. Alle aktiviteter bekostede Jens Winther selv, således tillige museets udvidelse i 1932 samt dets drift frem til 1945.

Nyt århundrede - nye tider
I 1933 var nationalmuseets direktør, Johannes Brøndsted, på inspektion på Fyns Stiftsmuseum, og ved den lejlighed blev der fastlagt regler for museets fremtidige udgravningsaktivitet. Arkæologiske udgravninger har siden været en væsentlig del af Odense Bys Museers arbejdsfelt.

Apoteker - og oldsagssamler - Christen Mikkelsen (1844-1924).

I det 20. århundrede fortsatte tendensen med, at enkeltpersoner prægede den fynske arkæologi, og som nævnt var private ikke underlagt de samme snærende bånd som Fyns Stiftsmuseum. Det bevirkede, at der trods alt tilgik museet betydelige fund og oldsagssamlinger. Især de to Odense-apotekere Christen Mikkelsen (1844-1924) og sønnen Poul Helweg Mikkelsen (1876-1940) fik sat markante fingeraftryk på den arkæologiske indsamling. Hver på sin måde. Den gamle Mikkelsen indsamlede hellere oldsager ved køb eller som foræringer end ved regulære udgravninger, og med årene blev det til en anseelig samling, der blev overdraget til Fyns Stiftsmuseum. Sønnen, Poul Helweg Mikkelsen, var anderledes aktiv i felten, hvor han lagde sin største indsamlingsindsats. Først i tæt samarbejde med Nationalmuseet, men efterhånden fik Fyns Stiftsmuseum størst glæde af Mikkelsens gravninger. I 1935 beskriver Svend Larsen (1905-64) det således: "Ved at skænke Stiftsmuseet Fundene blev Befolkningen yderligere villig til at give Apoteker Mikkelsen meddelelse om de Fund, de gjorde paa Markerne. Der var intet om, at Helweg Mikkelsen ikke maatte grave, intet om at Gravningens Resultat skulde tilgaa Nationalmuseet, intet om at Gravningen maatte vente flere Maaneder. Der blev begyndt med det samme, og folk vidste, at en skønne Dag kunde de faa Lejlighed til at se deres Ting opstillede i deres eget Museum."

Apoteker Poul Helweg Mikkelsen (1876-1940) fik sat et markant fingeraftryk på den arkæologiske indsamling på Fyn.

Helweg Mikkelsen foretog mange udgravninger, men det er især den internationalt kendte undersøgelse af skibsgraven ved Ladby, han vil blive husket for.

På Langeland virkede købmand Jens Winther, der holdt sig arkæologisk aktiv helt frem til 1946, hvor han blev afløst af Hakon Berg. Denne indsats satte sig spor ikke bare i montrerne på Langelands Museum, men også i form af en række arkæologiske publikationer af høj kvalitet. Ganske som der imellem Fyns Stiftsmuseum og Nationalmuseet eksisterede et lillebror/storebror forhold, så søgte Museet i Odense også i perioder at få indflydelse på arkæologien i Langelands Museums område; for at udtrykke det mildt, så nærede Svend Larsen og Jens Winther samt Winthers assistent og efterfølger, Hakon Berg, ikke de allervarmeste følelser for hinanden. Oven i hatten havde Jens Winther så tillige det stærke Nationalmuseum personificeret ved Sophus Müller at bekymre sig om. Af samme grund afstod Jens Winther fra at modtage statstilskud - sådan som Fyns Stiftsmuseum - og på den måde slap man både for indblanding i museets udgravninger og for det årlige kontrolbesøg fra København. Ja ikke bare det, i en periode blev uoverensstemmelserne mellem parterne så store, at Jens Winther simpelthen forbød Sophus Müller adgang til sit museum.

Museumsinspektør Erling Albrectsen (1904-1984) fotograferet i 1969.

"Fyns første fagarkæolog"
Stor betydning for udforskningen af den fynske forhistorie blev ansættelsen i 1940 af Erling Albrectsen (1904-1989) - "Fyns første fagarkæolog" - som efterfølgeren, Henrik Thrane, kaldte ham i sin titel på nekrologen i Fynske Minder 1990. Igennem en menneskealder - frem til 1971 - nåede Albrectsen at udgrave, udforske og formidle stort set alle perioder af den fynske oldtid. Særlig stærkt står fembindsværket Fynske jernaldergrave, hvoraf det første udkom i 1954, og det sidste i 1973; bind III, omhandlende yngre romertid (200-400 e.Kr.), gav Erling Albrectsen doktorgraden.

Nogenlunde samtidig med - men ikke på grund af - Albrectsens afgang fra Fyns Stiftsmuseum og Hakon Bergs ditto fra Langelands Museum gik arkæologien ind i endnu en ny periode. Fra at udforskning, formidling og bevaring af den fynske oldtid i vid udstrækning havde været énmands-projekter, krævede stadig flere opgaver på den arkæologiske arbejdsmark nu tilsvarende flere arkæologer. Der findes ingen, der hverken vil eller kan sætte så meget som en finger på det 20. århundredes markante fynske arkæologiske profiler med Jens Winther, Helweg Mikkelsen, Sven Larsen, Erling Albrectsen og Hakon Berg i spidsen, men skal man se helt nøgternt på det, så blev de første universitetsuddannede arkæologer faktisk først ansat i henholdsvis 1971 (Jørgen Skaarup, Langelands Museum) og 1972 (Henrik Thrane, Fyns Stiftsmuseum).

I 1930´erne dannede Jens Winther dog skole for yngre arkæologer, der som en naturlig del af uddannelsen søgte til Langeland for at deltage ved de første danske fladeafdækninger på stenalderbopladserne. Inddrager man tillige Holger Friis og Vendsyssel Historiske Museum samt selvfølgelig Nationalmuseet, ja så har man nævnt de steder, hvor det "sneede" rent arkæologisk i en lang periode af det 20. århundrede.

Årsagerne til skiftet i arkæologiens praksis og vilkår er flere. Nye udgravningsmetoder med bl.a. anvendelse af store gravemaskiner som afløsning for arbejdsmand-med-skovl gjorde det muligt at flytte mere end 100 gange så meget jord på kortere tid og derved undersøge store flader på tusindvis af  kvadratmeter, eksempelvis kultanlægget ved Sarup. Med Langelands Museums engagement i undervandsarkæologi fra 1972 åbnedes et helt nyt element for arkæologerne, der herved fik adgang til spændende undersøgelser af vrag, spærringer og oversvømmede stenanderbopladser m.v. Den nye EDB-teknologi tillod samtidig arkæologerne at holde styr på langt større mængder data end tidligere. Også på lovgivningsområdet skete der ændringer, som bevirkede, at et stadig større antal gravende museer fik til opgave at redde, hvad reddes kunne - og kan - fra at blive destrueret ved anlægsarbejder. I dag er mere end 90 % af de arkæologiske udgravninger dikteret af anlægsarbejder og ikke udtryk for et valg og en forskningsstrategi fra arkæologernes side. For disse nye tider anvendes ofte udtrykket "den administrative arkæologi", fordi arkæologernes arbejdsvilkår i langt højere grad end i Albrectsens og Hakon Bergs dage er dikteret af ydre faktorer. I dag knap 30 år efter at to mand og to museer har klaret den fynske arkæologi i en menneskealder, varetager nu fire museer og en lille halv snes arkæologer - i perioder med hjælp fra ikke så få løst ansatte kolleger! - opgaven med at redde, udforske og formidle den fynske oldtid.

Og amatørerne? Jo, de er heldigvis på banen endnu og som sådan en vigtig del af det arkæologiske arbejde, men også her er der sket ændringer. Vedel Simonsen, Den Hvide Doktor, Mikkelsen m.fl. opererede i vid udstrækning som "ensomme ulve". I dag har de fleste amatørarkæologer organiseret sig i grupper, hvoraf fynske "Harja" - stiftet i 1971 - absolut hører til de bedst fungerende, og også på landsplan står man organisatorisk stærkt med paraplyorganisationen SDA (Sammenslutningen af Danske Amatørarkæologer). Denne professionalisering må ses som en udvikling, der er foregået parallelt med udviklingen på museerne, for også til amatørerne stiller nye tider nye krav. Som man heldigvis magter at honorere - ikke bare til glæde for museerne og de professionelle arkæologer, men også for bevaring og formidling af den fynske oldtid som helhed.

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer