Gyldne sensommerdage ved Voldtofte

Den første weekend i september 2010 havde 35 amatørarkæologer fra foreningerne Harja og Tellus sat hinanden stævne på Fyn for at lære om brugen af ”den magiske pilekvist” – metaldetektoren.

af: Mogens Bo Henriksen

Weekenden bød på teoretisk undervisning i Harjas klublokaler og efterfølgende afsøgning af et markområde. Arbejdet var på imponerende detaljeret vis tilrettelagt af en arbejdsgruppe af amatørarkæologer, der både havde skaffet sponsorater, faciliteter og tilladelse til at gå på et markområde vest for landsbyen Voldtofte på Sydvestfyn. Hatten af for den iver og det engagement, der var lagt i dette arbejde!

Voldtofte-egnen var i yngre bronzealder (ca. 800-500 f.Kr) et rigdomscenter med kontakter langt omkring i Europa. Det afspejler sig i en række meget rige gravfund, men også i flere offerhenlæggelser af bl.a. guldringe - og ikke mindst i opførelsen af et stort antal gravhøje. Det var nu ikke dette faktum, der var baggrund for, at Voldtofte-egnen var valgt som "jagtmark"; det skyldes simpelthen, at nogle af arrangørerne kommer fra området.

Afsøgningen var planlagt til at foregå på markarealerne nær den kendteste af egnens gravhøje - Lusehøj - som Odense Bys Museer udgravede med stort udbytte i 1970'erne. Allerede i 1861 var der dog fremkommet meget eksklusive genstande ved gravning i højen, der har rummet to af tidens rigeste grave fra Skandinaviens sene bronzealder. Indholdet i disse grave omfatter bl.a. importerede mellemeuropæiske bronzekar, sværd, pragtøkse af bronze - samt bronzebeslag til en pragtvogn. Nævnes skal også to såkaldte stangknapper (muligvis en slags manchetknapper) af guld - for denne fundtype skal der vendes tilbage til.

 

Gyldne fund fra fortiden

Egentlig var forventningerne til weekendens afsøgning ikke store. Den første dag forløb da også uden fund, og det samme var tilfældet med første del af andendagen. MEN - så skete der pludselig noget. I kanten af en overpløjet gravhøj nogle hundrede meter fra Lusehøj fandtes først én bronzeøkse, en såkaldt celt, siden en mere - og senere endda en tredje (fig. 1). Overraskelsen var stor, for bronzeøkser i gravfund fra denne tid er uhyre sjældne - og faktisk er de kun sikkert dokumenteret et eneste sted - nemlig i den nærliggende Lusehøj! De tre celte ligner ikke de mange enkeltfundne celte, som kendes fra fynske marker og moser; de er ekstraordinært dekorerede i den stil, der var karakteristisk i midten af yngre bronzealder - bl.a. med skibsmotiver. Nok så interessant er det, at der var bevaret rester af skaftet i alle tre økser!

 

Fig. 1
Celt fra afsøgningen i 2010. Bemærk ornamentik og skaftrester. Foto: Asger Kjærgaard.

 

Overraskelsernes tid var endnu ikke forbi. En stangknap af guld dukkede op i samme område som økserne var fundet i, og det blev startskuddet til et sandt guldeventyr. Inden weekenden var ovre, var der fundet i alt fire guldstangknapper på og ved højen. Hertil kommer en syl-lignende guldgenstand, som antagelig er en tandstikker i luksusklassen.

Efter at afsøgningen og opmålingen af fundstederne var overstået, blev marken pløjet og tilsået, men amatørarkæologerne vendte tilbage - og fandt tre guldstangknapper mere, så nu var der i alt syv. Knapperne optræder altid parvis, og seks af eksemplarerne kan da også deles i tre sæt - og så mangler der altså endnu én knap, før der er fire komplette sæt! (fig. 2).

 

 

Fig. 2
Fire af guldstangknapperne fra afsøgningen i 2010. Foto: Asger Kjærgaard.

 

Inden det hele kammer over i guld og glimmer må det også nævnes, at der fandtes dele af en bronzestangknap, flere stumper af en stor bronzekniv med et indpunslet skibsmotiv samt en stump af et bronzesværd.

Udbyttet af de to gyldne weekender ved Voldtofte overgik vist selv den vildeste fantasi blandt amatørarkæologerne - og i fagkredse har fundene allerede vakt stor forundring. Nu troede vi, at Lusehøj var områdets - ja landets - suverænt rigeste gravhøj fra yngre bronzealder, og så bliver den næsten slået på hjemmebane? Men - det skulle blive værre endnu!

 

Hjemme på museet

Da fundene var bragt tilbage på museet for at blive registreret, var det nærliggende at gå lidt i dybden med fundstedet. Det viste sig snart, at der allerede var en museumssag på den pågældende høj, idet der for ca. 50 år siden var fundet et stykke af en stor og ornamenteret bronzekniv på højen - samt en mejsel med hulæg (fig. 3). Denne har i øvrigt - som de tre nyfundne økser - stadig en stump af skaftet bevaret, og dette er lavet af træsorten benved. Mejslen har i øvrigt en ornamentik, der minder en del om den på økserne, så det er nærliggende at tro, at de kommer fra samme kontekst.

 

 

Fig. 3
Hulmejslen med skaftrester. Foto: Jens Aagaard.

 

Men - fundhistorien slutter ikke her, for det viste sig, at der i Nationalmuseets arkiv er optegnelser om en gravning i 1861 i en høj - kaldet Buskebanke - der lå på Voldtofte Vestervang. Sidstnævnte stednavn passer fint på området, hvor de nye fund kommer fra - og nabohøjen, som der aldrig har været gravet i, hedder Buskehøj, så måske kunne "vores høj" ligefrem være Buskebanke? Tanken blev meget nærliggende, da det viste sig, hvad der var fundet i Buskebanke i 1861: To guldstangknapper, en dragtnål af guld samt en svær armring af guld (en såkaldt edsring). Hertil kommer en stangknap, en ragekniv og rasleblik af bronze. Hvis disse fund virkelig også kommer fra "vores høj", står vi overfor en af de rigeste gravhøje, der overhovedet kendes fra yngre bronzealder. Særligt spektakulært er de syv (måske ni?) guldstangknapper; fra hele Nordeuropa kendes i alt 12 smykker af denne type - og af disse er to fundet i Lusehøj og én i Tinghøj ved Sandholts-Lyndelse 15 km mod sydøst. Hvis resten virkelig er fundet i én og samme høj - altså "vores høj" - må man tale om noget, der er tæt på en sensation! Meeen, vi er ikke færdige endnu…..!

 

Højen

Odense Bys Museers engagement i sagen bestod i, at museets medarbejdere foretog en nøjagtig opmåling af fundområdet og den højtomt, som genstandene var fundet på og ved. Det viste sig nu, at højen, som har været kendt siden herredsberejsningernes tid og som antages slettet allerede tidligt i 1800-tallet, var op mod 50 m i tværmål og måske 2 m høj. Der har således været tale om et imponerende monument, hvis landskabelige virkning endvidere er forstærket af, at den er placeret på en lille tunge i landskabet, omgivet af lavereliggende områder til tre sider (fig. 4). På det højereliggende land bagved ligger storhøjen Buskehøj med et tværmål på ca. 67 m - og videre bagud i en præcis ret linje ligger den noget mindre Lusehøj med en diameter på ca. 27 m. Mon ikke også der kan aflæses noget om status i højenes størrelse og landskabelige placering? I så fald fristes man til at tro, at det er "vores høj" og ikke Lusehøj, der har rummet den mest fornemme begravelse. Lad det være en god tese indtil videre.

 

Fig. 4
Den imponerende højtomt set fra nordøst. I baggrunden skimtes Lillebælt. Foto: Mogens Bo Henriksen.

 

Fra en eller flere grave - eller noget helt andet?

Bortset fra sværdstumpen, som fandtes nær højens midte, blev alle genstandene fundet på sydsiden - lige der, hvor sekundærgrave ofte findes indsat i ældre høje - og lidt uden for højtomten (fig. 5). På nuværende tidspunkt kan det således ikke udelukkes, at vi er på sporet af flere ødelagte grave fra yngre bronzealder, og disse brandgrave kan så have været indsat i en høj fra ældre bronzealder. Disse - og mange andre - spørgsmål kan dog ikke afklares uden et indgreb i højtomten, og et sådant må vente en tid endnu. I første omgang er det hensigten at lave endnu en runde intensive detektorafsøgninger umiddelbart efter høst i 2011 - og så gennemføre en systematisk udgravning på det område, hvor detektorfundene er fremkommet. Først da kan vi få et indtryk af, om der er tale om spredte gravfund eller evt. om en eller anden form for ofring ved højen - lige nu er vi faktisk noget i tvivl. Dernæst kan det blive aktuelt at lave en sondage i højtomten for at se, hvorledes den er bygget op og evt. få klarlagt, om den er plyndret - ja måske ligefrem få klarhed over, om det var denne høj, der blev delvis undersøgt i 1861.

Ligegyldigt om vi står overfor grav- eller offerfund er de nye og gamle fund så usædvanlige og eksklusive, at genstandene utvivlsomt stammer fra en høvdingefamilie, hvis status må have modsvaret de begravede fyrster i Lusehøj.

 

 

Fig. 5
Opmåling af højtomten med indmålte genstandsfund: Knivfragmenter, celte, stangknapper, tandstikker og sværdfragment. Opmåling og tegning: Allan Larsen.

 

 

Afslutning

I de næste måneder vil vi fordybe os i studierne af de fantastiske pragtstykker, som amatørarkæologernes frivillige og flittige indsats bragte for dagen i et par hektiske weekender i sensommeren 2010. Det kan ikke understreges tilstrækkeligt, at uden det meget omhyggelige og ansvarlige arbejde, som amatørarkæologerne fra Harja og Tellus præsterede ved at investere et uhyggeligt stort antal mandtimer planlægning, udlægning af søgebaner, afsøgninger, logistik, pr med meget mere, havde vi ikke stået med dette fantastiske fund i hænderne. Hvis det var findere med mindre sans for betydningen af systematik og omhyggelighed, der var stødt på dette fundkompleks, ville vi ikke have haft nær de samme oplysninger til rådighed i dag - og dermed ville genstandenes videnskabelige betydning være væsentligt mindre. De skal derfor lyde en kæmpe tak til Harja og Tellus for indsatsen - også selv om den kostede forfatteren det meste af en friweekend! Den skal nok vise sig at være godt givet ud.

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer