Førromersk jernalder

Omkring år 500 f.Kr. afløser jernet bronzen som værende det vigtigste metal til fremstilling af skærende redskaber, hvilket markerer overgangen fra bronze- til jernalder. Den ældste jernalderperiode kaldes Førromersk jernalder og strækker sig fra år 500 f.Kr. til år 0. Tidligere har man talt om, at der bag overgangen fra bronze- til jernalder lå en samfundskrise. I dag er kendskabet til det arkæologiske kildemateriale mere nuanceret, og i stedet for samfundskrise synes billedet at være et jernaldersamfund i vækst.

Førromersk jernalder (500 f.Kr. - år 0)
I bronzealderens sidste par århundreder kan der i det arkæologiske kildemateriale iagttages en betydelig nedgang mængden af bronzesager, hvilket sandsynligvis må tilskrives et tilsvarende fald i bronzetilførslen til Sydskandinavien. Årsagerne hertil ligger ikke klart, men en kendsgerning er det, at de overleverede fund markant ændrer karakter. En forklaring kan ligge i det mellemeuropæiske områdes udstrakte kontakt til og påvirkning fra græsk og etruskisk kultur. I perioden ca. 700-450 f.Kr. - benævnt Hallstatt-kulturen efter en gravplads i Østrig - introduceres jernet i et område, der sådan nogenlunde dækker vore dages Østrig, Schweiz, Sydtyskland, Belgien, Frankrig, Nordspanien, Portugal og det sydvestlige England. 
Her opstår der regulære bysamfund, borge og infrastrukturelle tiltag som effektive vejsystemer; ikke underligt indgår vogne ofte i de allerrigeste grave. Der er på ingen måde tale om et rige, men stadig et samfund opdelt i mange fyrstedømmer, der har handlet indbyrdes - og byttet, udvekslet og bekriget hinanden alt efter hvilke lokalpolitiske vinde, der blæste. Et gennemgående træk er en stor og arkæologisk påviselig påvirkning fra græsk og ikke mindst etruskisk kultur. Det virker som om udviklingen i mellem- og sydeuropa kører i så højt gear - et Europa i flere hastigheder! - at Nordtyskland og Sydskandinavien i en periode om ikke glemmes, så dog ikke ofres megen opmærksomhed. Det er i denne periode, at grunden til det senere Romerriges mulige ekspansion mod nord grundlægges, for såvel den mentale orientering mod som hele den mediterant opbyggede infrastruktur med byer og veje var en forudsætning for en effektiv romanisering.

På gården Biskopstorp ved Nyborg er fundet to halsringe fra den tidligste jernalder (5. årh. f.Kr.). De to ringe - mærket af slidtage, der viser at de blev båret sammen før ofringen - fortæller bl.a., at skikken med at ofre genstande parvis ikke ophører med bronzealderens slutning.

Ud af Halstattkulturen voksede La Tène-kulturen, der er opkaldt efter et stort offerfund ved Neuchâtel-søen i Schweiz. La Tène dateres til ca. 450 f.Kr.- år 0 (eller lidt tidligere de steder, der blev indlemmet i Romerriget i sidste halvdel af 1. århundrede f.Kr.), hvilket svarer nogenlunde til den tidlige jernalder i Danmark. La Tènekulturen blev båret af det mellemeuropæiske folkeslag, kelterne, og derfor anvendes tillige betegnelsen keltisk jernalder. Sådan har det også været i Danmark, men i dag kaldes de sidste 500 år f.Kr. stort set kun for førromersk jernalder.   

Førromersk jernalder er opdelt i tre - i virkeligheden fire - perioder, nemlig I (500-300 f.Kr.), II (300-150 f.Kr.), IIIa (150- 50 f.Kr.) og IIIb (50-Kr.f.); i nogle regionalområder er det tillige muligt, at dele  P I i en ældre og en yngre del. Det danske fundstof har stor lighed med det nordtyske, og de tre hovedperioder kan genfindes her under navnene Jastorf (I), Ripdorf (II) og Seedorf (III). Der kendes både grav-, offer- og bopladsfund fra førromersk jernalder, men perioden er ikke præget af den samme arkæologiske balance som den forudgående bronzealder. Overgangen fra bronze- til jernalder sker glidende og gelinde; der er ikke tale om hverken ind- eller udvandring.

Tidligere har man talt om, at der bag overgangen fra bronze- til jernalder lå en samfundskrise - måske forårsaget ef en klimaforværring. Og man kan godt forstå kriseteoriernes opståen, når de prægtige fund fra bronzealderen holdes op imod de tilsvarende undselige fra jernalderens ældre del. I dag er kendskabet til det arkæologiske kildemateriale mere nuanceret, og ved at kombinere denne viden med især pollendiagrammer får man faktisk et billede af et jernaldersamfund i vækst. Dog er der bred enighed om, at klimaet faktisk ændrer sig og bliver en anelse koldere og mere fugtigt dér omkring 500 f.Kr. - efter alt at dømme i størrelsesordenen en ½ grad lavere middeltemperatur. Men det bliver faktisk ikke værre end forholdene i dag, og til trods for vores evige galpen op om vejret, så kan der dog fint bo mennesker i Danmark! Klimaændringen kan imidlertid have gjort det nødvendigt at holde i hvert fald malkekøerne på stald om vinteren, og det kan være forklaringen på, at huse med stald nok kendes fra bronzealderen, men tilsyneladende først for alvor dukker op i den tidlige jernalder.

For de førromerske bopladsfunds vedkommende fik indførelsen af maskinkraft på arkæologiske udgravninger i 1960'erne stor betydning. Enkelthuse og bopladsgruber blev nu suppleret med ikke bare hele bopladser, men tillige regulære, indhegnede landsbyer. Efterhånden talrige fund tyder på en udvikling, der går fra spredt bebyggede bopladser anlagt på de høje steder i landskabet i yngre bronzealder til mere regulære landsbyer bestående af gårde med sikkert dokumenteret stald med båseskillerum i østenden af de øst-vest orienterede langhuse anlagt på flader og let skrånende terræn. Hvad angår husenes størrelse kan der tillige iagttages en forskel, som i realiteten går imod det forventelige. Fra yngre bronzealder kendes mange ret anseelige langhuse på helt op til 300 m² under tag, mens de tidlige jernalderhuse ofte kun er halvt så store eller sågar mindre endnu. Hvis årsagen hertil skal søges i måden, man beboelsesmæssigt indrettede sig på, så er der noget der tyder på større husstande med måske flere familier i yngre bronzealder, mens de tidlige jernalderhuse på omkring 100 m² - med stald! - næppe har givet mere end en enkelt familie tag over hovedet. I periode II begynder man at indhegne landsbyerne, hvorefter de arkæologisk bliver langt lettere at definere som enheder. I periode III forstærkes billedet af landsbyen som datidens økonomiske og politiske fundament. På flere lokaliteter lod det sig endda gøre at udskille én gård, der var større end de øvrige - en storgård, hvor landsbyens høvding residerede.

I førromersk jernalder var brandgraven enerådende over hele landet. Som en dødens pendant til landsbyens opståen i de levendes samfund, var gravlæggelser på store fællesgravpladser noget nyt i forhold til bronzealderen, hvor den dødes urne med aske og ligbålsester fortrinsvis blev hensat - begravet - i eksisterende gravhøje. Mindre gravpladser med små gravhøje - såkaldte  tuegrave - kendes dog, og det er denne gravskik, der især i det sønder- og midtjyske lever videre på førromersk jernalders ofte store tuegravpladser. På en gravplads ved Årupgård øst for Ribe er påvist tilstedeværelsen af mere end 1.500 brand-grave. Sekundære begravelser i eksisterende høje forekommer stadig.

I de første 3-4 århundreder af førromersk jernalder - periode I og II - er gravene præget af ensartethed og enkle gravgaver. Almindeligt gravgods er ganske uprangende sager som dragtnåle, bæltehager og fibler, og grave helt uden gravgodt forekommer i stort tal. Med periode III sker det afgørende nyt på området. Gravene begynder at udvise en større indbyrdes forskel, der utvivlsomt afspejler samfundsforholdene - mest markant i så henseende er dels våbengrave, dels meget rige grave med importgods og guldgenstande. Dette skift i gravskikken falder sammen med fremkomsten af stormandsgårde i landsbyerne, og det er oplagt at se dette som værende et resultat af en mere statificeret samfundsstruktur med høvdinge og disses krigere. I realiteten et forvarsel for den efterfølgende romerske jernalder, hvis samfundsudvikling i høj grad blev påvirket af talrige og fornemme importgenstande fra Romerriget. Derfor er det heller ikke så underligt, at nogle af den førromerske jernalders rigeste gravfund er gjort på den sydøstfynske Langå-gravplads tæt ved Gudme, der fra 2. årh. e.Kr. blev et magtcenter i Sydskandinavien. Tre af langågravene - fra periode III - skiller sig ud ved at indeholde bl.a. guldringe, importerede bronzekar af keltisk og etruskisk oprindelse, rester af en 4-hjulet pragtvogn og våben.

Overgangen fra bronze- til jernalder foregik glidende. Mest markant er, at fra omkring 500 f.Kr. afløser jernet bronzen som værende det vigtigste metal til fremstilling af skærende redskaber. At der på ingen måde er tale om et brud dokumenteres ikke mindst ved kontinuitet for offerskikkens vedkommende. I bronzealderen var det skik og brug at ofre en række genstande parvis - kultøkser, lurer og halsringe - og dette fortsætter ind i jernalderen. I det hele taget er ringe - store og små, til hals, arm, dragt og seletøj - særlig yndet som ofre. Bronzen var fortsat det foretrukne offermetal, men meget tyder på, at knapheden på dette metal medførte en form- og håndværksmæssig devaluering. For halsringenes vedkommende blev de tyndere og mindre elegante i jernalderens første århundreder, mens det vendte igen hen imod slutningen med fornyet bronzetilførsel og fremkomsten af de såkaldte kronehalsringe. Om en usvækket tro på vandet - moser, søer og vandhuller - som det vigtigste kontaktformidlende element imellem mennesker og guder vidner således en ubrudt offerskik hele førromersk jernalder igennem. Og en afslutning for denne fundgruppes vedkommende med pragtfund som krigsbytteofret fra Hjortspring , sølvkarret fra Gundestrup og vognene i Dejbjerg Præstegårdsmosetaler for sig selv!

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer