Kongemosekultur

Med overgangen fra Maglemosekulturen til Kongemosekulturen, fra 6.400-5.400 f.Kr., bevæger man sig tillige fra indlandet til kysten. De ca. 1.000 år kaldes også for Ældre Kyst-kultur, fordi indlandsbopladser – tilhørende den i øvrigt langt fra fundfattige kultur – er absolut sjældne. Kulturen er opkaldt efter en stor boplads - udgravet og publiceret i 1950’erne - i Kongemosen, der er en del af den vestsjællandske Åmose.

Kongemosekulturen (6.400-5.400 f.Kr.)
De redskaber, der i dag er defineret som typiske for denne periode af mesolitikum, var i princippet kendte fra andre bopladser, men på den navngivende Kongemoselokalitet var det for første gang muligt at udforske kulturen uden ældre og yngre kronologisk "forurening". Kongemosekulturen kendes kun fra Danmark og Skåne, men elementer af den - eksempelvis dens pilespidser - er lokaliseret på samtidige bopladser over store dele af Vesteuropa.

Kongemose fremstår som et helt klart bindeled imellem mesolitikums to største perioder, Maglemose og Ertebølle. En kulturel trædesten imellem en typisk indlands- og skovorienteret kultur og en tid, hvor man i langt højere grad indrettede sig efter en intensiv udnyttelse af havets ressourcer. Med den gradvise overgang til Atlantisk tid i slutningen af Maglemosekulturen blev der mere hav og mindre land og samtidig et stadig varmere klima. Østersøen fik havstatus, og Vesterhavet blev en realitet, som afskar de britiske øer fra det europæiske fastland. I det store hele undergik Sydskandinavien en markant forandring hen imod det landkort, vi kender i dag. I samme proces forsvandt Maglemosekulturens kystbopladser under havet - hvad omfanget af dette kystorienterede element så end har været i datidens samfund. For Kongemosekulturens jægere fik de drastiske landskabsforandringer selvfølgelig også afgørende betydning. Eksempelvis forsvandt urokser og elsdyr helt fra det sjællandske område, mens de fortsat talte blandt byttedyrene i Jylland. For træernes vedkommende betød det, at skoven blev en tættere og helt landsdækkende urskov. I løbet af Kongemosekulturen kom en ny type bopladser til, nemlig de skaldynger - eller køkkenmøddinger om man vil - der mere end noget andet enkeltelement bliver forbundet med Ertebøllekulturen.

Enkelte grave kendes fra tidens bopladser, bl.a. ved Vedbæk samt på den submarine lokalitet Korsør Nor. Begravelser fra den allertidligste del af gravpladserne Bøgebakken ved Vedbæk samt Skateholm II i Skåne skal sandsynligvis også tilskrives den yngste del af Kongemosekulturen. Interessant nok er der tillige undersøgt en lille håndfuld brandgrave fra perioden. Ligbrændingsskikken vinder ellers først frem for alvor i yngre bronzealder.

Boligerne kendes ikke med sikkerhed. Diverse nedgravninger og pælehuller er tolket som værende hyttetomter, men for at være med her, skal fantasien virkelig ha' en god dag.

Skiftet fra Kongemose til Ertebølle sker glidende, og identificeres især i kraft af ændret teknologi på oldsagsområdet. Som det var tilfældet 1.000 år tidligere er der i periodeovergangen absolut intet der tyder på dramatiske begivenheder i så henseende.

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer