Maglemosekultur

Perioden fra 8.900-6.400 f.Kr. kaldes Maglemosekulturen. Fra denne periode stammer de ældste sikre vidnesbyrd om oldtidens boliger og de ældste menneskeknogler. Fra Koelbjerg Mose ved Vissenbjerg på Fyn, stammer et skeletfund fra perioden, kendt som Koelbjergkvinden. Med en datering til ca. 8.000 f.Kr. er det de ældste menneskeknogler fundet i Danmark.
Koelbjergkvindens kranie.

Maglemosekulturen (8.900-6.400 f.Kr.)
Grave og boliger kendes ikke fra de senpalæoltiske kulturer. Fra etnografiske kilder samt spredningsanalyser af flinten på især de nordtyske bopladser ved vi, at man boede i runde teepee-lignende telte, men det behøver ikke at have været tilfældet hele året. Det er tillige muligt, at man i perioder under den varmere Allerødtid - slutningen af Federmesser- og det meste af Bromme-kulturens - byggede hytter i stedet for telte. I Maglemosetiden får vi de ældste sikre vidnesbyrd om oldtidens boliger, mens regulære grave kun kendes i et måske-tilfælde bestående af nogle få skeletrester lokaliseret ved Holmegårds Glasværk nord for Næstved. I Koelbjerg Mose ved Vissenbjerg på Fyn er gjort endnu et skeletfund fra perioden, kendt som Koelbjergkvinden. Med en datering til ca. 8.000 f.Kr. er det de ældste menneskeknogler fundet i Danmark, men der er absolut intet, der taler for, at det er en begravelse.

Maglemosekulturen er navngivet efter en række bopladser beliggende ved Maglemosen øst for Mullerup i Vestsjælland. Den første plads blev lokaliseret i 1900 og kort tid derefter udgravet og publiceret af Nationalmuseet. I de følgende par årtier kom flere nye pladser til, bl.a. klassiske lokaliteter som Sværdborg Mose og Holmegård Mose. Ved Duvensee i Nordtyskland blev den første Maglemoseboplads uden for Danmark lokaliseret og udgravet. Det måske mest interessante fund fra Duvensee er i øvrigt en padleåre, der, sammen med enkelte andre fund, bl.a. fra Ulkestrup Lyng, bogstavelig talt skubber maglemosefolkene fra land og ud på søer, vandløb og - formentlig - havet for at udnytte fødevareressourcerne i dette element mere effektivt end vi har vidnesbyrd om det fandt sted i senpalæolitisk tid.

Regskaber fra Maglemosekulturen; fiskekrog, harpunspids, flintægspyd og kerneøkse monteret i en hjortetak.

Tørvegravningen omkring 2. Verdenskrig resulterede i en markant stigning af kendte Maglemoselokaliteter; i dag er antallet af lokaliserede bopladser oppe på flere hundrede, og de forekommer over hele landet. Bopladserne ligger væk fra kysterne, gerne i nærheden af en sø eller et vandløb. Det gav ferskt drikkevand lige ved hånden, og tilsvarende vigtigt var det, at tidens jægere dermed befandt sig midt imellem to "spisekamre", hvorfra de kunne forsyne sig med både fisk og landdyr. Bopladserne varierer i størrelse fra få m2 til flere tusind m2. Det er bemærkelsesværdigt, at i de tilfælde, hvor anvendelsestidspunktet har kunnet dokumenteres er der altid tale om sæsonbopladser beboet i sommerhalvåret. En delvis forklaring herpå kan meget vel være, at man boede ved kysterne i vinterhalvåret. Problemet i arkæologisk henseende er blot, at disse - eventuelle! - pladser grundet havvandsstigning i dag ligger på havbunden og derfor er næsten umulige at lokalisere.

På grund af at bopladserne almindeligvis blev anlagt helt ned til moser, søer og vandløb er der fra Maglemosekulturen overleveret et ret betydeligt organisk materiale. Træ, ben, tak og ikke mindst allehånde affald havnede uundgåeligt og mere eller mindre tilfældigt ude i vandet, hvor det sank til bunds i et iltfattigt miljø, der hindrede forrådnelse i at sætte ind. Således er det muligt ud fra knoglefund at bestemme tidens fauna, der for de større byttedyrs vedkommende har været urokse, kronhjort, rådyr, elg, bjørn og vildsvin. Ulv, ræv, grævling, bæver, odder og mår blev nedlagt for pelsens skyld. De mest eftertragtede fisk, fanget med krog eller stanget med lyster, var gedde, aborre, skalle, brasen og malle. Fuglevildt er relativt set mere sparsomt repræsenteret i knoglematerialet, men artsrigdommen er til gengæld stor varierende fra vadefugle, over ænder til rovfugle som glente, hav- og fiskeørn. Rovfuglene har formentlig primært været jaget for fjerenes skyld. Interessant er knogler fra sæl og måge, der jo, til trods for manglen på kystbopladser, dokumenterer en forbindelse til havet og de betydelige fødevareressourcer, der har kunnet hentes her. Indsamling af planter, bær og rødder har utvivlsomt spillet en væsentlig rolle i Maglemosefolkets kost. Desværre er dette element ikke så velbelyst som for faunaens vedkommende, bortset fra hasselnødder, der findes i store mængder på bopladser med bevaret organisk materiale.

På bopladser, der nærmest har ligget og svuppet ude i mosen på flydeøer, har man fundet rester af Maglemosekulturens boliger. Det drejer sig om rektangulære barkgulve, hvis funktion formentlig har været at bibringe et tørt soveunderlag oven på den fugtige mosetørv. Ildstederne i de 20-35 m2 store - eller små! - hytter har været anlagt på sandlag oven på barkgulvet, og massive bregnelag kan meget vel have været sovesteder. Bortset fra fund af kæppe og grene stukket ned i den bløde mosejord langs et barkgulv - antagelig rester af en spinkel væg - er det ikke ad arkæologisk vej muligt at slutte noget sikkert vedrørende boligernes konstruktion og udseende i øvrigt.

Maglemosekulturens ændrede livsvilkår som skovjægere i forhold til den forudgående Ahrensburgkulturs jagtmark i det åbne land kommer klart til udtryk i redskabsinventaret. For det første opfindes øksen, så træer kan fældes og bl.a. udhules og anvendes til stammebåde. For det andet afløses skafttungespidserne af mikrolitter (= små sten, i tilfældet her små flinteflækker), der monteres flere sammen som od og/eller modhager på kastespyd og pile.

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer