Vikingetid

Vikingetiden strakte sig over en periode på ca. 300 år, fra ca. 750 e.Kr. til 1050 e.Kr. Der er tale om en periode, hvor Danmark – i realiteten hele Skandinavien – ikke før og ikke siden har spillet en så væsentlig rolle i verdenshistorien. Vikingerne satte deres præg på verden og efterlod fodspor fra Amerika i vest til Rusland i øst; fra Grønland i nord til Arabien i syd. De første regulære byer så dagens lys. Kongemagten blev stærkere og mere synlig. Imponerende dygtige håndværkere udtænkte og byggede broer, fartøjer og borge af en størrelse og kvalitet, som man ikke havde set tidligere.

Vikingetiden (ca. 750-1050 e.Kr.)
Overfaldet på Lindisfarne kloster den 8. juni i år 793 - det første af vikingernes plyndringstogter, som er påvist med sikkerhed - regnes traditionelt som vikingetidens begyndelse. Talrige togter fulgte efter, og de skandinaviske sømænd og krigere holdt sig ikke tilbage. En af tidens lærde mænd, Alcuin, rapporterede bl.a. følgende til kong Æthelred af Northumbria: "Hedningene har besudlet de hellige ting, viede til Gud, og udgydt hellige mænds blod i omgangen ved alteret, lagt øde det hus, til hvilket vor fortrøstning er knyttet. I Guds tempel trampet på de hellige mænds legemer, som var det affald på gaden".

Apoteker Helweg Mikkelsen under udgravningen af Ladby-skibet.

Bedømt på det arkæologiske materiale glider yngre germansk jernalder over i vikingetiden i løbet af 700-tallet, så egentlig er det mere rimeligt at sætte begyndelsen på denne uden sidestykke mest populære perioder af oldtiden til ca. 750. Sammenlignet med de forudgående 2-300 tilsyneladende mere beskedne år, var vikingetiden præget af fremgang. Befolkningstallet steg. Landsbyerne blev større. Handel og håndværk blomstrede. De første regulære byer så dagens lys. Kongemagten blev stærkere og mere synlig. Imponerende dygtige håndværkere udtænkte og byggede broer, fartøjer og borge af en størrelse og kvalitet, som man ikke havde set tidligere. Vikingerne satte deres præg på verden og efterlod fodspor fra Amerika i vest til Rusland i øst; fra Grønland i nord til Arabien i syd. Ikke før og ikke siden har Danmark - i realiteten hele Skandinavien - spillet en så væsentlig rolle i verdenshistorien. Ca. 300 års fremgang, der sluttede med det endelige tab af England i 1066.

Det udgravede Ladby-skib samt en rekonstruktion af, hvordan en del af begravelsesceremonien er forløbet med bl.a. hesteofringer.

Undersøgelser af skeletter har vist, at vikingerne generelt set har været sunde og velnærede. Kvinderne målte i gennemsnit ca. 160 cm, mens mændenes højde lå på ca. 172 cm, hvilket er højere end i den efterfølgende middelalder og tiden helt frem til ind i det 20. århundrede. Vikingerne levede i gennemsnit kun 39 år for mændenes vedkommende, mens kvinderne blev et par år ældre. Bedømt ud fra skeletter fundet i gravene har der ikke levet mange personer på over 50 år.

Men hvordan har helhedsbilledet af vikingerne så været? Araberen Ibn Fadlân, der som udsendt af kaliffen i Bagdad i år 922 mødte vikingerne i Bulgar (Kasan) i Rusland ved Volgafloden gjorde følgende iagttagelser: "Aldrig har jeg set mennesker med en mere fuldkommen kropsbygning. De er høje og ranke og rødlige i huden. ... Hver enkelt bærer en økse, et sværd og en kniv. De skiller sig aldrig ved disse ting. Deres sværd er bredklingede og har frankisk udsmykning. Hver enkelt har fra negleroden til halsen tatoveret grønne træer, billeder og andet. ... De er de mest beskidte af Allahs skabninger. De vasker sig hverken efter at have skidt, tisset eller haft sex, og de vasker ikke hænder efter at have spist.  ... Uden undtagelse vasker de hver dag deres ansigter og kroppe i det mest beskidte og uhumske vand ... en af slavinderne bringer et stort kar med vand og giver det til sin herre, som vasker sine hænder, sit ansigt og sit hår i det. Derefter reder han sit hår over karret med en kam, snyder næse og spytter i det. Intet snavs fjernes fra vandet. Når den første er færdig bærer slavinden karret videre til den næste der gør som den første ... indtil det har været hele raden rundt."

Det er en barsk beskrivelse, og hvor sandfærdig den er, ved vi ikke. Der kan jo også have været forskel på skik og brug på det hygiejniske område. I hvert fald er der anden kilde - en engelsk - der forklarer at de mandlige vikinger var populære hos de engelske damer, fordi de tog bad ugentligt, redte håret og klædte sig smukt!

Odense Domkirke. De jordiske rester af Knud den Hellige, der blev hugget ned af fjender i Albani Kirke i Odense i 1086. Nogen kalder ham for den sidste danske vikingekonge.

Det er vanskeligt at komme med et sikkert bud på, hvordan Danmark rent administrativt var delt op i vikingetiden. Herrederne - en enhed, der fandt anvendelse langt ind i det 20. århundrede og i nogle sammenhænge, bl.a. inden for arkæologien bruges den dag i dag - går utvivlsomt tilbage til vikingetiden, og opstod måske allerede i jernalderen. Det er muligt, at herredsinddelingen blev foretaget med det formål, at afgrænse bestemte områder, så de våbenføre mænd vidste, hvor de hørte til, når kongen udskrev leding (militærtjeneste). Selv om man ofte hører om leding i forbindelse med vikingerne, så er selve indholdet af dette begreb ikke særlig godt belyst. Ordet le-ding kendes først fra kilder nedskrevet efter vikingetiden, nemlig i 1085 i forbindelse med kong Knud (senere "Den Hellige"), og en beskrivelse af systemet er så sen som 1200-tallets Jyske Lov. Nyere forskning har sågar sandsynliggjort, at leding kun blev brugt til rigets forsvar og dermed ikke til at skaffe skibe, mænd og våben til de berømte erobringstogter - de blev i stedet foretaget af private høvdinge og stormænd. 

Alt tyder imidlertid på, at der igennem hele vikingetiden tillige har været egentlige konger, hvis rigers størrelse dog har varieret i udstrækning alt efter styrke og de til forskellige tider til rådighed stående politiske muligheder. I Danmarks ældste historiebog skrevet omkring 1138 - formentlig af en kannik ved Roskilde domkirke og derfor kaldet "Roskildekrøniken" - står følgende at læse om situationen i 800-tallet: "Nordmændenes meget grusomme konge Ivar ... kaldte også Danernes konger til hjælp for at ødelægge Frankernes rige. Jeg siger "konger", for dengang var der mange konger i Danmark. For som det fortælles, var der undertiden to i Jylland, en tredje på Fyn, en fjerde på Sjælland, en femte i Skåne. Undertiden var der to over hele Danmark; undertiden endog én over hele Danmark; undertiden én over hele England sammen med Danmark ...". Et mindre kongedømme kunne være et område som Sjælland, måske med Lejre som centrum.

Rekonstruktion af vikingehjelm; den hornede udgave hører hjemme i bronzealderen og kendes ikke fra vikingetiden.

Mængden af fund fra vikingetiden er stor. Lige fra simple jernsager over dragtnåle af bronze og sølv til tunge guldringe giver disse genstande os et indtryk af et meget varieret samfundpræget af stor forskel på nogle få rige og mange almindelige mennesker. Vikingerne handlede, kæmpede, plyndrede, rejste, byggede og udtænkte, men uanset hvad, så var landbruget - gårdene, landsbyen og de tilhørende agre, enge og skove - det økonomisk bærende fundament i datidens samfund.

Vikingernes bopladser kendes fra stort set alle egne af landet. Arkæologiske udgravninger har vist, at man fortrinsvis boede i landsbyer, der bestod af 5-10 gårde, men der kendes mindre enheder - helt ned til enkeltliggende gårde, der ikke har været en del af et landsbyfællesskab. Vores viden om tidens landsbyer stammer fra en lang række bopladsudgravninger, men et samlet billede bibringes først og fremmest af udgravningen ved Vorbasse. Ganske som i den forudgående jernalder flyttede Vorbasse-landsbyen sig også i vikingetiden, så den lå to forskellige steder før den endelige og nuværende placering. Hvis man går i detaljer, så adskiller vikingernes huse sig fra dem, vi kender fra den forudgående jernalder, men alt i alt er det dog det samme princip der går igen, nemlig bygninger opført af træ, ler og strå. Et almindeligt træk ved vikingetidens langhuse var buede vægge, der gav bygningerne en skibslignende grundplan.
Kvæget var den væsentligste indtægtskilde for tidens bønder og dermed af stor betydning for samfundet som helhed; hærvejen - oksevejen - kommer til i vikingetiden. Landbrug i vikingetiden var imidlertid mere end blot brølende kreaturer, hvilket en boplads ved Sæby - Ejstrup kaldet - giver et indtryk af. I forbindelse med udgravningen i 1986 blev der foretaget naturvidenskabelige analyser af forkullet korn, brændte knogler og trækul fundet i bebyggelsens grubehuse. 1,3 kg korn iblandet frø fra forskellige ukrudtsplanter vidner om et varieret agerbrug. Ejstrup-vikingerne har haft fem afgrøder stående på deres marker: først og fremmest byg og rug, men også havre, hvede og hør. Interessant nok viste analyserne tillige, at kvaliteten (= kernernes størrelse) af både byg og rug var særdeles høj, faktisk den bedste, der kendes fra oldtiden. Rugen dukker op i Danmark omkring Kr. f. og i århundrederne fremover forbedredes kvaliteten. Der har altså været både behov for og evner til at produktudvikle denne kornsort. Det er interessant, at der også blev fundet et stykke forkullet brød fremstillet af rugmel, så måske var rugbrød allerede i vikingetiden en vigtig del af den daglige danske kost. Kornet vidner altså om et effektivt og varieret agerbrug. Det billede bekræftes af brændte knogler fra kvæg, svin, får, ged og hest. I tilgift har Ejstrup-bønderne tilsyneladende været dygtige håndværkere, for trækullet stammede fra ikke færre end 10 forskellige slags træ. Man har vidst, at egetræ er det bedste bygningstømmer; at ask er sejt og bøjeligt og derfor godt til skafter; at en skål lavet af birk er at foretrække, fordi denne træsort ikke afgiver smag; at bøg har den bedste brændværdi o.s.v.

Kristent kors fundet ved landsbyen Hågerup på Fyn. Kor-set var en del af en skat, hovedsagelig bestående af mønter, nedlagt omkring 1050.

Igennem hele vikingetiden lå Kristendommen på lur. Det begyndte allerede omkring 700, hvor en biskop Willibrord fra Frisland vovede sig nordpå for - medbringende det glade budskab - at besøge den danske konge, Agantyr. Kongen bed ikke på krogen, men med sig hjem bragte Willibrord et antal unge mænd, der skulle oplæres som missionærer. Dette optimistiske initiativ kom der tilsyneladende ikke noget videre ud af. Lidt mere kød på sagen kom der i 826, hvor den danske eksilkonge, Harald Klak af politiske grunde - for at gøre sig gode venner med den tyske konge - lod sig døbe i Mainz i Tyskland. Med sig tilbage til Danmark havde Harald en munk ved navn Ansgar, hvis hellige mission var at gøre de vilde vikinger kristne, men det forløb heller ikke helt efter planen. Det var kun få, der så nogen grund til at svigte Odin og de andre. Harald Blåtand skrev omkring 965 på den berømte Jellingsten, at han havde gjort danskerne kristne, og først på det tidspunkt synes kristendommen at have vundet nogenlunde fodfæste. Samtidig eller lidt senere fortæller araberen At-Tartuschi om et besøg i Hedeby, at de fleste folk dér var hedninge. Godt 100 år forinden, omkring 850, havde Ansgar stået bag opførelse af en kirke i netop Hedeby og Ribe samt tillige i Birka i Sverige allerede i 829.
Hovedparten af vore kirker er opført i middelalderen eller senere. Allerede i vikingetiden dukkede imidlertid de første kirker op, men de var bygget af træ og blev på et tidspunkt erstattet af de mere solide stenbygninger. I flere tilfælde er der ved udgravninger inde i de nuværende kirker fundet spor af den trækirke, der stod på stedet allerførst. Harald Blåtand byggede en kirke i Jelling, og i det hele taget var det konger og stormænd, der opførte de første huse til ære for den nye gud. Det var jo en flot og from handling, som Gud nok skulle vide at belønne, når den tid kom.

Vikinger bærende den historisk ukorrekte hornede hjelm bruges som blikfang og logo i utallige sammenhænge - også salg af sten og grus!

"Jagten" på den sidste viking handler først og fremmest om oldtidens sidste konger. Tidligere benyttede man kristendommens indførelse som et skæringspunkt, men det holder ikke helt vand. Fuldstændig forkert var det ikke, for først i 1000-tallet nåede kirken ud i hjørnerne af riget. Adam af Bremen skriver i 1070, at der på det tidspunkt var 300 kirker i Skåne, 150 på Sjælland, 100 på Fyn mens han ikke nævner noget om Jylland. Men det er svært at komme uden om Harald Blåtands sten i Jelling. Slutningen af 900-tallet og første halvdel af det nye årtusinde er en overgangstid. Gammelt og nyt blandes i en sådan grad, at det er vanskeligt at skille de to ad - ikke mindst på troens område. Et oplagt slutår at vælge er 1066. På det tidspunkt var glansen i meget vid udstrækning gået af de tidligere så magtfulde og initiativrige vikinger. Det var blevet hverdag igen, kan man sige. En kort opblussen fandt sted under Sven Tveskæg, der erobrede England i 1013 samt i endnu højere grad under Knud den Store, som var hersker over et Nordsørige, der omfattede Danmark, England, Norge og Sydsverige. Knud den Store var utvivlsomt en dygtig konge, som ved sin død i 1035 var vanskelig at efterfølge. Naturligt nok blev magten derfor delt. Danskerns nye konge blev Knuds ene søn, Hardeknud, mens englænderne valgte hans bror, Harald, til at være deres regent. En tredje søn, Sven, blev jaget på porten af nordmændene, som i stedet tog en landsmand som konge, nemlig den kun 10 år gamle Magnus den Gode som konge. Imidlertid døde Harald allerede i 1040, hvorefter Hardeknud overtog den engelske trone - på englændernes opfordring. Det fortrød de dog, da han viste sig at være en dårlig konge. En kilde lader os vide, at: "I hele sin regeringstid udrettede han intet, der var en konge værdigt"! Hardeknud døde barnløs i 1042 og blev afløst af den norske konge, Magnus den Gode, der på det tidspunkt trods alt var blevet 17 år gammel. Dermed blev Hardeknud den sidste danske konge i England, og af samme grund sættes hans dødsår - 1042 - ofte til at være slutningen på vikingetiden. Anskuer man vikingetiden i et mere fællesnordisk perspektiv, så varede den endnu et par årtier - godt og vel. Den norske konge, Harald Hårderåde, havde nemlig svært ved at forlige sig med, at Nordens storhedstid var forbi, så han samlede en mægtig hær og drog over Nordsøen for at erobre England. Det gik bare ikke slet så let som 273 år tidligere på øen Lindisfarne. Ved Stamford Bridge i et slag, der endte med nederlag, blev Harald Hårderåde dræbt i år 1066, og med ham døde det sidste nordiske forsøg på at genvinde England. Man kan derfor med nogen rimelighed vælge at lade den uheldige Harald få den tvivlsomme ære, at lukke og slukke for vikingetiden og det kvarte årtusind, da Norden var en verdensmagt. Da Harald Hårderåde drog sit sidste suk, døde også den sidste viking! 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer