Magasinering

Bevaringsfunktionen står for den praktiske forvaltning af museernes samlinger. I mange år var genstandene placeret spredt på mange små og ikke særlig velfungerende fjernmagasiner. I 1994 blev der indrettet ét stort fællesmagasin til alle Odense Bys Museers genstande. Dermed blev der skabt luft på museerne, der nu kun har mindre nærmagasiner. Samtidig opnåede man alle fordelene ved en stor fælles drift i form af fællesmagasinet.

Odense Bys Museers fællesmagasin er fordelt på to haller på i alt 2300 kvm med tre etagehøjder. Hallerne blev indrettet i to etaper og på to forskellige måder. I magasinhal 1, som er klimastyret ved affugter, overstiger den relative fugtighed aldrig 55%. Desuden er der indrettet et fleksibelt reolsystem, der er i stand til at tilgodese alle de forskelligartede genstande, der findes i samlingerne. 

En lille del af fjernmagasinet, hal 1

Magasinhal 2 er indrettet med  40 fods containere, som igen er indrettet med hylder til flyttekasser fyldt med oldsager. En enkelt container kan f.eks. rumme hele 270 standard flyttekasser, og med i alt 30 af disse containere er der blevet plads til en del museumsgenstande. Hver container affugtes alt efter, hvilken luftfugtighed, der ønskes. Der er tale om en relativt billig opbevaringsløsning, som også er driftsbesparende, fordi de meget tætte containere er langt bedre til at holde på den tørre luft end den store åbne lagerhal.

Temperaturen på magasinet følger udetemperaturen, fordi der ikke er nogen form for opvarmning i fællesmagasinets lagerhaller. Det kan dermed være en meget kold fornøjelse at arbejde i hallerne om vinteren, og i det hele taget er der meget køligt i magasinet hele året. Skadedyrsangreb bliver udelukket ved de lave temperaturer samt den relative lave luftfugtighed, og den nedbrydning, vi trods alt aldrig vil kunne forhindre, sker her i yderst begrænset takt.

Magasinets containerhal

På de over 6 km hylder i de to magasinhaller ligger der plove, smedetænger, olmerduge, avisarkiver, kridtpiber, installationskunst, fagforbundsfaner, dukkehuse, gravfund og meget, meget mere side om side for at få udnyttet pladsen så godt som muligt. Denne store vilkårlighed styres elektronisk gennem vore databaser. Her er der oplysning om genstandsnavn, museumsnummer og placering. På museerne kan brugerne gennem registreringsdatabaser hente oplysning om genstandens nøjagtige placering på magasinet. Brugeren tager selv ud og studerer genstandene på magasinet. Her er der studierum med computere opkoblet på museernes interne netværk, så det meste arbejde kan afsluttes på stedet.

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer