Landsbyernes anlæggelse og udvikling

En landsby er en samling gårde og huse, der før udskiftningen arbejdede sammen i et dyrkningsfællesskab.

I datiden lagde man afgørende vægt på dyrkningsfællesskabet i definitionen af en landsby. Landsbyerne var de egentlige driftsenheder, og den enkelte gårds ressourcer bestemtes i princippet som en andel af landsbyens samlede tilliggende, hvis udnyttelse måtte ske efter fælles regler. Til varetagelse af denne regulering var gårdene derfor samlet i et »bylav« under en oldermands ledelse.

Når man i 1600-1700 tallet talte om landsbyer eller rettere »byer«, mente man derfor »gårde i dyrkningsfællesskab«. Senere tiders geografer og historikere har derimod lagt mere vægt på de statistiske forhold. Oftest kræver man nu en samling på mindst tre gårde for at tale om en landsby.

I nærværende undersøgelse er en landsby defineret som en bebyggelsesmæssig enhed på mindst tre gårde, der har topografisk sammenhæng, og som før udskiftningen har haft dyrkningsfællesskab.

Efter denne definition kan antallet af landsbyer i det tidligere Fyns amt opgøres til ca. 630, hvoraf omkring 200 er sognebyer med tilhørende kirke. I alt dækker landsbyejerlavene 80-85 % af amtets samlede areal.

Postkort fra Kværndrup, 1907

Landsbyernes anlæggelse
Indtil for få år siden anvendte man i mangel af konkrete arkæologiske undersøgelser landsbyernes navne til en omtrentlig datering af deres anlæggelse. Man antog, at landsbyer med navne der endte på:

-um (hem), -ingel -lev, -lase, -sted, var anlagt før vikingetiden,

-by, -tofte, -balle, var anlagt i vikingetiden,

-holt, -rad, -tved, var anlagt efter vikingetiden,

-torp, (incl. -drup, -rup, -trup), var anlagt både i vikingetiden og middelalderen.

Gennem arkæologiske undersøgelser på Fyn anses det for godtgjort, at de ældste af vore nuværende landsbyer er anlagt i det 10-11 årh. på overgangen mellem vikingetid og ældre middelalder i forbindelse med en generel omstrukturering og flytning af bebyggelsen.
Stednavnene kan derfor kun fortælle om, hvor lang tid et ejerlav har haft bebyggelse, men ikke hvor lang tid bebyggelsen har ligget på samme sted. Et af resultaterne fra føromtalte forskningsprojekt er påvisningen af, at landsbyerne indtil middelalderen er flyttet med jævne mellemrum inden for sit ressourceområde (ejerlavet) i takt med ændringer i driftsformerne. Dette er sket, uden at landsbyen har skiftet navn.

Omstruktureringen af bebyggelsen i slutningen af vikingetiden og begyndelsen af middelalderen efterfølges frem til det 13. århundrede af en række nyanlæggelser af mindre landsbyer, dels i form af udflytterbyer, de såkaldte »torper«, dels i form af skovrydningsbyer.
Omkring år 1300 ebber landsbyanlæggelserne ud, og frem til udskiftningen opstår næppe mere end en snes nye landsbyer på Fyn, fortrinsvis i skovegne og i kystzoner. I de samme egne sker der samtidig en ekspansion i enkeltgårdsbebyggelsen.

Landsbyernes antal
Antallet af landsbyer har ikke været konstant. Hvor det omkring år 1800 var ca. 550 på Fyn, har det omkring år 1300 været på mindst 700, idet der for den mellemliggende periode kendes mindst 170 forsvundne landsbyer.

Luftfoto af Torpgården, Hjallese. Ca. 1950

Den første store nedlæggelsesfase (i det 14.-15. årh.) gik især ud over de udflyttede torper. En stor del heraf flyttede atter ind til moderbyen, andre blev simpelthen øde. Mere end hundrede fynske landsbyer synes forsvundet i disse århundreder.
Fra det 16.-18. årh. kom truslen mod landsbyerne fra den ekspanderende hovedgårdsdrift. Knap 50 fynske landsbyer forsvandt i denne periode under hovedgårdsmarkerne. Alligevel må det konkluderes, at kontinuiteten i dyrkningssystemerne og dermed bebyggelsesmønstrene fra 1000 til 1800 gør det rimeligt at opfatte hele denne periode som én bebyggelseshistorisk fase domineret af den regulerede landsby. Den ældste anlæggelsesfase i det 10.-11. årh. står netop i forbindelse med det middelalderlige driftssystems indførelse på samme måde, som opløsningen heraf ved udskiftningen omkring år 1800 førte til landsbystrukturens delvise sprængning.

Landsbyernes indre opbygning
Igennem denne 800-årige periode sker der også store ændringer i landsbyernes indre opbygning. Vi kender ganske vist ikke meget til gårdenes antal og størrelse for middelalderens vedkommende. Men en del tyder dog på, at en række landsbyer i det 12.-13. årh. har haft en eller to meget store brydegårde« med tilhørende hoveriydende, men næsten jordløse småbønder, »gårdsæder«.

I begyndelsen af 1400-tallet synes den senere så velkendte fæstegårdsstruktur imidlertid at være etableret. Landsbyen bestod nu som oftest af en række »jævnstore« (1-10 tdr. htk) fæstegårde, der blev drevet som familiebrug. Frem til 1800 var gårdantallet og dermed den gennemsnitlige gårdstørrelse forbavsende konstant. Blot gennemførte hovedgårdene i de landsbyer, hvor de var enebesiddere, ofte reguleringen af gårdens tilliggende - øjensynlig for at lette administrationen af fæstegårdens afgifter, herunder hoveriet. På denne vis blev gårdene i hver fjerde fynske landsby igennem det l6.-17. årh. gjort lige på jord og afgifter.

Hovedgårdene havde også en væsentlig andel i periodens mest markante bebyggelsesstrukturelle ændring, husenes fremvækst. Omkring år 1500 var husene som indslag i landsbybilledet af forsvindende betydning. Igennem det 16.-17. og 18. årh. voksede antallet af landsbyhuse imidlertid støt. I 1688 udgjorde husene 50 % af gårdantallet, og hundrede år efter nærmede de sig jævnbyrdig hed. Husenes fremvækst er især knyttet til hovedgårdenes umiddelbare omgivelser og afspejler disses voksende arbejdskraftbehov.

Hus på Lumbyvej, ca. 1930

 

Læs mere i Landsbyregistrering i Fyns Amt: foreløbig orientering. Fyns Amtskommune, Udvalget for teknik og miljø. 1983.

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer