Landsby og landskab

Terræn og jordbundsforhold satte grænser for landsbyernes udbredelse, idet bebyggelsens størrelse blev bestemt af ressourcernes mængde og kvalitet samt tilgængelighed fra bebyggelsesstedet.

Ejerlavet, som udgør den enkelte landsbys samlede dyrkningsressource, afgrænses oftest af naturlige skel i terrænet (vandløb, søer, moser, bakkedrag m.v.). Landskabet kommer herigennem til at øve en afgørende indflydelse på bymarkens afgrænsning og dermed på landsbyens størrelse. Som følge heraf varierer landsbyernes størrelse stærkt på Fyn med yderpunkter fra 3 til 60 gårde. Det gennemsnitlige gårdantal pr. landsby var umiddelbart før udskiftningen på 10.

Sammenknytningen mellem naturlige, driftsøkonomiske og juridiske skel har sikret ejerlavssystemet en betydelig stabilitet, og i virkeligheden ligger dette middelalderlige system i dag til grund for vort matrikelsystem.

Luftfoto af landsbyen Faldsled. 1994

Byens placering og udformning
Inden for ejerlavet kunne landsbyen hensigtsmæssigt placeres i centrum af hensyn til den bekvemme adgang til bymarken, men på Fyn forekom det lige så ofte, at landsbyerne placeredes i ejerlavets udkant, nemlig ned til de vådområder, vandforekomster, der ofte danner skel. Den »engorienterede« beliggenhed er betinget af hensynet til dræning af bopladsen og adgangen til ferskvand samt den lette adgang til hø.

Selve bytomtens udformning er ofte præget af de lokale terrænforhold. Adskillige geografer og historikere har simpelthen anskuet samtlige landsbyer som »terrænbyer«. Slet så enkelt er det nu ikke, hvad især de strengt regulerede byplaner viser. På Fyn er disse regulerede vejbyer eller fortebyer relativt sjældne. Derimod optræder forte- eller vejfortebyer samt slyngede vejbyer og deres videreudviklede type, vejklyngebyer, i flæng. En speciel type er de løst opbyggede skovbygder.

Kulturlandskabet
Ud fra bebyggelsens tilpasning til landskabet kan der således skelnes mellem en række landsbytyper. Omvendt danner bebyggelsen centrum for menneskets omformning af landskabet til et kulturlandskab. Periodens teknologiske formåen var nok ringe, men alligevel satte menneskets virke sine spor i landskabet. Spor der til dels endnu i dag kan erkendes som relikter.

Med afstanden fra bebyggelsen aftager udnyttelsesintensiteten. Matrikeldirektoratets »original 1-kort« viser da også en regelmæssigt faldende bonitet ud mod ejerlavets grænser i takt med den faldende gødsknings- og dyrkningsintensitet. I ejerlavets udkant kunne forekomme græs og kratbevoksede overdrevsarealer, der udnyttedes til græsning. Ud fra den landopmåling, der foretoges i forbindelse med matriklen af 1688, fremgår det, at kun 47 % af den fynske jord var under plov.

På størstedelen af Fyn var bymarken inddelt i tre store marker, vange, hvoraf en på skift hvilede hvert år. Andre former for vangebrug fandtes dog, især på Vestfyn. Hver vang var underopdelt i et antal »skifter«, der atter bestod af en række »højryggede agre«. Disse agre var oftest 8-12 m brede, men til gengæld op til flere hundrede meter lange. Af hensyn til dræning, modvirkning af jordfygning etc. pløjedes agrene op i rygge, således at der fra midten af ageren og ud til »agerrenderne« i siden var en højdeforskel på ½-1 m. Nøglen til fordelingen af disse agre på de enkelte garde i landsbyen var oprindelig det indhegnede jordstykke omkring gården, »toften«, hvis bredde og beliggenhed i forhold til de øvrige »tofter« angav fordelingskoden.

Kornhøst ved Askeby, Særslev.

 

Læs mere i Landsbyregistrering i Fyns Amt: foreløbig orientering. Fyns Amtskommune, Udvalget for teknik og miljø. 1983.

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 35209115
EAN: 5798006611522

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer