Odense Bys Museer arbejder med byens lange historie fra oldtiden til i dag. Perioden fra 1500-tallet og frem til i dag dækkes af museets historikere og øvrige medarbejdere under enheden Historie.

 

Knud den Helliges drab i Skt. Albani kirke 1086.

Kunstner: C.A. von Benzon

Bynavnet Odense omtales første gang i et dokument fra året 988, og på denne baggrund fejrede byen sit 1000-års jubilæum i 1988, selv om den er betydelig ældre. Dokumentet - Odenses 'dåbsattest' og begyndelsen på byens historiske tid - er udfærdiget under den tyske kejser Otto III og giver rettigheder til bispedømmerne i flere danske byer, heriblandt Odense.

Den mest kendte og fremtrædende enkeltbegivenhed i byens tidlige historie er drabet på Kong Knud (Knud den Hellige) i 1086. Det er den handling, der traditionelt markerer slutningen på Vikingetiden og middelalderens begyndelse i Odense.

Middelalderbyen Odense
Odenses placering på vejen mellem Sjælland og Jylland gav byen en vigtig position. Den store vikingeborg på Nonnebakken syd for byen er et fremtrædende vidnesbyrd om byens tidligere rolle.

I middelalderen var Odense præget af byens kirker og klostre. Skt. Knuds Kirke - byens domkirke - er i den nuværende skikkelse opført fra sidst i 1200-tallet og havde et benediktinermunkekloster knyttet til sig.
Byens andre ældre kirker er Vor Frue Kirke og Skt. Hans Kirke med tilhørende johanitterkloster, som senere udgjorde begyndelsen til Odense Slot.
Den i 1821 nedrevne Gråbrødre Kirke var knyttet til Gråbrødre Kloster, grundlagt 1279 af franciskanerordenen.
I byens østlige del lå desuden Sortebrødre Kloster. Disse religiøse institutioner prægede byens liv og besad store dele af jorden i det, der i dag er Odense Kommune, dvs. de dengang omgivende landområder.

Gråbrødre Kirkes ruiner, 1817

Det almindelige dagligliv bar præg af de mange håndværkere, som var organiseret i lav. Det odenseanske handelsliv var rigt og med et betydeligt adeligt islæt. Byens gamle gader gav plads til store købmandsgårde bag forhusene mod gaden, og i 1500-tallets slutning og første del af 1600-tallet blev der opført flere fine renæssancebygninger, hvoraf enkelte i dag er bevaret. Bymuseet Møntergården har i dag blandt andet til huse i to renæssancehuse  opført 1547 for Ejler Rønnow og 1646 for Falk Gøye til Hvidkilde.

Smedelaugets velkomst, lade og nøgle

Odense var på mange måder en typisk større middelalderby, afgrænset mod det omgivende land af byporte og med de mest velhavende og mest indflydelsesrige borgere bosat langs hovedgaderne Vestergade, Overgade og Nørregade. I de tilstødende sidegader boede de ringere socialt stillede. Dette middelalderlige præg i fysisk forstand bevarede byen på mange måder helt frem til begyndelsen af 1800-tallet.

Omkring 1500 blomstrede byen op, da Dronning Christine, der var gift med kong Hans, flyttede til byen med sit hof og deraf følgende forbrug og aktiviteter. Gennem hele 1500-tallet oplevede byen en højkonjuktur, men byen blev hårdt ramt af svenskekrigene.

Efter at have haft melem 5.000 og 6.000 indbyggere i begyndelsen af 1600-tallet skrumpede byens befolkningen på grund af krigene ind til 3.808 indbyggere i 1672. Ved folketællingen i 1769 var Odense igen vokset og nu klart landets næststørste by med 5.209 indbyggere. Først i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet oplevede byen igen en afgørende fysisk, økonomisk og social vækst. At Odense i dag er en havneby skyldes et af det sene 1700-tals store anlægsarbejder, udgravningen af Odense kanal og bassinhavn, som helt frem til i dag påvirker byen og dens udvikling.

1800-tallets Odense
Ved begyndelsen af 1800-tallet havde Odense knap 6.000 indbyggere. Byen begyndte for alvor at vokse nogle årtier ind i 1800-tallet, hvor den tidlige industrialisering gradvis satte ind. Befolkningen blev forøget betydeligt, og de gamle grænser var allerede under pres, da byportene blev nedrevet i 1851 og gav plads til den nødvendige byvækst.

Grise lastes på toget, Skamby Station, 1882

I 1865 åbnede jernbanetrafikken over Fyn og gennem Odense. Den gamle by blev frem mod århundredskiftet omgivet af industrikvarterer, arbejderboliger og begyndende villabyggeri til borgerskabet, som forlod den gamle by til fordel for fritliggende villaer overvejende syd for byen, hvor byens store villakvarter Hunderupkvarteret opstod i begyndelsen af 1900-tallet.
Byens mange villaer og det ret begrænsede høje byggeri har givet Odense et mindre storbyagtigt præg end København og Århus, og byen betragtes af mange som en 'flad' by. De ældre etagejendomme fra 1800-tallets sidste del og frem til efterkrigstiden er kun sjældent højere end 2-3 etager.

I 1836 blev provinsens første levedygtige jern- og metalindustri grundlagt i byen i form af M.P. Allerups Jernstøberi, og Odense blev i anden halvdel af 1800-tallet landets næststørste industriby. Den position blev fastholdt holdt ind i 1900-tallet, hvor indbyggertallet var vokset til ca. 40.000.

Odense i 1900-tallet
Odense købstad havde i 1901 39.182 indbyggere; i 1911 var tallet 42.237. Forskellige indlemmelser - særligt det store arbejderkvarter Skibhuskvarteret nord for den gamle by - bragte gradvis indbyggertallet betydeligt op, således at der var omkring 100.000 indbyggere i Odense omkring 2. Verdenskrig. I 1970 blev en række omkringliggende landkommuner indlemmet i Odense Kommune. I dag er hovedstaden København og Århus med sine ca. 230.000 indbyggere større end Odense med omkring 145.000 (185.000 i hele kommunen). De næste pladser indtages af Aalborg med godt 120.000 og Esbjerg med 72.000.
 
I efterkrigstiden er Odense i blandt andet blevet kendt for det store gadegennembrud Thomas B. Thriges Gade i 1960-70'erne og for det store almennyttige boligbyggeri Vollsmose i de følgende år, men også for restaureringen af H.C. Andersen-kvarteret og for genanvendelsen af den store tekstilfabrik Brandts Klædefabrik i byens centrum i begyndelsen af 1980'erne.


Arbejdet med byhistorien
Odense Bys Museer formidler byens historie på mange måder - gennem bøger og artikler, byvandringer (se aktivitetskalenderen) samt her på websitet.

Inden for de seneste år er byens nye industriområde sydøst for Odense blevet etableret med nye vejforløb. Her har Odense Bys Museer søgt at fastholde byens erhvervsidentitet og historie ved at foreslå vejnavne til Tietgenbyen, hvor flere ældre prominente industrinavne nu igen kommer til ære og værdighed.

Det er blot ét eksempel på, at byens allernyeste udvikling, både den fysiske forandring af byen og de sociale forandringer, er områder som Odense Bys Museer søger at deltage aktivt i undersøgelsen af.
Eksempler er bevaringen af byens industrielle kulturarv, blandt andet Thomas B. Thriges store fabrikskompleks, anvendelsen af historiske områder som Odense havn samt opgaver i forbindelse med bydelen Vollsmose.

Odense Bys Museer deltager ligeledes i debatten om byens udvikling og forvaltningen af dens værdier. Indsamlingen af genstande, som knytter sig byens udvikling og borgernes liv, er en vigtig del af det daglige virke og er omtalt under Historiske samlinger.

Viden om Odense bys historie
Der findes ingen kortfattet, sammenhængende fremstilling af byens historie fra de ældste tider og frem til i dag. En dramatisering af de historiske begivenheder er forsøgt i Svend Erik Sørensens Odense i 1000 år, som udkom i 1988.
Er der ingen kompakt og lettilgængelig fremstilling, så er byens lange historie til gengæld fyldigt beskrevet i landets mest omfattende byhistoriske værk, Odense Bys Historie i 10 bind samt kortbind og fyldigt registerbind. Værket udkom i årene 1979 til 1988 og er i dag standardværket om byens historie, selv om vi på flere områder allerede kan supplere værkets oplysninger.

Der findes dog på mange områder mere detaljerede fremstillinger af sider af byens historie. Odense Bys Museers mangesidede aktiviteter med hensyn til den fortsatte udforskning af byens historie kan følges i årbogen Fynske Minder.

Interesserede kan også med udbytte benytte de ældre byhistoriske fremstillinger, henholdsvis C.T. Engelstofts Odense Byes Historie fra 1880 (2. udg., genoptryk 1978) samt H. St. Holbechs Odense Bys Historie fra 1926. Begge værker er naturligvis på mange områder forældede, men giver til gengæld et indblik i forskellige tiders opfattelse af byens udvikling. I øvrigt henvises til Lokalhistorisk Bibliotek, som kan hjælpe med yderligere litteraturforslag.

Som museumsinpektør Finn Grandt-Nielsen skrev i forordet til sin bog om Huse i Odense (Odense Bys Museer 1995) så kan Odense trods sin størrelse ikke karakteriseres som en markant arkitekturby. Der er dog stadig rig lejlighed til at se ældre bygninger og gadeforløb fra de forgangne århundreder enten ved brug af ovennævnte bog eller museumsinspektør Henrik Harnows Industribyen Odense, Odense Bys Museer 2001, hvor byens udvikling i 1800 og 1900-tallet behandles.

For særligt bygnings- og gadeinteresserede er de fire såkaldte Registranter, henholdsvis Albanikvarteret i Odense fra 1977, Vesterbrokvarteret i Odense fra 1979, Overgadekvarteret i Odense fra 1981 og Vestergadekvarteret i Odense fra 1984 fine hjælpemidler, som giver oplysninger om huse og gader i hele den indre by ned på enkelt ejendomsniveau. 

 
 
Odense Bys Museer · Overgade 48 · DK-5000 Odense C
museum@odense.dk · Tel +45 6551 4601