Viking Horror Walk - Odense

Møntergården og eventgruppen ”DYSTOPIA Entertainment” bød fredag d. 13 og lørdag d. 14. september på eventet Viking Horror Walk. Her blev Odenses vikinger vækket til live efter 1000 år på en uhyggelig oplevelsestur gennem byens gader og stræder. Gæsterne fik et livligt indblik i byens vigtige historiske steder og allerældste historie. På turen blev de mødt af bloddryppende og fantasifulde scener, som var inspireret af virkelige arkæologiske fund, kilder og historier. Læs mere om dem her.

Valkyrier væver skæbnetæppe af vikingetarme

Ved Nonnebakken i Odense lå der en borg fra vikingetiden. På Nonnebakken har man siden fundet en dragtnål med motiv af en valkyrie; en mytologisk figur som hentede de faldne vikingekrigere fra slagmarken op til Odins borg i Valhal. Denne dragtnål kaldes derfor for en Valkyriefibel. De historiske sagaer fortæller, hvordan valkyrierne vævede skæbnetæpper af udrevne mennesketarme, og vikingernes kranier blev brugt som vævevægte. Netop sådant et tæppe ses på valkyriefiblen. På nålens højre side ses en anden mytologisk figur, en skjoldmø med sit skjold. Og på venstre side ses valkyrien på sin hest. Her under hesten ses det firkantede skæbnetæppe.

13_1

 

Kongemordet i Odense

Skt. Knuds Kirke i Odense er opkaldt efter Kong Knud den Hellige, hvor det i dag stadig er muligt at se skrinene med kongen og hans brors knogler. Den 10. juli i år 1086 blev kongen (Knud IV) og hans bror Benedikt dræbt ved alteret i Albani Kirke i Odense af oprørere.15 år efter drabet bliver Kong Knud helgenkåret og får tilnavnet Knud den Hellige. De næste 400 år får de kongelige knogler stor betydning for Odense, da kristne fra nær og fjern rejser til Odense for at se skrinet, hvor i knoglerne ligger. 

Fig .26

 

Odenses historiske dåbsattest

Odense bliver første gang nævnt i et kejserligt brev fra år 988. Her kaldes Odense for Othenesuuig, og byen har en kirke og biskop. Dette brev kaldes for Odenses dåbsattest. I Skt. Albani Kirke har man fundet en bispegrav fra 1000-tallet. Ved biskoppens højre hånd lå der et lille nadversæt - en tallerken og et bæger. Graven er den ældste kendte bispegrav i Danmark, og man tror, at det er biskop Eilberts grav. Han døde i 1072. 

 

Blodige ritualer på Nonnebakken

Odenses navn stammer fra "Odins Vi". Det betyder, at der i området var et sted, hvor asagudernes konge Odin blev tilbedt. Nord for Nonnebakken i Odense er der fundet et stort område med brændte sten og dyreknogler. Måske det ligefrem er Odins Vi; altså det offerområde, hvor der blev ofret mennesker og dyr til Odin. Hvis området har været brugt til ofringer, så kan ritualerne være blevet ledet af en kvindelig præstinde, kaldet for Vølven.

Fig .2 

En vikingeborg midt i Odense

Ved sydsiden af Odense Å findes "Nonnebakken", hvor Odd Fellow Palæet ligger i dag. I middelalderen lå her et Nonnekloster, men bakken rummer også resterne af en vikingeborg med en diameter på 180 m. Borgen blev bygget af Harald Blåtand omkring 980 og er en af hans såkaldte trelleborge, som også findes fire andre steder i Danmark.

At en kristen konge som Harald bygger en borg ved et hedensk centrum som Odense viser, at der foregik en kamp mellem de to trosretninger i Danmark. Der er fundet fem sølvskatte fra vikingetiden på Nonnebakken, som viser at stedet havde en helt særlig betydning.

 

Vikingernes paradis og helvede

Myterne om de nordiske guder blev skrevet nogle hundrede år efter vikingetiden. Historierne om dem fortæller dog om traditioner og ritualer langt tilbage i tiden, måske helt tilbage til jernalderen. Især de mindre kendte frugtbarhedsguder "vanerne" Freja, Njord og Frej kan stamme fra ældre tid, mens "aserne" Odin, Thor og Loke er yngre. Hvis vikingerne døde i kamp, kom de op til guderne i Valhal, Odins bolig i Asgård. Her var der rigeligt med mad, drikke og fest. De der ikke døde ærefuldt havnede i dødsriget Helheim, hvor efterlivet blev levet i ulykke og elendighed under uhyret Hel.

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer