Nyt H.C. Andersen Museum med ny udstilling

H.C. Andersen-interesserede fra nær og fjern bliver ikke snydt for fortællingen om Andersens liv og virke i tiden frem til det nye H.C. Andersens Hus står færdigt.

Lørdag den 20. januar kl. 10 åbner H.C. Andersen Museum i Claus Bergs 11 med udstillingen "Poesi, papir og saks - af den eventyrligste slags".

Festlig åbning for alle
Champagnepropperne vil springe til ære for den gamle digter og det nye museum, som åbnes af Torben Grøngaard Jeppesen, museumschef for Odense Bys Museer. Museumsinspektør Ane Grum-Schwensen vil fortælle om den spektakulære og helt unikke udstilling, der går lige i hjertet på alle Andersen-elskere. Herefter er man velkommen til selv at gå på opdagelse i H.C. Andersens liv, ord og billeder, mens Lasse Schjerning Trio underholder med jazztoner.

Den ægte vare
Udstillingen "Poesi, papir og saks - af den eventyrligste slags" blander beskrivelsen af digterens liv med farverige og eventyrlige elementer og fremhæver H.C. Andersens billedkunstneriske virke. Her kan man møde papirklip i overstørrelse, elementer fra eventyr som "Klods-Hans", "Sommerfuglen" og "Den flyvende Kuffert", biografiske billedtableauer - og selvfølgelig et udvalg af de originale og ikoniske genstande som Andersens høje hat, skrivebordet, hvor eventyr blev til, rejseudstyret, billedbøger og meget mere.

Virtuelle virkeligheder
I udstillingen arbejdes der med lys og lyd, og som noget nyt kan man opleve H.C. Andersens arbejdsværelse i virtual reality. Med VR-brillerne på kan man udforske hvert et hjørne og hver en genstand i digterværkstedet - eller nyde udsigten fra Nyhavn 18.

Nu også på kinesisk
Som en service til de stadigt flere kinesiske gæster byder H.C. Andersen Museum på udstillingstekster på kinesisk, foruden selvfølgelig på dansk og engelsk.

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer