Barnevognsvandring og babyfoto

Onsdag den 24. april er der endnu engang babyMUS for forældre på barsel og deres babyer. Her er det blevet tid til årets første vandring med barnevogn. Når alle har tanket op med "coffee to go", ruller vi barnevognene i roligt tempo gennem byen, mens museumsinspektør Camilla Schjerning giver en bred introduktion til Odenses historie. Oplev hvordan historien har sat sin præg på bybilledet og hør om både vikingeborge, snu biskopper, magtfulde konger, industribaroner og moderne gadegennembrud. Med andre ord: Bliv klogere på Odense, mens baby forhåbentlig tager en lur.

Vi gentager succesen
Måneden efter, onsdag den 29. maj, gentager vi en af sidste års helt store babyMUS-succeser: historisk foto af baby. Her får vi besøg af portrætfotograf Brit Ehlers, der er vant til at tage billeder af babyer og børn. Med museets hyggelige 1800-tals-lejlighed som ramme klæder vi baby i kjole og krave, så billedet kommer til at ligne et, der er 120 år gammelt. Undervejs vil museumsinspektør Dyveke Skov Larsen fortælle lidt om dengang, fotografiet blev opfundet, og vise et par babybilleder frem fra gamle dage.

Begge arrangementer foregår kl. 10.30-12, og der er god plads til pludren, formiddagslur, bleskift og mælk - og kaffehygge og snak for forældrene. 

Vi ses på Møntergården!

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 

 

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer